På livets vej i Guds egen katedral

"Som tiden går, bliver jeg lidt mere middelalderlig i min måde at gå pilgrimsvandring. For i den moderne forståelse af pilgrimsvandringen er vejen målet, og jeg oplever da også, hvordan det nærmest kan være en terapi at gå pilgrimsvandring, hvordan det kan forløse. Men jeg oplever også et stigende behov for at gå imod et konkret mål," siger manden bag Den Danske Klosterrute Jens Kristian Krarup. Foto: Jesper Kristensen Denmark

Vi er alle pilgrimme på livets vej fra det øjeblik, hvor vi bliver døbt, mener månedens pilgrim og manden bag Den Danske Klosterrute Jens Kristian Krarup

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Jeg kan ikke udpege noget bestemt tidspunkt. Men det hele startede med min store interesse for middelalderens kultur og kristendom. Så det var en lang proces, der faktisk begyndte med klostre, landsbykirker og domkirker, der jo netop kan være både pilgrims- og turistmål og som sluttelig bundede ud i en idé om klosterruten, der handlede om både turisme og pilgrimsvandring.

Næste markante begivenhed var i slut-90érne, hvor jeg blev opmærksom på alt det, der foregik og foregår - i Sverige på pilgrimsfronten. Ja, min kone og en af hendes veninder var endda oppe og gå på Klosterleden ved Vadstena i 1999. Så derfra tog det hele endnu mere fart. Og fra 2002 blev det endnu mere konkret. Der var jeg nemlig med på det store pilgrimsseminar i Aarhus, hvor Elisabeth Lidell var initiativtager og programleder og Hans-Erik Lindström var foredragsholder.

Fra 2003 har jeg så selv stået for pilgrimsvandringer som leder, medleder og turguide. Men de fleste ture har jeg gået for mig selv, mens jeg har lavet Klosterruten, der jo beskriver de veje, som man kan gå fra kirke til kirke, fra kloster til kloster gennem nogle af de smukkeste danske landskaber. Veje, hvoraf nogle fandtes i middelalderen, hvor pilgrimme jo benyttede de samme veje, som alle mulige andre fordi det var de veje, som der var.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
I Tyskland har man et begreb, der hedder spirituel turisme i modsætning til den almindelige oplevelses- og forbrugsturisme. Spirituel turisme handler ikke om at opleve mest muligt på kortest mulig tid, men derimod om autencitet, langsomhed og fordybelse, og her passer pilgrimsvandringen så godt ind. Også fordi en pilgrimsvandring jo netop kan være mange ting, men altid noget med at være på vej, på livets vej.

For vi er jo alle pilgrimme på livets vej fra det øjeblik, hvor vi bliver døbt og dermed bliver Jesus disciple. Og når vi går på livets vej, så går Jesus lige ved siden af og det mærker man så fint, når man er derude i Guds egen katedral, naturen, hvad enten det er ved det brusende Vesterhav eller en stille sjællandsk bøgeskov.

En pligrimsvandring er jo lige som livet selv både en ydre og en indre rejse, hvor Jesus og vi selv vandrer ad livets vej sammen. Og det giver godt mening netop fysisk at gå for at få denne forståelse og mærke det. For på den måde får man det hele menneske med på vejen, både krop og ånd. Det er lidt lige som at livets mening skænkes mig, når jeg beder. At en pilgrimsvandring er som livet selv, der for mig er en lang bøn og relation til Gud.

Som tiden går, bliver jeg dog lidt mere middelalderlig i min måde at gå pilgrimsvandring. For i den moderne forståelse af pilgrimsvandringen er vejen målet, og jeg oplever da også, hvordan det nærmest kan være en terapi at gå pilgrimsvandring, hvordan det kan forløse. Men jeg oplever også et stigende behov for at gå imod et konkret mål.

Min indre rejse foretrækker et ydre mål som for eksempel det, som jeg kalder erindringssteder. Det kan være at lytte til personer, der tidligere har levet som for eksempel at gå til Den Hellige Birgittas steder i Maribo og Mariager. Eller Kingo i Slangerup. Eller til Kaj Munks barndomshjem på Lolland, mens jeg tænker på ham som trosvidne. Men også både gamle og moderne kunstværker kan være gode pilgrimsmål som for eksempel Peter Brandes' bronzeskulptur 'Telemakos' i Ballerup, der er et gribende monument om sorg og længsel med temaer tilbage fra både antikken og Bibelen, om ofring og Abraham og lidelsen, den lidende skal se op og ned. Kristus er til stede i et sakralt og metamorforisk lys, som det beskrives.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Ja, hele Klosterruten er jo 2000 kilometer lang og går gennem nogle af Danmarks smukkeste egne og landskaber. Så jeg kan ikke udpege en bestemt rute, men skal jeg alligevel vælge, må der blive tale om tre ruter, som jeg særligt vil fremhæve. Første ruten er den mellem Helsingør-Hillerød, hvor man som pilgrimsvandrer får hele paletten serveret på ruten: By, land, klostre, kirker, slotte, enge, marker og søer. Det er et meget smukt stykke Danmark, som også rummer mange referencer til Danmarkshistorien.

Anden del er området hernede omkring Løgumkloster med Vadehavet, Nationalparken, marsken og Ribe med domkirken. Det er et storslået og unikt landskab med et helt specielt lys og et enestående fugleliv. Endelig tredje del, som er søhøjlandet ved Silkeborg med Gudenåen, Mossø og Sukkertoppen. I middelalderen vrimlede det med klostre i området. Der er stadig rester af nogle dem. Et par af klosterkirkerne er bevaret, andet ligger som ruin, for eksempel Øm Kloster.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Det er lige så svært som at anbefale en bestemt rute. For der er mange fine øjeblikke. Men pilgrimstræffet Peregrinus 2009 gjorde et meget stort indtryk på mig, fordi deltagerne kom fra både Haderslev, Ribe og Slesvig mod Løgumkloster ad de veje og stier, som jeg havde beskrevet i 'Den Danske Klosterrute'. Da følte jeg ved flere lejligheder, at mit arbejde havde gjort nytte. At mit arbejde havde båret frugt.

Først i Ribe, hvor jeg var til stede ved Ribeholdets udsendelsesgudstjeneste, der blev afholdt af biskop Elisabeth Dons Christensen. Derpå og måske allermest tre dage senere, da pilgrimsvandrerne kom gående i gåsegang op af bakken her i Løgumkloster, mens jeg stod med fingeren på knappen til klokkerne, som jeg havde fået lov til at sætte i gang, når pilgrimsvandrerne kom. Men senere var det også et meget stort øjeblik, da vi stod ude på kirkegården ved pilgrimsfontænen efter den fælles gudstjeneste på både dansk og tysk, mens vi sang den keltiske 'Må din vej gå dig i møde'.