"Det hellige viste sig i det sårbare"
Det giver stof til eftertanke og forundring, at den kristne grundfortælling indledes i sårbarheden. I et lille barn født på grænsen til den store ørken, skriver pilgrimspræst Anette Foged Schultz i en julerefleksion
Vi sov under åben himmel hos beduinerne i Sinaiørkenen i en wadi et udtørret flodleje der munder ud i Aqababugten.
Vi stod op med solen og gik til ro ved solnedgang. I ørkenen er der intet overflødigt. Måske knap nok det fornødne.
Beduinerne rullede sig ind i tæpper og sov på jorden om natten. De tændte op om morgenen, så der kunne laves kaffe over bål. De bagte brød på en varm jernplade. Fangede fisk til middagen i bugten. Kosten var enkel. Det samme hver dag.
LÆS OGSÅ: Diakoni i Jesu fodspor
Intet overflødigt. Som under en længere pilgrimsvandring, hvor man kun kan bære det allermest nødvendige med sig.
I ørkenen og under en længere vandring skæres der ind til benet af livet. Det bliver tydeligt for én, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentligt. Hvad der er betydningsfuldt, og hvad man kan undvære.
Det er befriende at erfare livet i enkelheden. En befrielse at opdage, hvor lidt der egentlig behøves. Man opdager, at dét, der virkelig betyder noget, er fællesskabet.
På vandring i ørkenen slår det én, hvor lille et menneske er. I den store, nøgne natur. Hvor udsat et menneskeliv er. Sårbart.
Det giver stof til eftertanke og forundring, at den kristne grundfortælling indledes hér i sårbarheden. I et lille barn født på grænsen til den store ørken. I et barn, der blev flygtning. På flugt gennem ørkenen.
LÆS OGSÅ: Ny pilgrimsrute åbner i Jerusalem
At det hellige viste sig netop i det sårbare. Det menneskelige. Det udsatte.
I vores del af verden, hvor vi har så stor materiel velstand, kan vi bilde os ind, at vi er urørlige. Sikrede. Trygge.
Men der skal så lidt til for at også vores sårbarhed bliver tydelig.
At vandre i Jesu fodspor ind mod jul må betyde at følge ham ind i sårbarheden. I tillid til den kærlighed, der kom til syne igennem ham.
LÆS OGSÅ: "Israels ørken gemmer på en økumenisk hemmelighed"
At vandre i Jesu fodspor må betyde at åbne sind og sanser for det andet menneske og for min egen menneskelighed. At forsone mig med sårbarheden og afmagten i livet. Den sårbarhed og afmagt som kalder til bøn, til overgivelse og hengivelse.
Til det sårbare liv.
Det sårbare liv som blev helliget og velsignet gennem barnet i krybben.
Anette Foged Schultz er pilgrimspræst.