Pilgrimsfærd er også populært hos ikke-religiøse

Typisk har rejsen et ydre og et indre aspekt, skriver Jørgen Johansen. - Foto: colourbox

Nogle pilgrimme drager af sted for at få en religiøs oplevelse - men også ikke-religiøse tager på pilgrimsrejse for at få et pusterum fra en hektisk hverdag

Både religiøse og ikke-religiøse mennesker tager på pilgrimsrejser. I dag er pilgrimsrejser et meget populært fænomen, skriver Jørgen Johansen i bogen Pilgrimme og pilgrimsrejser fra 2005:

- I nogle ører har ordet pilgrim måske i dag en lidt fjern klang af middelalder og fremmedartede skikke, men realiteten er, at rejsen til et sted, hvor en kontakt med de hellige kræfter i tilværelsen fornemmes mere intenst, aldrig har været så udbredt som netop nu, og verden rundt er mennesker på vej.

Både religiøse og ikke-religiøse pilgrimme er søgende
Jørgen Johansen skriver også, at pilgrimsrejser i dag ikke er forbeholdt de religiøse, masser af ikke-religiøse drager også på pilgrimsrejser. Tilfælles har pilgrimmene en søgen:

- Motiverne til at begive sig ud på pilgrimsvejene er meget forskellige, men vejene er åbne, og selvom den søgen og længsel, som pilgrimsfænomenet spejler, ikke kan sættes på en enkel formel, så er den heller ikke til at overse eller se bort fra. Den er i hele sin mangtydighed en del af tiden.

Pilgrimsfærden som time-out fra en travl hverdag
Et eksempel på de mange forskellige tilbud inden for pilgrimsrejser er coachen Ann Bjerre, der tilbyder rådgivning til pilgrimsfærd. Hun tilbyder både rådgivning til religiøse og ikke-religiøse, der ønsker at drage på pilgrimsrejse. Ann Bjerre ser pilgrimsfærden som en mulighed for mennesket til at få en pause fra en travl hverdag:

- Oprindeligt havde en pilgrimsvandring alene et religiøst motiv. I dag, som moderne pilgrimme vandrer vi også af andre årsager, skriver Ann Bjerre og fortsætter:

- Pilgrimsfærden er en mulighed for at skrælle hverdagens hektiske aktivitet væk. En mulighed for at træne i at være, at finde ind til stilheden i vort indre og hvor simpel livsform udgør underlægningsmusikken i den mentale ipod.

Du kan læse mere om Ann Bjerres pilgrimsvandringer her

Ro, rytme og nærhed med Gud
Pilgrimsturen som en pause fra en hektisk hverdag kombineres også med ønsket om, at opnå en nærhed med Gud. Som her hvor præsten Thomas Willer beretter om hans pilgrimstur:
- Jeg havde svært ved at forestille mig at skulle tilbage, for på pilgrimsturen fandt jeg en ro og en rytme, som jeg ikke før havde oplevet. Jeg havde brug for denne rytme, for jeg oplevede, at den var tættere på Guds hjerte end mit liv i en hektisk københavnsk hverdag.

Du kan læse hele Thomas Willers pilgrimsberetning her

Pilgrimsfærden har både en indre og en ydre dimension
Jørgen Johansen skriver, at fælles for pilgrimmenes mål er, at rejsen både har en ydre og en indre dimension:

- Pilgrimmen er et menneske, der foretager en rejse til et vigtigt religiøst mål for at få hjælp, gøre bod eller vise sin taknemmelighed. Typisk har rejsen et ydre og et indre aspekt. Den former sig rent bogstaveligt som en bevægelse igennem verden imod et geografisk mål, hvor pilgrimmen får del i en hellig kraft, og den rummer samtidig ofte et element af personlig udvikling. Pilgrimmen er ikke den samme ved rejsens afslutning som ved dens begyndelse.

Den indre dimension af pilgrimsvandringen beskrives i det følgende af en kristen pilgrim:

- For mig var læren fra Skt. Jakobs veje, at selve vejen er målet, og at man skal holde liv i sin længsel.
Hele beretningen kan læses her, hvor man også kan læse andre pilgrimmes beretninger, samt se en kalender over de mange pilgrimsvandringer, der finder sted.

Gør-det-selv-pilgrimsfærd
Udover de mange tilbud, der i dag findes om forskellige typer af fælles pilgrimsvandringer, findes der også gode råd til at skabe egen pilgrimsvandring. Eksempelvis på det kristne Pilgrimsfællesskabet i Nordjyllands hjemmeside:

- Gå en tur i skoven eller i det kvarter, hvor du bor... Gå i kirke... Vejen til kirke og hjem igen kan også være en del af din pilgrimsvandring.

Udover gode råd til den enkeltes vandringer findes der også på hjemmesiden oplysninger om fælles pilgrimsvandringer.

Læs mere her