På faste-pilgrimsvandring til 54 kirker i Rom

En ung mand beder i Il Gesù-Kirken i Rom. Fra juli 2010.Uploadet af Elisabeth Alster

Ny bog giver alle muligheden for at blive en del af en gammel romersk faste-tradition

Genoplev en gammel, romersk fastetradition med karakter af pilgrimsvandring. Og du kan gøre det, selvom du ikke er i Rom.

Den amerikanske forfatter og journalist George Weigel har udgivet bogen Roman Pilgrimage: The Station Churches, som er en guide til netop denne tradition. Det skriver Catholic News Agency

Traditionen går kort fortalt ud på, at man hver dag i fastetiden og otte dage efter påske i den tidlige morgenstund går til messe i en romersk kirke. I alt drejer det sig om 54 forskellige kirker, som man på den måde får besøgt i løbet af godt 6 uger inden påske og 8 dage efter påske.

I bogen kan man læse om hver dags kirke og se fotos af denne, læse dagens bibelske tekster samt refleksioner over dem plus en salme.

Baggrunden er den enkle, at det igennem 1000 år, fra cirka det fjerde århundrede efter Kristus til paverne i 1300-tallet flyttede til Avignon, var fast tradition i fastetiden i Rom, at paven fejrede messe hver dag i en ny kirke i den årle morgenstund.

Traditionen gik selvfølgelig i glemmebogen, da pavestolen flyttede til Avignon, og den blev først genoptaget for få årtier siden. Det er dog ikke længere paven, der holder messe hver morgen i fastetiden i en ny kirke, men den præst, der er tilknyttet den pågældende kirke.

Faste-pilgrimsvandringen til de 54 kirker samler nu igen mange hundrede mennesker, primært engelsktalende fra både Curien og The North American College (en institution i Rom, der forbereder amerikanske unge mænd til at blive katolske præster, red.).

Det var også The North American College, der genoptog denne gamle faste-pilgrimsvandring, hvor altså George Weigel gik med for fire år siden endda sammen med sin søn Stephen, der også spiller en rolle i bogen Roman Pilgrimage: The Station Churches.

En bog, der både kan fås som fysisk og som digital bog, og som på den måde kan bruges som læsning af både den, der holder af Roms kirker og af den, som ikke har mulighed for at rejse til Rom, men som gerne vil deltage i fastetidens pilgrimsvandring til de 54 kirker i Rom.

Om man så oplever samme følelse som forfatterens søn, der tog billederne, og som ligesom sin far hver morgen i godt 6 uger inden påske og 8 dage efter påske stod op klokken 5 for at gå til endnu en romersk kirke, vides ikke.

Sønnen Stephen oplevede at blive mere vågen af disse tidlige faste-messer med forudgående vandring til kirken end han normalt gør det af at drikke kaffe. For ham drejede det sig også om balancen mellem på den ene side selv at være pilgrim og samtidigt også at skulle dokumentere faste-traditionen med de fotos, som bogen er illustreret med.

I den fysiske bog er de fleste fotos i øvrigt i sort/hvid, mens de er i farver i den digitale version.

SE OGSÅ:Oversigt over de 54 kirker (eksternt link)