Månedens pilgrim: Fra modstander af pilgrimsvandring til bevidst pilgrim

Foto: Mats A Sverker

Det var i forbindelse med en særlig oplevelse i domkirken i Canterbury, at den nu tidligere biskop Martin Lind lovede sig selv at blive en bevidst pilgrim uden skyklapper overfor denne verdens nød og uretfærdighed. Nu er han ny formand for foreningen Pilgrim i Sverige

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
"Til at begynde med var jeg fuldstændig imod pilgrimsvandringer. Da jeg læste teologi i Lund, hed det sig, at pilgrimstanken stod for eskapisme, for flugt fra denne verden og ind i en åndelig verden. At kalde sig pilgrim var omtrent det samme som at binde et bånd for øjnene og udelukkende gå efter ens egen sjæls evige ve og vel."

"En sådan kristen tro var derfor udenlandsk for mig. Jeg tænkte på den syndikalistiske, svenske sanger, som uretfærdigt blev henrettet i USA for mere end hundrede år siden. Han kritiserede pilgrimskirken med sangen 'You get pie in the sky when you die'."

"Så blev jeg domprovst i Uppsala og indbudt til en europæisk domkirkekonference i Canterbury i England. Det var i 1991, og vi var omkring 20 personer. Katedralen i Canterbury er en del af to-millioner-klubben, der består af de fire domkirker i England, som har mere end to millioner besøgende per år. Kirken er derfor fuld af turister hele tiden, så domprovsten i Canterbury besluttede, at vi skulle have en time helt for os selv i kirken."

LÆS OGSÅ: Månedens pilgrim: Min pilgrimsdrøm blev til virkelighed

"Mellem klokken otte og ni en aften lukkede man derfor domkirken, så vi domprovster og domkirkeorganister fra forskellige domkirker i Europa havde den store kirke for os selv. Og dér i den gigantiske katedral i Canterbury vandrede vi til lyden af svag musik med levende lys omkring os. Efter en stund kom jeg til et af de mange altre i krypten. Der kunne man købe lys og bede en bøn for en bestemt person eller noget bestemt. Over stedet med lysene stod der med store bogstaver: 'For Pilgrims and Visitors'."

"Nu var det så spørgsmålet, om jeg var en pilgrim eller en besøgende. At identificere mig med begrebet 'besøgende' føltes nemlig pludseligt så fattigt og u-rigtigt. Det var jo indlysende, at jeg også ville være blandt dem, der bad bønner og deltog i gudstjensterne. Jeg var med andre ord en pilgrim. Så for første gang i mit liv tog jeg ordene om at være en pilgrim i min mund dén aften i den stille time i Canterbury domkirke."

"Men jeg lovede også mig selv, at hvis jeg i resten af mit liv skulle være en bevidst pilgrim, så skulle det aldrig blive med skyklapper på for denne verdens nød og uretfærdighed. Tværtimod. Som pilgrim ville og vil - jeg vandre i solidaritet med denne verdens nederste og svageste. Siden har jeg hvert år vandret længere eller kortere strækninger. Min omvendelse er måske ikke så mærkværdig, men jeg vil gerne berette om den. Erfaringen siger mig, at der er flere mennesker, som har en tilsvarende historie."

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
"Min årsag til at gå pilgrimsvandring berører hele min kristne tro. I vandringen bliver det tydeligt, at jeg er både krop og sjæl, og at det hele hører sammen. Kroppens signaler giver mig ofte stof til åndelig refleksion. Ikke mindst vandringerne i stilhed har lært mig meget om mig selv og fået mig til at se mit liv og min tilværelse i et nyt lys. De fire klassiske relationer bliver i pilgrimsvandringen pludselig helt klare og tydelige: Relationen til Gud, til medmenneskene, til naturen og til mig selv. Sværest er altid relationen til en selv, tror jeg."

"Pilgrimsvandringen understreger samhørigheden med Gud, medmenneskene og naturen. Vandringen gør mig umiddelbart til et medmenneske, ikke mindst for dem, som savner overfloden. Vandringen gør mig også klar over mit ansvar i den ødelæggelse af miljøet, som der sker hele tiden. På en indlysende måde ser jeg, når jeg vandrer, betydningen af at leve enkelt og bidrage til et bedre miljø. Som vandrende pilgrim har jeg indset, at netop bevægelsen og mobiliteten er nødvendig, at den konstante forandring er kendetegnet på liv. At leve i bevægelsen og mobiliteten, i det sarte og det skrøbelige, er menneskets grundvilkår. Det gælder selvsagt kropsligt, men lige så meget åndeligt."

"I det perspektiv bliver det også meget tydeligt, at livet er som en gave, der gives igen og igen. Hele mit liv tager jeg imod, hvert åndedrag, hvert skridt, hver pause, hvert møde alt er en gave. Bønnen kommer af sig selv under vandringen. For mig har det også været vigtigt at tage imod Guds velsignelse i brød og vin under vandringen, hvor det er et af de tydeligste tegn på Guds velsignelse uden krav og uden vilkår."

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
"At anbefale en bestemt rute til andre er ikke et let spørgsmål. Ofte kan en kort vandring være at foretrække. Det er bedre med en kortere, bevidst vandring end at forsøge det store spring, som let bliver for overvældende. For det er ikke længden af vandringen, som det kommer an på. En times vandring i stilhed kan være tilstrækkelig. Det kan være en vandring for mig selv, hvor jeg er helt alene med mine billeder og mine tanker."

LÆS OGSÅ: Jerzy Golubowski vandrer hver sommer fra Krakow til Czestochowa

"For mig er målet så blevet stadigt mere vigtigt. Men det er naturligvis ikke nødvendigt generelt. Vejen er tilstrækkelig. Men når målet begynder at komme ind i billedet, bliver vandringen mere naturligt en sammenfatning af mit liv, hvor målet er min død. Men det er også øjeblikket, hvor Gud tager imod og giver mig liv igen, så jeg tror. Selv forsøger jeg derfor altid at gå til en kirke. Alle kirker har nemlig nøglen til himlens port."

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
"Det er svært for mig at udnævne en bestemt pilgrimsvandring som min 'bedste'. Der har været så mange i løbet af årene, og alle har haft deres helt særegne karakter. Vandringen til Santiago de Compostela var stærk med den klare følelse, som det var at gå i andres fodspor.
Birgitta-leden til Vadstena er også en skøn vandring, hvor ikke mindst den hellige Birgittas bøn bliver indlysende: 'Visa mig, Herre, din väg och gör mig villig att gå den'.

LÆS OGSÅ: Birgitta af Vadstena - en moderne middelalderkvinde

"For nogle år siden vandrede jeg til Viborg med unge fra Linköpings stift. Det underskønne landskab ved Limfjorden var skjult af det tæppe af vedholdende regn, som hele tiden ramte os. Vi var over hundrede personer, som på den måde blev våde helt ind til skindet. Derfor spurgte jeg også ret hurtigt nogle af de unge, som vi måske skulle afbryde turen, når nu vejret var så dårligt. Svaret kom rapt: 'Aldrig!'. Og aftenen efter vandringen fik en særegen glans. Vores tøj hang til tørre, og vi sad og sang og delte vores erfaringer med hinanden. Regnen havde bundet os sammen."

"Et par dage senere vandrede vi i sommerens sol og varme ind i Viborg og deltog i en enkel nadvergudstjeneste, under ledelse af biskop Karsten Nissen. Den smukke domkirke i Viborg var virkelig vores port ind i himlen. Vi sang 'Herlig är jorden, herlig är Guds himmel' og huskede, at dén tekst engang er skrevet af en dansk pilgrim."

Martin Lind er tidligere biskop i Linköping Stift og formand for foreningen Pilgrim i Sverige