"Pilgrimsvandringen giver rum og tid til at udfolde troen"

Der er noget arkaisk i pilgrimsvandringen. Den er foregået på samme måde for 1000 år siden, skriver sognepræst Peter Grønlykke

Der var en betydningsfuld pointe i reformationens opgør med gerningsretfærdigheden. Det afgørende i forhold til Gud er troen og ikke menneskets gerninger.

Pilgrimsvandring er blevet mistænkeliggjort
Gud kan man ikke handle med. Det er selvfølgelig en væsentlig og rigtig forståelse. Men den har også betydet, at der er en hel del andre mulige udtryk, der kunne afspejle relationen til Gud, som er blevet mistænkeliggjort.

Det gælder udtryk i form af for eksempel kristelig hverdagspraksis og fromhedsliv. Det er selvfølgelig også en mistanke, der vil falde på sådan noget som pilgrimsvandring.

De reformatoriske indsigter skal ikke fornægtes, men når de forstener og bliver til teologisk ideologi, sådan som jeg tror man kan sige, det er sket for retfærdiggørelseslærens vedkommende, så mister de deres relevans.

Der er næppe nogen i dag, der er af den opfattelse, at man kan øve indflydelse på Gud med sine handlinger. For så vidt er der et reformatorisk hovedanliggende, som kan se ud til virkelig at være slået igennem med.

Imidlertid er der nok snarere tale om, at trosforståelsen er blevet overladt til den individualisering og modernitet, hvori trosforståelsen i sig selv egentlig er hensygnende, mens gerningsretfærdigheden trives i bedste velgående på rent sekulære betingelser.

Lutherdommen er forstenet
Gerninger og tro, legeme og ånd, lov og evangelium, hverdags- og søndagspraksis er virkelig faldet fra hinanden. For Luther var troen og retfærdiggørelsen ved tro så radikal, at den kunne holde disse modsætninger sammen. Det er øjensynlig ikke tilfældet mere.

En luthersk efterplapren på dette punkt fører så vidt jeg kan se blot til en skærpet modsætning, som får megen lutherdom til i dag at ligne en ny gnostisk/dualistisk trosretning.

Det er en tendens, der er blevet skærpet i de senere år, hvor en ellers meget luthertro kirkeligteologisk bevægelse som Tidehverv er blevet antinomistisk, som man kalder det. Det vil sige, at lovens betydning er gledet mere og mere ud af synsfeltet.

Kristendommen er ikke nogen lovreligion, som det er blevet fremhævet igen og igen med henblik på en skærpelse af kristendommens modsætning til islam. Men loven, legemligheden, mennesket som handlende og i det hele taget: den materielle side af tilværelsen, kan man da ikke blot lade ude af betragtning.

Vandringen er en arketype
Her kan pilgrimsvandringen have mening og berettigelse. Den lader os møde troens rum, ikke blot når vi sidder stille i kirken om søndagen, men også når vi går og bevæger os gennem livet.

Vandringen i sig selv er en arketype, kan man sige. Livet er i sig selv en vandring. Med en begyndelse og en afslutning, og med erfaringer og oplevelser undervejs. Med afstande og med nærhed.

Med det, der er foran mig, og det jeg har lagt bag mig. Med det jeg forlader, det jeg kommer til, og det jeg vender tilbage til.

Der bliver en rituel form omkring og opmærksomhed på nogle enkle grundlæggende træk ved det at leve og være menneske på en sådan vandring, som er den moderne levemåde fremmed, eller som er glemt eller gået under.

Man sætter sig et mål, og så gælder det bare om at nå det. Her vil der på pilgrimsvandringen ikke mindst være opmærksomhed omkring vejen til målet. Ja, det er vejen, der er målet, som det er blevet sagt,

Vandringen har en evighedsstruktur
Den lutherske tradition indeholder en såkaldt kaldsetik. Det vil sige, at mennesket i sin lydighed over for Gud er bundet til liv og til gerning.

Det kan imidlertid være vanskeligt at se og genkende en sådan holdning i et moderne samfund, hvor man for eksempel ofte og let skifter job, og hvor forandringer i det hele taget præger livet.

Strukturen er der utvivlsomt; men den er ulig meget lettere at finde i en sådan vandring til fods, som har noget tidløst over sig. Den rummer på en mærkelig tidløs vis jo både forandring og uforanderlighed. Formål og formålsløshed kunne man sige.

Der er noget arkaisk i vandringen. Den er foregået på samme måde for 1000 år siden. Bortset fra lidt ændringer i påklædning ligner en pilgrimsvandrer for 1000 år siden den vandrer, man kan møde i dag.

Men hvorfor forstå og fortolke det religiøst, kan man spørge? Fordi der i denne struktur, som vandringen har, således er en slags "evighedsstruktur."

Vandringen er førkulturel
Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup var opmærksom på det, han kalder det "førkulturelle." Altså det i vores væren, som tilsyneladende er upåvirket af tiden og kulturen, vi lever i.

Vandringen og pilgrimsvandringen repræsenterer en sådan førkulturel struktur i vores liv, kunne man sige. Dette være sagt uden at ville påstå, at en religionsfilosofisk udlægning af pilgrimsvandringen i øvrigt hører til indenfor en løgstrupsk religionsfilosofisk fænomenologi.

Ud fra en katolsk synsvinkel vil det være målet for eksempel i form af besøg ved en helgengrav, der vil være det afgørende. I Middelalderen kunne man af gode grunde kun nå dette mål til fods.

Men vandringen i sig selv spillede ikke nogen afgørende rolle. Hvis muligheden havde været dér, kunne man forestille sig, at Middelalderens katolske pilgrimme havde hængt i luften i fulde flyvemaskiner eller havde bevæget sig ad Europas motorveje i biler for at nå deres mål så hurtigt som muligt.

Derfor er drivkraften i den Middelalderlige pilgrimsvandring måske mere lig den, der får nutidens mennesker til at flyve til Grand Canaria for at ligge på stranden i otte dage.

Den interesse for pilgrimsvanding, som er opstået i de senere år, også i den evangelisk-kristne kultur, har en anden baggrund.

Her er selve vandringen som en grundlæggende struktur i livet mindst lige så afgørende. Det er en struktur, hvori kristenlivet viser sig som en så at sige inkarnatorisk (eller mere jævnt sagt: praktisk) mulighed.

Vandring giver tid og rum til troen
Ikke blot som et indhold form af begreber og sandheder som skyld, synd, liv, død, tilgivelse og kærlighed; men også som et forløb. Hvori disse i høj grad store, modsætningsfyldte og følelsesladede fænomener ikke blot får en menneskesjæl at kæmpe i og om, men også får et forløb i forhold til selvsamme menneskesjæl.

De får en rumlighed og rummelighed. De får en tidsmæssig dimension at være i. Eller måske er det rettere menneskesjælen, som får en rumlig dimension at forholde sig til dem i.

Og da kan det ske, at mennesket selv rent faktisk viser sig at kunne rumme dem og forholde sig til dem. Hvilket vel kan siges at føre til en slags rummelighed.

Man kunne også sige det sådan: Er det de kristne sandheders formål at bekræfte disse som sandheder, eller er det at gøre menneskelivet sandt i lyset af dem?

Kristelig troslære og dogmatik er fyldt med store begreber og ord, som mennesker skal genfinde sig selv i i løbet af en time søndag formiddag.

Man kan for min skyld også godt sige det sådan: Mennesker samles til gudstjeneste for at prise og lovsynge Gud, som har åbenbaret sig for os i Kristus til vore synders forladelse.

Denne givetvis mere teologisk korrekte formulering ændrer imidlertid ikke så meget. Der vil også i den ligge en form for krav om genkendelse i forkyndelsen. Men hvis denne genkendelse skal slå rod i menneskesjæl og hjerte, så kræver det rum og tid. Så kræver det, at det også slår rod i den grundlæggende struktur, det er at være menneske.

Livet leves i en dagligdag og dagligpraksis. Det er ikke nok at få sat begreberne og læren på plads i kirken. De må også være med til at danne mennesker i livets tid og rum. Og her kan pilgrimsvandringen som rituel og symbolsk eller blot som en helt reel vandring være en oplagt formidlingsmulighed.

Peter Grønlykke er sognepræst og arrangerer pilgrimsvandringer