"Når pilgrimsturismen udvikler sig til håndgemæng"

Jo mere man opholder sig i Jerusalem, jo mere forstår man i dybden, hvorfor Jesus græd over byen. At overleve som pilgrim i Jerusalem kræver evnen til at finde de små oaser i den hektiske by, skriver retræteleder Elizabeth Knox-Seith

For mig hænger pilgrimsidentiteten nært sammen med at vandre i Jesu fodspor. Ja, faktisk kan jeg måske sige det så radikalt, at jeg slet ikke opdagede, jeg var pilgrim, før end jeg for en del år siden opholdt mig jævnligt i Jerusalem.

Jerusalem er en by fyldt med pilgrimme, ikke bare fra den kristne tradition, men også fra den jødiske og muslimske tradition.

LÆS OGSÅ: "Jeg drømmer om en fælles trosrejse"

Byen ånder af mennesker, der kommer rejsende, for på hver sin måde at møde Gud. Nogle gange tænker man, at det kristne begreb om treenighed måske udspringer af Jerusalem. Her mødes i hvert fald tre religioner, der alle tilhører den samme Gud, selvom mange gennem tiden har været i tvivl om, hvorvidt det er den samme Gud.

Det er ikke den helt store enighed, der råder. Men fra tre traditioner påberåber man sig alle lige inderligt Gud, og man slås for sin ret for at være på de hellige steder.

Svært må det være at være Gud; ikke mindst i Jerusalem. Gud må, for at kunne rumme de mange uenigheder og diskrepanser, være en dyb, hvilende substans. Så dyb og hvilende, at ingen nogensinde næppe fatter det helt. Men uanset hvad, har man i Jerusalem en fornemmelse af at være meget tæt på Guds bankende hjerte.

Ikke kun mellem religionerne, men også inden for hver enkelt tradition er der de største uenigheder. Liberale og konservative støder mod hinanden, konstant. Og kulturmæssigt har både jødedom, kristendom og islam mange udformninger.

Alene den kristne tradition repræsenteres ved et sandt mangfold af forskellige kirkesamfund tilknyttet kristendommens allerhelligste sted, Gravkirken: Den armensk-ortodokse kirke, den syrisk-ortodokse kirke, den etiopisk-ortodokse kirke, den koptisk ortodokse kirke, den græsk-ortodokse kirke, den russisk-ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke og så videre.

Derfor må man som bekendt have en muslimsk familie til at opbevare nøglen og efter alle kunstens regler sørge for at åbne og lukke hver dag, så der ikke bliver tvivl om suveræniteten. Og om ligeværdigheden mellem kirkesamfundene.

At være pilgrim i Jerusalem er ingen hellig dans på roser, tværtimod. Det bedste tidspunkt at befinde sig i Gravkirken er i de tidlige morgentimer, mellem klokken seks og otte, inden alle pilgrimmene (eller skal vi sige turisterne?) begynder at vælte ind.

LÆS OGSÅ: "Det hellige viste sig i det sårbare"

I de første morgentimer holder de forskellige kirkesamfund på skift deres morgenliturgier, og man kan stille vandre rundt mellem de forskellige kapeller og lytte til evangeliet på alskens oprindelige sprog og opleve de mest særegne udtryk for bøn og fordybelse.

Det giver en sjælden fornemmelse for den vugge, kristendommen udspringer af, og for den dybde af ånd, som ligger i mange af traditionerne. Ikke så få har oplevet en omvendelse her. Har man ikke før forstået, at kristendommen er andet og mere end den almindelige folkekirkelighed om søndagen, forstår man det nu.

Men klokken otte går det helt galt. Så myldrer det ind med mennesker, som måske betragter sig selv som pilgrimme, men som er så mange og så ivrige, at de falder over hinanden for at komme til de hellige steder, og særligt ind i det lille kapel, som siges at være Jesu grav.

Det kan gå så voldsomt for sig, at de ortodokse munke, som er sat til at bevogte graven, med stokke må slå ud efter pilgrimmene, så de holder sig i ro.

Som dansk pilgrim, der er vant til stilhed og høflighed, kan man godt blive lidt beskæmmet, når man oplever, hvordan pilgrimsturismen udvikler sig til håndgemæng.

Den hellige grav er velforvaret, plejer man at sige. Dét udtryk får en lidt anden klang, når man mange gange har oplevet det sydende mylder omkring Jesu grav og munkenes relative barskhed. De kunne såmænd lige så godt have været politibetjente foran en bank midt i finanskrisen.

Så det at vandre i Jesu fodspor er relativt, og jo mere man opholder sig i Jerusalem, jo mere forstår man i dybden, hvorfor Jesus græd over byen.

Man kan faktisk søge lidt ro ved at vandre derop, hvor han græd kort før korsfæstelsen, nemlig på skråningerne ved Oliebjerget, hvor der ligger et franciskansk kloster.

Her er en helt anden form for ro, og man kan se ud over hele byen, og fornemme den puls, der bølger overalt. Og mærke Jesu tårer.

LÆS OGSÅ: Pilgrimsvandring er i dag et individualiseret projekt

At overleve som pilgrim i Jerusalem kræver evnen til at finde disse små, hellige oaser, som findes midt i den hektiske by. Man forstår bedre og bedre det behov, Jesus havde for at trække sig tilbage.

Og man forstår også, at man måske finder ham mere på de steder, hvor man ikke kan dokumentere, at han var, frem for de steder, hvor alle myldrer hen, bare for at kunne sige, at vi har været her.

Elizabeth Knox-Seith er kultursociolog, præst og retræteleder