Folkekirken åbner for pilgrimspræster

PRISMODTAGERE. Ægteparret Andreas Blinkenberg (tv.), arkitekt, og Elisabeth Lidell, sognepræst, modtog i går sammen med tidligere rektor og forfatter Jens Kr. Krarup Kristeligt Dagblads pris ved et arrangement på Nationalmuseet i København. De fik prisen for deres store og banebrydende indsats for pilgrimsvandringen i Danmark. Jens Kr. Krarup var ”overrasket, forbløffet og glad” for at modtage prisen, og han opfordrede flere til gennem pilgrimsvandring at ”lade sjælen slippe løs”. – Den længste trosrejse går fra hovedet til hjertet, og den rejse hjælper pilgrimsvandringen os med, sagde Elisabeth Lidell i sin takketale. Prisen blev overrakt af formanden for Kristeligt Dagblads repræsentantskab, Lars Kolind (til højre), der beskrev pilgrimsvandring som ”en gammel sag, der heldigvis er blevet en del af den kristne tro”. Det er 13. gang, at Kristeligt Dagblad uddeler prisen til en eller flere personer. – Foto: Mette Frandsen.

Første ansættelser af officielle pilgrimspræster er på vej i Viborg og Århus Stifter. Folkekirken bygger bro mellem den nyåndelige græsrodsbevægelse og den etablerede kirke

Med oprettelsen af stillinger som pilgrimspræst i både Viborg og Århus Stifter åbner folkekirken nu officielt for ansættelse af pilgrimspræster på lige fod med gadepræster, sygehuspræster og andre funktions- og specialpræster. Hidtil har den voksende pilgrimsbevægelse herhjemme udelukkende været båret af frivillig arbejdskraft. Således var det på et helt privat initiativ, at sognepræst Elisabeth Lidell som sammen med sin mand, arkitekt Andreas Blinkenberg, i går modtog Kristeligt Dagblads pris for to år siden valgte at tage orlov for at arbejde som pilgrimspræst.

Biskop Karsten Nissen, Viborg Stift, oplyser, at en ny kombinationsstilling vil blive opslået hurtigst muligt. I nabostiftet, Århus Stift, arbejder biskop Kjeld Holm videre med planer, efter at hans første idé om en kombinationsstilling for Elisabeth Lidell i Risskov er faldet til jorden, da menighedsrådet her ikke var med på den. Efter afslutningen af orloven er hun nu vendt tilbage til sin gamle stilling som sognepræst i Risskov.

Vi forsøger at finde penge til en i første omgang mindre deltidsstilling og skal i den forbindelse have etableret en bestyrelse, ligesom vi har det ved gadepræsten, oplyser Kjeld Holm.

Med den nye stilling, der er på vej i Viborg Stift, vil Karsten Nissen være med til at bygge bro mellem pilgrimsbevægelsen og folkekirken.

Det er vigtigt, at folkekirken er til stede i denne bevægelse, og at man her er opmærksom på hele den spirituelle arv, der er kirkens dimension. Alt for meget af tidens søgen går kirkens dør forbi, siger Karsten Nissen.

Oprettelsen af stillingen i Viborg sker i samarbejde med Viborg Pilgrimscentrum, der arbejder på at styrke Viborgs position som pilgrimsby i tilknytning til Hærvejen, hvor Andreas Blinkenbergs nye pilgrimsherberger i sommer blev indviet. Centrets formand, Kis Bødker, peger på, at en pilgrimspræst kan være med til at modtage eller afsende pilgrimme fra Viborg, og udarbejde en egentlig pilgrims-liturgi.

Med ansættelserne ændrer den danske pilgrimsbevægelse karakter fra, som hidtil, at være en ren græsrodsbevægelse.

Det vil da være en dårlig folkekirke, der ikke kan høre græsset gro. Vi oplever her en kristendomsformidling, som blandt andet appellerer til mennesker, der ikke har forbindelse med de traditionelle kirkelige aktiviteter. Sætter vi os udenfor det, bliver kirken utroværdig, siger Kjeld Holm.

steens@kristeligt-dagblad.dk