"På pilgrimsvandring får man altid hjælp, når man har brug for det"

For Karen Skov drejer pilgrimsvandring sig om hjælpsomhed, ensomhed og enkelthed, men også både messesang og sækkepibemusik har givet hende store oplevelser på vejen

Karen Skov er dansk, men bor nu i Småland i Sverige lige i nærheden af det Katholt, som er Emil fra Lønnebergs hjem i Astrid Lindgrens berømte bøger og som altså findes i virkeligheden dybt inde i de smålandske skove.

Karen Skov har i mere end et årti gået flere forskellige pilgrimsvandringer og er kvinden bag hjemmesiden spanien-pilgrimsvandring.info, hvor man kan læse om hendes vandringer samt få gode råd, hvis man selv vil på pilgrimsvandring.

Selv har Karen Skov oplevet lidt af hvert på sine mange vandringer, blandt andet har hun sovet i kælderen på en politistation og deltaget i en landsbyfest. Men altid og alle steder har hun mødt en venlighed og en hjælpsomhed fra sine medmennesker, som hun finder helt unik og kun oplever på den måde i forbindelse med pilgrimsvandringer.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Min første pilgrimsvandring gik jeg i 2001. Jeg havde dog forinden vandret meget i Danmark, Holland, Belgien, Tyskland og Sverige, primært sammen med en vandreforening i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt.

Men så hørte jeg om begrebet pilgrimsvandring, og nogle af mine vandre-venner fortalte om Santiago de Compostela, som man vandrer til tværs over Spanien. Jeg syntes, at det lød meget spændende, og så startede min første egentlige pilgrimsvandring, som jo altså langtfra blev den sidste. For siden har jeg gået mange pilgrimsvandringer, både til Vadstena Klosterkirke her i Sverige, til Odense Domkirke og mange andre steder.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Det, som jeg synes så godt om ved pilgrimsvandringer, er det enkle, primitive og alligevel aktive liv. Det liv, hvor man ikke planlægger, hvad man skal gøre og se. Det liv, hvor man ikke ved, hvad der sker ved næste hjørne. Hvor man ikke skal bekymre sig om andet end at finde et sted at sove og få lidt mad. Alt det giver en fantastisk frihed.

Og er man åben over for eventyret og vandrer alene, ja, så oplever man med både sjæl og sind hele vejen. Man kommer dybt ind i sig selv og den fornemmelse af, at der er noget, som er større end os mennesker. Noget, der rummer og bærer os. Og det gælder måske især, når man er rigtig træt og overgiver sig til lyden af sine taktfaste fodtrin i gruset. For så er det som en meditation at gå pilgrimsvandring.

Der er dog sket noget i løbet i årene. For den, der vandrer i dag, kan det måske være svært at søge ind i sig selv. For der er trængsel nu, hvor der er kommet så forfærdelig mange mennesker på stierne. Og man skal gå hurtigt i dag for at få en seng at sove i. Der er nemlig lange køer ved overnatningspladserne, så man må være der tidlig. Det kan godt virke stressende, så jeg er glad for, at jeg gik min første pilgrimsvandring for mere end 10 år siden.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Vandringen over Somport-passet langs Pyrenæerne i Frankrig fra Le Puy er den smukkeste og måske også mest ensomme - vandring, som jeg har været på. Der var så ensomt, at jeg aftalte at slå følge med et par, som jeg mødte i Frankrig. For hvis nu der skulle ske noget, så var det bedst at være flere, der vandrede sammen.

Men man behøver ikke at vandre helt fra Le Puy. Man kan også starte oppe på selve passet. For vandringen i Pyrenæerne er en stor og meget smuk oplevelse, og det er dejligt, at der ikke er så mange mennesker - og så støder man også på den franske Camino-rute ved Pamplona, som er kendt for sine tyreløb i gaderne.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Jeg har efterhånden gået mange pilgrimsvandringer, og det er svært at tage en bestemt oplevelse ud. Man oplever jo mange fantastiske ting hver eneste dag, hvis man kan sætte sig ud over de besværligheder, som der jo også er på enhver pilgrimsvandring. Men der er alligevel to helt specielle oplevelser, som jeg aldrig glemmer.

Den første oplevelse skete på min første vandring, hvor jeg vandrede til Finisterre. Der var ikke så mange mennesker, da de fleste tager bussen, og samtidig var der dårlige afmærkninger, så jeg gik forkert mange gange. Men på den måde kommer man jo også i kontakt med en masse mennesker, når man skal spørge om vej.

Men altså: Jeg vandrede i en tæt skov og havde svært ved at orientere mig, da jeg pludselig hørte sækkepibemusik. Jeg tænkte, at nu var jeg vist ved at være både træt, varm og sulten. For jeg forbandt ikke den slags musik med den nordvestlige del af Spanien, men jeg gik alligevel efter lyden, og nåede så til et stort telt, hvor musikken kom fra. Og straks man så mig, bød man mig indenfor til det, der viste sig at være en lille landsby, der holdt en slags byfest. Blandt andet med et ungdomsorkester, der spillede sækkepibe. Jeg blev budt med til festen og takkede selvfølgelig ja - og det blev en helt fantastisk oplevelse, som endte lige så eventyrligt som den startede.

For timerne gik jo, og jeg opdagede pludselig ud på aftenen, at jeg havde siddet der alt for længe. Så jeg spurgte de venlige mennesker, om de kendte til et pilgrimsherberg, hvor jeg kunne overnatte. Og det gjorde de. Det blev godt nok ikke brugt mere, men de ville ordne det, så jeg kunne overnatte der. Og så blev jeg kørt til det, der viste sig at være blevet lavet om til en del af kælderen på den lokale politistation. Så der var jo både trygt og godt.

Den anden oplevelse stammer også fra Spanien, fra det store munkekloster Samos, som jeg kom forbi, og hvor jeg tænkte, at her ville jeg sove.

Jeg havde vandret i øsende regnvejr hele dagen. Og selv om jeg syntes, at jeg havde pakket min rygsæk sikkert mod regnen, så var alt så vådt, at jeg måtte sove i en våd sovepose, kunne jeg regne ud. Det tegnede ikke godt, men det viste sig alligevel at være lige meget med alt det våde, da jeg fik lov til at være med til messen i klosterkirken, hvor munkene under messen sang flerstemmigt for os pilgrimme. Den sang er nok det smukkeste, som jeg nogensinde har hørt. Og at munkene oven i købet sang til ære for os pilgrimme fyldte - og fylder mig stadig - med taknemmelighed over at have fået lov til at opleve dette også.

Men generelt er den største oplevelse under en pilgrimsvandring de fantastiske mennesker, som man møder undervejs. Deres store hjælpsomhed og venlighed. Man oplever, at har man problemer, ja, så er hjælpen der, når man har allermest brug for den. Jeg syntes, at det er noget helt specielt, som jeg kun oplever på pilgrimsvandringer.