Giv Gud en chance i stilheden

Jeg er netop vendt hjem fra en såkaldt stilhedsretræte over en weekend. Fra min erfaring som retræteleder kan jeg se, at der tegner sig et fælles mønster. Vidt forskellige mennesker melder sig til en sådan retræte, med eller uden en kristen baggrund, men fælles for alle er, at stilheden bliver en velsignelse! Forbindelsen klippes til omverdenen, og roen indfinder sig, hjulpet godt på vej af en ydre stilhed. Ud over fastsatte bibelmeditationer og måltider er der intet skemalagt. Der er bogstavelig talt stille. Retrætestedet ligger i en skov, langt fra verdens larm, og det bliver pointeret i programmet og ved velkomsten, at stilheden skal der værnes om. Vi taler ikke sammen før den afsluttende samtale søndag eftermiddag. Jeg mindes den første retræte, jeg deltog i for mange år siden. Som præst lever man jo af ordet og talens kunst, så jeg var betænkelig ved at skulle tie stille i flere dage, ligesom flere deltagere er det i dag, før de selv har prøvet det. Erfaringen fortæller, at stort set alle oplever stilheden som en lise for sjælen. Mange har endda svært ved at bryde stilheden og finde tilbage til samtalen. Målet for den enkelte retrætedeltager er ofte at arbejde videre med stilheden ved bl.a. at gøre plads for den i hverdagen. Stilheden, som bevarer den indre glød. "Der er ikke noget i verden, som ligner Gud så meget som stilheden. Stilheden er en stor ven af sjælen. Den afdækker afsondrethedens rigdomme. Det er meget svært at nå den indre stilheds egenskab. Man må gøre plads for den, så den kan begynde at arbejde i én". (Mester Eckhardt) Larm og støj fylder meget i vores hverdag. Også den indre larm bliver tydelig, når vi giver os selv lov til at finde et fredfyldt sted med ydre ro. På den måde er det ikke let at nå den indre stilhed, men viljen og længselen efter den er en god begyndelse. Der er ingen tvivl om, at både krop og sjæl har brug for ro og stilhed i en travl hverdag, og at det er helende at give plads for den. Daglige gåture i en fredfyldt natur kan gøre underværker. Pauser, hvor der ikke er noget, der skal gøres, kan være vejen til en indre, frugtbar stilhed, hvor nye kræfter spirer frem. Ligeledes kan det varmt anbefales at sætte minimum en halv time af, gerne ved dagens begyndelse, hvor du sætter dig i stilhed og er uforstyrret. Øv dig i "IKKE": ikke føle, ikke tænke, ikke tale og ikke være urolig. Bare være og hvile. Lad tiden strømme og løbe ud i det stille hav, som er evigheden. Gud bor i dette evigheds-nu. Sig til dig selv: "I Guds stilhed må jeg være. Ordløs stille, uden krav." Du kan slutte din stillestund med bøn til Gud, hvor du sætter ord på det, der ligger dig på sinde. Men glem ikke, at nærheden med Gud ikke afhænger af, hvad du får sagt, men langt mere af et ordløst fællesskab, hvor du træder et skridt til side og lader Gud komme til. Hvis du hele tiden snakker, og ikke selv bliver stille og lyttende, giver du ikke Gud en chance for at nå dig. "Hvis døren til dampbadet står åben hele tiden, strømmer varmen hurtigt ud. Sådan forflygtiger bevidstheden om Guds nærvær sig også ud af talens dør for det menneske, der snakker meget, om end alt det, der siges, er godt." (Diadochus af Photike). Stilheden, som lærer os at tale. Et kraftfuldt ord er et ord, der kommer ud af stilheden. Ord kan kun skabe fællesskab og nyt liv, når de i sig bærer stilheden, som de strømmer ud fra. Når vi begynder at lægge beslag på hinanden med vores ord og bruger ord for at forsvare os eller til at krænke andre, så taler ordene ikke ud af stilheden. Men når ord fremkalder en helbredende og levende fred af sin egen stilhed, så er kun få ord nødvendige: der kan siges meget, uden man behøver at tale meget. Stilheden er først og fremmest hjertets stilhed, en hjertes kvalitet, som vi også kan bevare i vores samtale med andre mennesker. Det er en bærbar celle, som vi kan have med os, hvorhen vi end går. Det er i denne bærbare celle, vi finder os selv omsluttet af den guddommelige stilhed. Stilhedens bøn Jeg beder om stilhed, så jeg kan høre Gud tale. Stilhed, så jeg kan blive lydhør overfor andre mennesker. Stilhed, så al uro og larm, der myldrer i mit hovedet, må forsvinde, når jeg søger stilheden. Stilhed, så jeg kan tænke og handle mere positivt. Hjælp mig Gud, så stilhed bliver en livsnerve for mig. Fyld mig med din stilheds Ånd, så jeg ikke daglig må finde tusinde undskyldninger for ikke at tage mig tid til stilheden. Amen. (en retrætedeltagers bøn)