Månedens pilgrim: Caminoen giver mig altid svar på, hvem jeg er

Privatskolelærer Tanya Kikkenborg har været på mange pilgrimsvandringer, ofte uden at nå målet. Og så drømmer hun om at lave pilgrims-lejrskole på Hærvejen

For privatskolelærer Tanya Marianne Kikkenborg drejer pilgrimsvandring sig om selve vandringen og ikke om målet. Ja, faktisk spiller målet så lille en rolle, at hun halvdelen af de i alt otte gange, som hun har gået på Caminoen ikke er nået til Santiago de Compostela, men i stedet har valgt at fokusere på nuet og vandringen dér, hvor hun var.

Det samme gør sig gældende de andre steder, hvor hun har vandret, blandt andet på Hærvejen.

LÆS OGSÅ:Hærvejen - Danmarks store pilgrimsrute

Derudover holder Tanya Kikkenborg foredrag og leder selv pilgrimsvandringer. Hun har også været frivillig på et herberg ved Caminoen. Og så arbejder hun på, at Hærvejen også bliver et sted, hvor skoler tager hen på lejrtur.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
"Min allerførste pilgrimsvandring var for 10 år siden, hvor jeg gik på den franske del af Caminoen. Så jeg har jubilæum i år, og det skal fejres med manér med hele to vandringer. Først en i maj, hvor jeg skal lede en gruppe på den franske rute og derpå senere på sommeren, hvor jeg skal vandre for mig selv på den portugisiske rute."

"To meget forskellige ruter, hvor den franske handler om masser af mennesker, kirker, kultur og et herberg for nærmest hver femte kilometer, mens den portugisiske er langt mere udfordrende både terrænmæssigt og menneskeligt, idet man er langt mere alene, og der er meget mere øde og meget længere mellem overnatnings- og provianteringsmuligheder. Men jeg holder meget af begge ruter og de oplevelser, som de hver for sig giver. "

"Det er i det hele taget meget typisk for mig både at have behov for det fællesskab, som en pilgrimsvandring kan være, og så også dette bare at kunne være helt mig selv på en vandring."

"Jeg har også prøvet at have min søn med på den måde, at jeg gik om dagen med min gruppe, og så mødtes jeg med ham og faderen om aftenen. De kørte i bil. Og det var godt, fordi jeg ikke kunne undvære min søn, som var meget lille på det tidspunkt. Men det var også meget rodet, da jeg hele tiden skulle skifte mit fokus mellem at være mor og være på pilgrimsvandring."

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
"Fordi jeg får svar på, hvem jeg er, hvor jeg er på vej hen i mit liv, når jeg går der med tankerne og intuitionen som eneste selskab."

"Caminoen giver mig altid svar på, hvem jeg er, plejer jeg at sige. Svar på alt, hvad jeg har brug for at have styr på i mit liv, uanset om det er arbejdslivet, uddannelse, mine drømme eller mit privatliv. Jeg får også altid nogle input, som jeg ikke havde bedt om og som måske skubber mig i andre retninger, end jeg lige havde forestillet mig, men som alligevel også er mig."

"Man kan sige, at jeg fordyber mig med mig selv, når jeg går. Og det endda i en så stor ro og med et så meget bedre resultat, end jeg kunne opnå andre steder. Som mit andet mundheld lyder: 'Caminoen er nøglen til en bedre Tanya'."

"Jeg er uddannet religionslærer, og derfor er jeg selvfølgelig også interesseret i de religiøse aspekter af pilgrimsvandringer, både de kristne og alle de andre. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at gå i Neapel og studere den østlige filosofi og fordybelse nærmere. Men jeg ville også gerne vandre til Rom, men det er ret besværligt. Pudsigt nok er Italien slet ikke gearet til pilgrimme, som Spanien er det. Der er få herberger, der mangler stier, og italienerne har ikke samme venlighed og åbenhed over for pilgrimme som spanierne."

"Så for mig er og bliver det Caminoen, der er min rute. Også fordi den samler alle, uanset hvem de er, og hvad de tror på. På Caminoen er der plads til alle trosretninger, og alle får et stempel og et diplom ved ankomsten til Santiago de Compostela. Man kan oven i købet vælge mellem et religiøst og et ikke-religiøst diplom, hvis nu man har gået Caminoen af alle mulige andre grunde eller man ikke er religiøs, men stadig gerne vil påskønnes."

"Selv er jeg ikke troende i traditionel forstand. Jeg er mere søgende og åndeligt og spirituelt interesseret, men alligevel bliver jeg påvirket af Santiago de Compostela, når jeg er i byen - og især når jeg deltager i pilgrimsmessen i katedralen og hører nonnen synge."

"Det er så ikke altid, at jeg når byen. For målet betyder ikke noget for mig. Målet er aldrig meningen med vandringen. Det er vandringen, der er vigtigst. Og cirka halvdelen af de gange, hvor jeg har gået på Caminoen, har jeg ikke nået Santiago de Compostela, men har i stedet fokuseret på, hvad der skete inde i mig selv og de svar, som der kom der."

"Caminoen er for mig som evigheden. Jeg kan lide at træde i fodsporene og vide, at her har der gået tusinder og atter tusinder før mig, at der lige nu mens vi taler sammen går nogle andre i mine fodspor, og at der kommer til at gå tusinder og atter tusinder efter mig. Og over det hele står stjernerne og kosmos. Det giver god mening."

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
"Klart Caminoen. Den favner alle. Rig, fattig, spanier, udlænding, nybegynder, hærdet pilgrimsvandrer. Alle kan være med og alle har en fest med at gå. Men hvilken rute man skal vælge, kommer an på, hvem man er. Er man vant til at gå, så kan man let tage en af de mere krævende. Men er man ikke, eller holder man meget af kirker og kultur og/eller at mærke fællesskabet sammen med en masse andre pilgrimme, så skal man vælge den franske."

"Men også vores hjemlige Hærvejen er rigtig god. Der oplever man præcis det samme med at komme ind og ned i sig selv og der er smukt og gode overnatningsmuligheder. Og skulle det hele blive for meget, så er vejen hjem kort. Det kan også anbefales at tage Hærvejen, hvis man har børn med. Nogle dage på Hærvejen er mere overskueligt for dem end en tur på Caminoen og igen man er tæt på hjemmet, hvis det alligevel bliver for meget. For børn kan sagtens gå pilgrimsvandringer, bare i små doser og netop gerne i omgivelser og natur, hvor de føler sig trygge og hjemme. Og her er Hærvejen jo ideel, foruden at den er smuk, også for de voksne."

LÆS OGSÅ:Kan man have børn med på pilgrimsvandring?

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
"Ja og nej. For det er en lykkefølelse, som kommer mange gange, og som det egentlig er umuligt at sætte ord på. Den varer kun nogle få sekunder og er denne ubeskrivelige følelse af ro og eufori. Af at være en del af noget, der er større end mig selv. Den kommer, når jeg går."

"Jeg husker dog en episode, som var meget speciel. Det var ikke mit bedste pilgrimsøjeblik, men det var meget anderledes end noget andet, som jeg har prøvet. Jeg var på vej ind i Gallien, og stod uden for Triacastella, byen hvor jeg senere kom til at være frivillig på et herberg. Jeg stod ligesom i en slugt omgivet af fugtig rød jord og så mange grønne planter, at det mindede mest om en regnskov. Jeg vidste, at jeg var alene, men jeg følte mig ikke alene."

"Og så kom jeg til at tænke på året før, hvor jeg havde deltaget i en trommerejse foretaget af en shaman, og at den rejse inde i mit hoved havde foregået igennem landskaber præcis magen til dem, som jeg havde vandret igennem, fra Pyrenæernes sne til de varme landområders blomstrende kirsebærtræer og nu den røde jord og den næsten regnskovsagtige vegetation."

"Dér fik jeg kuldegysninger. For dengang under trommerejsen havde jeg ikke drømt om at tage på pilgrimsvandring, men her var jeg så alligevel på den selvsamme rute et år senere. Hjorten, som var med mig under trommerejsen, mødte jeg dog ikke."