Elsk din længsel

I pilgrimsvandringen finder vi en spiritualitet, som taler til menneskers længsel, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Jeg tror, at det stærkeste gudsbevis er indeni os. Det er selve vores længsel. Mennesket har altid længtes, længes efter mere. En sådan grundlæggende længsel kan ikke være en illusion. Hvis vi er skabte med den, må det være, fordi der faktisk er noget uendeligt, som modsvarer den. Dette uendelige kalder vi Gud.
(Wilfrid Stinissen)

Og Gud åbenbarede sig i en drøm
Ved årtusindskiftet havde jeg en drøm, der utvetydigt pegede på, at det var nødvendigt med en forandring: mit gebis lå på alteret og plaprede løs: bla bla bla Jeg tolkede det sådan, at jeg var blevet for mekanisk og præstationsorienteret, et forhærdet tidselgemyt med stenhjerte uden ordentlig kontakt til mig selv, mine medmennesker eller Gud.

For jeg kunne identificere mig med det bibelske billede: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. (Sl 42, 2-3) Jeg følte en længsel efter at komme Gud nærmere. Materiel overflod stiller ikke sjælens tørst. Derfor har mange danskere en længsel efter en guddommelig dimension i tilværelsen.

Ikke mindst i et sogn som Risskov, hvor vi er mange gamle 68ere, der må erkende, at hverken revolutionen eller pengene kunne opfylde alle drømmene. Utallige søger nye veje udi det spirituelle: Nogle besøger årligt indiske ashrams eller buddhistiske klostre. Det anfægter mig naturligvis som præst, for vi behøver ikke gå over åen efter vand!

I den kristne tro ligger et dyrebart skatkammer allerede gemt. Det gælder bare om at få pudset arvesølvet, så det stråler og skinner og kan tages i brug.

Sådan begynder enhver rejse med en drøm, en længsel. Tages længslen alvorligt, kan det være begyndelsen på en eventyrlig rejse: Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde. (Jer 29,13). Augustin skriver: Guds længsel er det levende menneske.

Længslen er altså det sted, hvor Gud og menneske mødes. Hos Jesus viser Guds længsel efter mennesket sig på forskellige måder, jf. lignelsen om den fortabte søn (Luk 15, 11-32). Her mødes til slut Faderen og sønnen, Gud og mennesket i omfavnelsen.

Vi skal tage længslen alvorligt, for det er her, der er noget vigtigt på færde.

Måske har vi ikke kontakt med den pga dagligdags ting, men så kan det være, at Gud åbenbarer sig for os i en drøm og sætter os i bevægelse.

Augustin kalder engang længslen efter Gud for den stedsevarende bøn:Tro, håb og kærlighed er længslens stedsevarende bøn. Til visse tidspunkter og timer beder vi imidlertid også med ord, for at vor længsel skal være så meget desto stærkere.

I bogen Kærlig opmærksomhed fortæller Willi Lambert, at for Ignatius af Loyola er længslen så vigtig, at han i begyndelsen lader sig nøje med længslen efter længslen. Hvis nogen vil efterfølge Jesus på hans vej og ikke mærker længslen efter også at følge ham på vejen til korset, så er det allerede nok med længslen efter længslen.

Ignatius foreslår, at man kan prøve at spørge sig selv: Hvad ville da for mig være en fundamental bøn, hvori mit livs længslen sammenfattes, og som jeg gerne vil bede hver dag på ny? Der findes mennesker, der gør den erfaring, at denne yndlingsbøn bærer og præger deres liv og bøn.

Således betragtet betyder bøn først og fremmest at lytte til bevægelserne i ens eget hjerte. Dette må ske i tillid til, at Guds Ånd selv, som Paulus skriver, sukker i os med uudsigelige sukke (sml. Rom 8,26). Gud er nærværende i vor længsel, og vi kan i vores længsel efter Gud blive det sted, hvor Gud viser sig for andre mennesker:

Hvordan kan man få et æsel, der ikke er tørstigt, til alligevel at drikke? Og hvordan kan man med al respekt få et menneske til at tørste efter Gud, hvis det har mistet denne tørst og giver sig tilfreds med øl og snaps, fjernsyn og bilkørsel? Der synes kun at eksistere én løsning: Man må få fat i et tørstigt æsel, der ved siden af sin artsfælle drikker rigeligt og med stor nydelse og velbehag af en spand. Men uden noget komediespil, simpelthen fordi det er tørstigt, har en stor, uudslukkelig tørst. Det vil ikke undlade at gøre indtryk på dets kammerat, som vil få lyst til at bøje sig over spanden og i en dyb slurk slubre det forfriskende vand i sig. Mennesker, som hungrer og tørster efter Gud, er en bedre prædiken for deres medmennesker end mange opbyggelige taler (Jacques Loew).

Joh 4, 1-42 fortæller om den samaritanske kvinde ved brønden. Hun lider af en eksistentiel tørst. Denne beretning er også historien om os. Vi skal ikke møde op hos Gud med de rette formuleringer, med de rigtige overbevisninger eller med særlige trospræstationer.

Vi skal ikke have gennemskuet tilværelsens dybder eller have fundet nøglen til Gudsriget. Vi kan råbe fra vores hjertes dyb, lade vor fortvivlelse skrige sin smerte ud og så kaste al vort håb og forventning på Gud.

Drag til det land, jeg vi vise dig
At turde begive sig ud på ørkenvandring, på Herrens mark er at turde være sårbare, græde og indrømme, at vi ikke er egne herrer over livet, men er nødt til at lægge det i Guds hånd. En pilgrim er en søgende sjæl, ingen selvsikker person, der har fod på tingene. Tværimod bliver vi måske drevet så langt ud på Herrens mark, at vi i vor nød råber som Jesus på korset: Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig? (Matt 27,46). Og råber vi forgæves, tvivler vi: Hvad er der galt med mig, siden Gud ikke hører min bøn? Hvorfor er Han tavs, afvisende og negativ? Vi må slå os til tåls med, at vi ikke altid finder svar på, hvorfor Gud er tavs.

Længslen er ubønhørlig
Den tvinger os til at søge de svar, vi ikke kender
En vandring ad ukendte stier i uvejsomt terræn
Længsel er liv (Rie Vestergaard)

På ørkenvandringen lukker vi op for, at vi skal se på en anden måde: fra at se os selv med egne øjne som syndere på bodsvandring kommer en forjættende tilstand, hvor vi ser os selv med Guds øjne: som elskede af Gud! Menneskets søgen efter Gud er en refleks af, at Han har søgt os først. Vi er Guds udvalgte, hellige og elskede, som der står i vielsesritualet (Kol 3,12).

Spørgsmålet er, om vi er åbne for at være pilgrimme: Er vi rede til at leve med risici og usikkerhed og løse ender, som en pilgrimsvandring altid indebærer? For en pilgrim kan aldrig have tingene pænt og ordentligt forberedt der kan altid ske uforudsete ting.

Livet er provisorisk det minder en pilgrimsvandring mig om: livets foreløbige karakter. Det er skrøbeligt, og jeg kan ikke tage det for givet. I naturen bliver jeg mindet om min plads i skaberværket det er ikke mig, der styrer alting, men Gud. Her får jeg lejlighed til at se mit liv i fugleperspektiv og forstå, hvor uendelig kort min livsvej er.

Det er en almenmenneskelig erfaring, at mennesket lærer ved at bevæge sig fra det kendte og ind i det ukendte, jf. Abraham, Moses (Exodus), eller Jesu kaldelse af fiskerne. Det er som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk i form af en sky- eller ildstøtte (2 Mos 13,21), og mennesker føler sig tættere på ham, når de farer vild eller når de går i ørkenen.

Jødedommen begyndte som nomadereligion: En vandrende aramæer var min far sådan står der om Abraham, den første pilgrim fra Irak over Tyrkiet til Egypten (1Mos 12, 1-2) Folket transporterede tabernaklet, det hellige og oplevede et stærkere gudsnærvær end i det permanente tempel. (2 Sam 7,5-6).

Som mennesker kan vi føle en grundlæggende hjemløshed. Vi har en latent hjemlængsel efter det tabte Paradis, efter at vende om. I forvirring og hjemløshed findes længsel og anelse (Göran Thunström: Jeg blev anet). Vi bærer denne anelse i os, en længsel, en hjertets uro (jf. Augustin), for vi er også af hans slægt (Apg 17, 28 b)

Det menneske, som nærer en åndelig længsel bærer på et minde om Gud: Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os? (Luk 24, 32).

Bibelen er i sin helhed én lang vandring mod Kristus, og vi kan ikke tale om Gud, hvis ikke vi lever med Gud. Vores længsel må blive et lille ord i det store ord. I kaldet siger Gud: Du er min! og vi svarer: Her er jeg!

Således er kristendommen ikke i første omgang en lære, men én at elske. Eros er menneskets længsel efter Gud. Agape er Guds kærligheds-svar. Kristendommen er en relation, og teologi må altid være bygget på erfaring.

Kirkehistorien viser, at når man slår teltpælene for dybt i, stagnerer kirken. Den skotske teolog Ian Bradley har formuleret det sådan:

A way is to be walked and not lived on! We who are on the road should hasten on one day is like a whole life. The end of our way is our home! Kirkens rolle er provisorisk ligesom menneskelivet.

En frimodig kirke har vandringen i hjertet en rethaversk kirke har kontrol i hjertet! Vandringen er vigtigere end målet. T.S. Eliot: We shall not cease from exploration, and the end of all our exploring will be to arrive where we started and know, where we are for the first time! Som kirke bør vi derfor søge væk fra det statiske, det overorganiserede, sovende, stabile, stagnerede, fabriks- og rutineagtige, kontoragtige bureaukratiske og i stedet være klar til at rykke teltpælene op, ligesom de bibelske personer gjorde det. Dom Helder Camara udtrykker det fint i et digt:

Når din båd,
som længe har ligget for anker i havnen
giver dig det falske indtryk
at den er et hus,
når din båd
begynder at slå rødder
i kajens ubevægelighed,
let anker.
Det er nødvendigt for enhver pris
at redde din båds rejsende sjæl
og din egen pilgrimsånd.

I pilgrimsvandringen finder vi en spiritualitet, som taler til menneskers længsel. Siden hin drøm har jeg erfaret, at på livets korsveje går Gud med som pilgrimmen Kristus.

For du har reddet mit liv fra døden og min fod fra at snuble, så jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys. (Sl 56,14). Det er virkelig Helligåndens virke, når vores stenhjerte bliver til kødhjerte, når sjælens ager bliver vandet, som den kristne mystiker Meister Eckhardt ville udtrykke det.

Da er man moden til, at Bibelens ord kan sås i god jord og bære frugt.

Elsk derfor din længsel, for den gør dig åben for Gud!

O, Helligånd, skynd dig!
Bevæg dig omkring os, i os og gennem os!
Tænd på ny den himmelske ild i vore tørre sjæles længsel!
Ja, lad ethvert hjerte blive et herberg for dit vidunderlige nærvær,
hvis kraft skal beskytte os fra al ulykke.
For Jesu Kristi skyld bevar os, hellige ånd!
(Maelisu: hymne til Helligånden)