"Vi har en medvandrer i Kristus"

Hanne Sander er blandt andet med til at arrangere pilgrimsvandringer. - Foto: Mette Frandsen.

Vandringen kan ses som et sindbillede på vores liv. Og at være undervejs sammen kan være en enkel indøvelse i praktisk kristendom, skriver sognepræst Hanne Sander

Beretningen fra Lukasevangeliet om Vandringen til Emmaus er af indlysende grunde en yndet fortælling i pilgrimssammenhænge.

Disciplines hjerter brændte
Vi hører om to Jesus-disciple, der er på vej hjem fra Jerusalem efter Jesu død, og de har brug for at tale om alt det, der er sket. De er modløse og skuffede og forstår ikke ret meget af det, de har oplevet.

"De talte med hinanden om alt det, der var sket."

De var både forvirrede og skræmte. De resignerede også et langt stykke, for nu faldt deres liv tilbage i det gamle og de havde ellers sådan håbet.

Men de kan dog tale om deres skuffelse og om den død, de ikke forstår.

De møder så én på vejen og kommer i snak med ham, og de kan mærke, at der er noget, der flytter sig. De begynder at forstå, at døden ikke er det sidste, der er at sige om vores liv, ja, de kan bogstaveligt talt mærke, at livet igen begynder at røre sig i dem, så de får modet tilbage.

De tænder på det, de hører, eller som evangelisten Lukas siger det:

Ordene fra ham, de møder der på vejen, brænder i deres hjerter. Og de to disciple bliver ivrige og overtaler den fremmede til at gå med hjem og spise aftensmad sammen med dem.

At være undervejs i livet
De har mod på mere, på et nyt fællesskab. Ved bordet er det den fremmede, der rækker brød og vin rundt, og med ét ved de, at det er Gud, der viser sig for dem - rigtig nok ikke som den Jesus, de havde kendt, men som den levende Kristus, og de ved, at døden er overvundet. Den hører til i det endelige, men de har fået del i en virkelighed, der er uendelig.

At være undervejs sammen er med andre ord en enkel indøvelse i praktisk kristendom.

At gå sammen, selve vandringen, kan ses som sindbillede på vores liv med alt, hvad der ligger i at være undervejs og at være på vej sammen med andre. Det kan også forklare den længsel, der er i os efter at have hjemme i sit liv, i verden, og al den uro og usikkerhed, der kan være om mål og retning. Men vi har en medvandrer i Kristus.

Hanne Sander er sognepræst og panelist på kristendom.dk