"Jeg har altid været en pilgrim"

"Jeg tror, at pilgrimsvandringer er kommet tilbage til det lutherske Nord-Europa for at blive efter at have været mere eller mindre forbudt i 500 år. Men jeg tror også, at det at gå den indre vandring i den ydre vandrings form behøver det diakonale perspektiv for at være komplet. At man føler et særlig ansvar over for de ufrivillige pilgrimme og for den ødelæggelse af miljøet, som vi er vidne til alle vegne," siger den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström. Foto: Kristian Djurhuus

Månedens pilgrim er en af nøglepersonerne i nordisk pilgrimsvandring, nemlig den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström, som her fortæller om sit forhold til pilgrimsvandring

Hans-Erik Lindström er en af den nordiske pilgrimsbevægelses giganter. Han er svensk pilgrimspræst og diakon og en af dem, som var med til at starte pilgrimsbevægelsen i moderne tid her i Norden.

Han er manden bag de syv nøgleord for pilgrimsvandringer: Frihed, enkelthed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Hans-Erik Lindström er også forfatter og tilknyttet Pilgrimscentrum i Vadstena, Sverige, som han selv var med til at oprette.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Jeg synes, at jeg har vandret hele mit liv. Først som teenager, hvor jeg gik lange vandringer i skovene og engene i Dalarne, mens jeg drømte om at arbejde i skoven. Så kom vandringerne i Stockholms gader og pladser, hvor jeg som nykristen og inspireret af beretningen om den barmhjertige Frans af Assisi mødte storbyens hjemløse og misbrugere. Og derpå kom så de vandringer, hvor jeg blev slidt og træt for min egen skyld. Men min første egentlige og bevidste pilgrimsvandring var i 1985, hvor jeg var med som kapellan i den Franciskanska pilgrimsrörelsen, der er en økumenisk, europæisk forening, der vandrer for fred og forsoning.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Jeg synes, at jeg har levet efter de syv nøgleord (frihed, enkelthed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, red.) i størstedelen af mit liv. Men det var alligevel først efter en månedslang pilgrimsvandring i 1997, at jeg fik formuleret ordene for mig selv. Jeg vandrede mere eller mindre i de syv nøglesords ånd, mens de voksede frem i min bevidsthed under selve vandringen.

Og det var en meget befriende opdagelse således at kunne sætte ord på både vandringens karakter og på det liv, som jeg levede i hverdagen. Nogle almindelige substantiver blev på den måde til ord, der for mig tolkede, hvordan et 'godt liv' kunne leves. Sidenhen har mange andre mennesker erfaret det samme og sagt: 'Jeg vidste ikke, at jeg var en pilgrim. Men nu ved jeg det.'"

Dette er nok min største grund til at vandre og til at forsøge at leve som en pilgrim i det højhastighedssamfund, som ofte er vores virkelighed som nutidsmennesker. Også for mig, som hele mit liv har arbejdet med og skrevet om kirkens diakonale og sociale spørgsmål, som har mødt alt for mange udmattede og indimellem også desillusionerede kollegaer og socialarbejdere.

Det førte til en overbevisning om, at det var nødvendigt med hvilesteder og kildespring, hvor man kan komme til kræfter og fordybe sig åndeligt. Pilgrimslivet blev mit svar på de behov. Så da det i 1997 blev aktuelt med at etablere Pilgrimscentrum i Vadstena, føles det helt indlysende at arbejde med det og lade de syv pilgrimsord blive et middel til at tolke menneskets og pilgrimmens længsel efter et mere fuldt og helt liv.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
I de snart 30 år, hvor jeg har vandret som pilgrim, har jeg opdaget så mange ruter ikke kun i Sverige, men også i det øvrige Norden og uden for Europa, at det er svært for mig at anbefale en specifik pilgrumsrute. Jeg føler mig fri, hvor jeg end er i Vor Herres store katedral.

Men skal jeg alligevel vælge en pilgrimsrute, så må det blive Dag Hammarskjöldsleden i det nordlige Sverige, som går fra fjeldstationen Abisko i Lapland på Kungsleden via vores højeste bjerg Kebnekajse til Nikkaluokta. Det er en uges vidunderlig vandring i den svenske fjeldverden, hvor man overnatter i fjeldhytter langs med vejen. Storheden og vidden i dette fjeldlandskab er imponerende og svimlende.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Jeg har vandret i ørkenfædrenes fodspor i Sahara og er også gået vild, så det blev til en eksistentiel påskevandring fra død til liv sammen med min daværende biskop Martin Lönnebo. Og jeg har også været og vandret i Rom, Jerusalem, Santiago og Nidaros.

Men måske var den vigtigste pilgrimsvandring for mig dengang jeg ledte en vandring rundt i Sverige. Det skete i år 2000, hvor vi på fire måneder gik 2.300 kilometer for at fejre 1000-årsjubilæet for kristendommens komme. Hvor vi gik for de ufrivillige pilgrimme (dem som tvinges til at gå mod deres vilje, for eksempel flygtninge, hjemløse og rodløse) og for kirkens enhed.

Jeg var selv midt i en personlig krise og fik hjælp til at bearbejde den gennem føddernes monotone gang, gennem at leve med og i de syv nøgleord og deres ånd og ved at få lov til at dele min sorg med mine medvandrere. Så den lange vandring blev en velsignelse for mig. Det er både opløftende, befriende og berigende at kunne dele sine egne vanskeligheder med andre under en vandring. Og for mig kom det til at betyde et vendepunkt i forhold til den krise, som jeg på det tidspunkt befandt mig i. Siden har jeg lagt mærke til, at der er mange, som gør det samme, altså at man undervejs på pilgrimsvandringen får hjælp til at komme igennem en svær periode i sit liv. En pilgrimsvandring kan således være pleje og opladning for både krop og sjæl.

Jeg tror, at pilgrimsvandringer er kommet tilbage til det lutherske Nord-Europa for at blive efter at have været mere eller mindre forbudt i 500 år. Men jeg tror også, at det at gå den indre vandring i den ydre vandrings form behøver det diakonale perspektiv for at være komplet. At man føler et særlig ansvar over for de ufrivillige pilgrimme og for den ødelæggelse af miljøet, som vi er vidne til alle vegne. Måske dét kunne blive en slags pilgrimmens identitets-badge: At kombinere den indre vandring (I) med en diakonal holdning (D). Altså en ID-handling.