At være pilgrim voksede ud af stien, mens jeg gik

Naturen er sjælens lønkammer, mener månedens pilgrim Ann Bjerre

Månedens pilgrim Ann Bjerre er forfatter og arrangør af pilgrimsrejser og retræter.

Hun er også troende kristen og medlem af den danske folkekirke, men har som barn gået i katolsk skole hos munke og nonner i Næstved. Noget, som Ann Bjerre mener, har givet hende en god ballast og forståelse for, at kristendommen kan være mange ting – også pilgrimsmæssigt.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?

"Det hele startede i 2003 med adskillige samtaler med mine veninder og læsningen af en bog om pilgrimsvandring, der nærmest sagde til mig: Gå ud og vandre. Men som så mange andre kvinder er det, var jeg dengang rigtig god til at sætte barrierer op for mig selv i stedet for at forfølge mine inderste drømme. Men heldigvis så lyttede jeg til sidst til min indre stemme – og fik endda også min mand med."

"I 2004 begav vi os af sted på Caminoen. Min mand havde ingen særlige forventninger. Jeg var til gengæld fyldt til bristepunktet med store drømme om, at nu ville det rykke for alvor. Jeg ville mærke store ting ske indeni mig, var jeg sikker på."

"Men sådan blev det slet ikke. Tværtimod blev der sat fokus på de små ting. Jeg lærte at trække vejret, få ro og mærke en flig af, hvem jeg er inderst inde. Noget, som man ellers tit kan glemme i hverdagens stress og jag."

"Mens jeg gik, skete der så også det, at det nærmest voksede ud af stien, at jeg også arbejdsmæssigt skulle beskæftige mig med pilgrimsvandring. Og så startede jeg med at arrangere pilgrimsvandringer."

Hvorfor går du pilgrimsvandring?

"Jeg startede med at gå pilgrimsvandring for at finde roen og mærke mig selv – og jorden, solen og vandet, som Frans af Assisi også er inde på. Jeg er i det hele taget meget inspireret af Frans af Assisi og hans kærlighed til naturen og til at være i naturen for der at mærke Gud." 

"Jord og himmel hænger sammen. Så når jeg går pilgrimsvandring, får hovedet ro, og fødderne kommer ned i jorden, så jeg mærker mine rødder – og dermed finder freden indeni mig selv og opdager det rige, indre liv, der leves dér." 

"Som den danske franciskanermunk Theodor fra Assisi sagde det til mig, da jeg vandrede til Assisi for nylig: Det drejer sig om at komme i indre dialog med Vor Herre."

"Eller som den tyske nonne Angela, som jeg også mødte på den vandring, sagde det: Når vi går pilgrimsvandring, trækker vi os ind i vores eget lønkammer i naturen."

"To måder at sige på, at det handler om fordybelsen og nærværet, og at man kan møde det, sig selv og sin Gud alle steder. Selv går jeg ofte omkring Gurre Sø og til Jakobs kapel her i Nordsjælland, hvor jeg bor – og dét giver mig ligeså meget som alle de andre steder, hvor jeg vandrer." 

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?

"På den korte bane helt klart Danmark. Vi har så mange skønne pilgrimsruter herhjemme. Det vigtigste er også at komme af sted og ikke udskyde det til om 10 år." 

"Men ellers er jeg meget glad for at gå i Italien og især i Umbrien, der er Italiens grønne hjerte og dér, hvor Frans af Assisi også hører hjemme og lærer os så meget om, at vi hele tiden kan møde os selv og Gud i den skønne natur." 

"Et andet sted er den skotske ø Iona, hvor den keltisk-kristne tro taler meget til mig." 

"Men allermest holder jeg måske af at gå i Israel i Jesu fodspor i Galilæa. For så er jeg helt inde ved kernen, essensen og substansen."

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?

"Det er den stjernestund, som jeg føler hver eneste gang, at jeg er ude i Guds frie natur og mærker freden og roen. For uanset om det er varmt eller koldt, solen skinner eller jeg går under stjernerne, så føler jeg en stor ydmyghed som menneske og en stor taknemmelighed over livet."

"I sommer oplevede jeg det så også indenfor, da vi besøgte kirken i Chartres lidt udenfor Paris. Her er et meget berømt glasmosaik-vindue i nogle specielle blå farver, der forestiller jomfru Maria." 

"Foran det vindue mødte vi en tysk mand, der fortalte os, at jomfru Marias bebudelse spillede en helt speciel rolle for den kirke. Det var meget spændende, men den helt store erkendelse kom, da han sagde, at vi alle sammen ligesom Jesus skulle lære at lave vand til vin. At vi skal lære at begejstres i vores liv – og bringe det ud i verden til gavn og glæde for enhver, der måtte kunne bruge det."

"Det var ord, som passer præcis på netop dét, som jeg prøver at gøre i livet, når jeg vandrer, uanset om det alene eller sammen med andre."