Månedens pilgrim: En jøde på pilgrimsvandring

Når James går pilgrimsvandring, møder han i reglen interesse, når han fortæller, at han er jøde. Han er således blevet bedt om at læse den jødiske trosbekendelse højt, og han har hørt den blive læst af en katolsk præst.

Antropolog James Heimann er jøde, men har alligevel gået flere pilgrimsvandringer ad gamle, katolske ruter. James Heimann er vokset op i New York, men var dansk gift gennem mere end 40 år. Han begyndte at gå på pilgrimsvandringer efter sin kones død, og de er nu blevet en integreret del af hans liv.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
I september 2008 stod jeg ved min kones grav, og lige inden kisten skulle fires ned, sagde min bedste og ældste danske ven, Bent til mig: 'Du trænger til at komme væk fra alt det triste her. Har du hørt om Caminoen, vejen til Santiago de Compostela? Skal vi gå den sammen?' Heldigvis havde jeg lige læst 'Terapi' af David Lodge, en bog, hvis handling til dels foregår på Caminoen, så jeg kunne derfor svare ja til begge spørgsmål.

Det kommende år i marts tog vi så vores første skridt på Caminoen. Jeg har aldrig været den aktive, sporty type. Jeg er nærmere at sammenligne med skuespilleren Martin Sheen, der i begyndelsen af filmen 'The Way' (der handler om Caminoen), som den eneste af golf-vennerne på ingen måde gider gå, men konsekvent bruger sin elektriske golfvogn. Ligesom i filmen var det et dødsfald, der fik mig til at vandre Caminoen. Martin Sheen gik på grund af sin søns død, og jeg på grund af min kones død efter mange års opslidende kræftsygdom.

Bent, min nylig afdøde kone og jeg lærte hinanden at kende i 1964, da vi alle var på kibbutz i Israel. Det var faktisk Bents 'skyld', at jeg mødte min kone og kom til Danmark året efter. Og nu igen, så mange år senere, ændrede turen med Bent igen mit liv. Efter i flere år at have været optaget af min kones sygdom var det faktisk nødvendigt for mig at komme helt væk og afprøve mig selv som individ og ikke som 'et vedhæng' til hendes sygdom. Og det virkede!

Caminoen udfordrer en fysisk og psykisk og sætter også store krav til ens sociale evner i mødet med de andre pilgrimme, som man går, spiser, sover og vasker sig sammen med på små og store herberger. Lige netop derved giver det også så meget. Man er nødt til hele tiden at være tilstede, også fordi man ellers kan misse en af de gule pile, der viser vej. Og så kan man jo helt bogstaveligt risikere at være fortabt, hvilket selvfølgelig skete for os mere end en gang. Jeg mindes en Camino-snestorm højt op i bjergene, men det er en helt anden historie...

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Spørgsmålet burde faktisk lyde: 'Hvorfor fortsætter du med at gå på pilgrimsvanding?'. Og det er slet ikke så ligetil at besvare.

I en anden film om Caminoen spørger instruktøren en treårig dreng om, hvorfor han går på Caminoen, hvortil han svarer: 'Jeg har intet valg, min mor har bestemt det.' Sådan tror jeg også det er med mange af dem, der fortsætter med deres pilgrimsvandringer: De har 'intet valg'. Måske fordi deres partner er inkarneret pilgrim. Eller fordi mantraet 'en gang pilgrim, altid pilgrim' ikke er til at ryste af sig. Det er svært at undvære kicket, suset, oplevelserne og - for nogles vedkommende, også den fornemmelse af nåde, der følger med det at pilgrimsvandre.

Hver gang jeg går på pilgrimsvandring opdager jeg, at jeg er en del af et unikt fællesskab både med de andre pilgrimme, som jeg møder på min vej, såvel som med alle dem, der er gået forud. Således er jeg selv med til at definere dén pilgrimsrute jeg går på, både nu og i fremtiden for de kommende pilgrimme. Jeg går aldrig alene, men er en uadskillelig del af et fællesskab både i tid og rum. Ikke kun sammen med andre pilgrimme, men sandelig også i relation til dem, der bor langs vejen. I denne vekselvirkning bliver pilgrimsvejen for alvor til, og for mig, en ikke-kristen pilgrim, er dette motivation nok til, at jeg endnu en gang begiver mig ud på landevejen for at følge en af Europas mange smukke pilgrimsveje.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Helt bestemt og uden tvivl den rute, der hedder Via Gebennensis. Den går fra Genève i Schweiz til Le-Puy i Frankrig og er på cirka 300 kilometer. Det er en forholdsvis ny-afmærket rute, som endnu ikke er særlig kendt, og den har helt usandsynligt smukke landskaber, særlig langs Rhônefloden. Man føler det næsten, som går man i familien von Trapps fodspor, dem fra filmen Sound of Music.

En af de ting, der er med til at gøre Via Gebennensis så speciel er, at pilgrims-aspektet er sat i højsædet, både hvad angår skiltning, stemning og faciliteter. Flere af kirkerne på ruten har indrettet særlige pilgrimsrum med tag-selv kaffe og nyttige oplysninger. Lokalt har man også opsat mange skilte, der byder pilgrimmene velkommen. Og fordi overnatnings-mulighederne endnu ikke er så udbyggede, har flere af beboerne langs ruten åbnet deres hjem for pilgrimme.

Man spiser sammen med familien og sover måske i børnenes gamle værelse, der ofte er uændrede fra dengang børnene flyttede ud. Konversationen ved middagsbordet, som altid er på fransk, er hyggelig, afvæbnende og ofte med et spirituelt indslag. Pilgrimmen kommer således virkelig i kontakt med de lokale. Betalingen foregår oftest donativo, det vil sige, at man betaler det, som man synes og bør, og man gør det diskret og anonymt.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Ja, da. Det var på de Danske Santiagopilgrimmes 10-års jubilæumsfest, hvor jeg mødte Gitta Bechshøft, der var månedens pilgrim i juli, som jeg idag er meget gode venner med. Ok, jeg ved godt, at det ikke helt er det, spørgsmålet går ud på, men alligevel

Men ellers oplevede jeg et af mine bedste pilgrimsøjeblikke i middelalderbyen Conques på Le Puy-ruten, som faktisk er en fortsættelse af Via Gebennensis-ruten. Natten, inden Gitta og jeg kom til Conques, tilbragte vi på et af de førnævnte private katolske herberger, hvor pilgrimmen som enkelt-person er i centrum, og hvor atmosfæren beriges af inderlighed og offervilje. Her er det en selvfølge, at man beder bordbøn med mere. Alle overnatnings-bidrag modtages naturligvis donativo - og vi har også oplevet, at folk får gratis ophold, hvis de behøver det.

Men altså, den aften, efter et overdådigt måltid med god vin til, bevægede vi os over gårdspladsen til et lille, smagfuldt indrettet kapel, hvor vi blev indbudt til at komme med et personligt bidrag til den fælles andagtsaften. Da det kom frem, at jeg er jøde, spurgte man mig, om jeg vil fremsige en bøn, hvorpå jeg reciterede den jødiske trosbekendelse: 'Hør, Oh Israel. Herren vor Gud, Herren er én.'"

Næste dag, som var lørdag, ankom vi til Conques på dagen før årets største katolske begivenhed, Sainte Foy-festen, hvor helgenindens juvelbesatte relikviegemme bæres frem i procession. Har man en gang fået en religiøs opdragelse, vil man altid - selv som 'frafalden' - kunne forstå og deltage i religiøse rituelle handlinger, da det er lettere at sætte sig ind i, hvordan deltagerne oplever det. Hertil kommer, at jeg som antropolog også har deltaget i både hinduistiske og muslimske ritualer, ligesom jeg i Danmark har været til stede ved flere slags kirkehandlinger.

Men altså sammen med hele byen og de mange tilrejsende stod vi den aften på pladsen foran domkirken, hvor præster i fuld ornat fremsagde bønner og tændte de troendes medbragte kerter. Derefter gik vi med lys i hænderne i samlet trop gennem den lille bys stejle, brolagte gader. Det var fantastisk stemningsfuldt midt i mørket, og selv som udenforstående fornemmede jeg en samhørighed med de troende omkring mig. For mig blev den allerstørste oplevelse dog, at præsten til min forbavselse og glæde indledte denne aftens gudstjeneste med at recitere Shema-bønnen på hebraisk. Den selvsamme bøn, som jeg lige havde fremsagt aftenen før.

Men personligt har oplevelsen af alle disse forskellige troshandlinger dog alligevel medført, at selv de ritualer, jeg blev opdraget med som barn, nu er blevet mig fremmede, fordi jeg for det meste betragter dem 'udefra' med de analytiske briller på næsen.

Således også med Caminoen. For ligegyldig hvor stor pris jeg sætter på at gå på pilgrimsvandring og bo på de katolske herberger, forbliver denne verden dog stadigvæk lukket for mig. Ja, til tider føles den direkte fremmedgørende, fordi jeg som jøde (om end indirekte) er vokset op med at betragte kristendommen, og i særdeleshed den katolske kirke i alle dens skikkelser, som værende en slags 'fjendeland.'

Fremmedgørelsen får af og til også et meget håndgribeligt præg. På visse dele af den spanske Camino drikkes den dag i dag i påskeugen en citron-vindrik, der går under den lidet opbyggelige betegnelse: Matar Judios (dræb jøden). Navnet var oprindelig bestemt ikke ment som en spøg, selvom de, der lidt fnisende forklarede mig navnets betydning, da jeg spurgte til det gule stads, de drak, nok ikke tænkte så meget over, hvor modbydeligt det lød i mine ører.

Kristendommens pilgrimsruter er alt andet end jødiske, og det er således kun i negativ forstand, at det også er en del af mit folks historie, som det handler om. Derfor var det også et så bevægende øjeblik, da præsten fremsagte mit eget folks trosbekendelse på hebraisk. Det var ligesom jeg for første gang så en - for mig - dybere mening i at gå på en kristen (katolsk) pilgrimsrute. Det fremmede blev med ét til det kendte, og jeg blev budt indenfor.