Historie: Pilgrimsruterne var først og fremmest vandveje

Valfart til søs er en vigtig del af pilgrimstraditionen, ikke mindst for et land som vores, der forbinder Nord- og Sydeuropa, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell

Der spores en gryende interesse for den maritime pilgrimshistorie, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som gerne arrangerer pilgrimssejlads til sommer

Som marstaller er jeg vokset op med den stolte bevidsthed om, at byen engang gav kajplads til Danmarks største flåde. Fordums storhed bevidnes på det enestående maritime museum i skipperbyen Marstal. Her bliver gæsterne mindet om, at vandvejene engang var Danmarks hovedfærdselsåre.

Valfart til søs er en vigtig del af pilgrimstraditionen
Det gjaldt også for middelalderens pilgrimme. I en rejseguide fra 1100-tallet beretter den islandske abbed Nicolaus, at man fra Island tager med skib til Norge. Derfra sejler man til Aalborg. Det er spændende at blive mindet om, at pilgrimsruterne først og fremmest er vandveje. Og nu spores en gryende interesse for den maritime pilgrimshistorie. Valfart til søs er en vigtig del af pilgrimstraditionen, ikke mindst for et land som vores, der forbinder Nord- og Sydeuropa.

LÆS OGSÅ:Pilgrimsruter i Norden

I Norge var kystruten landets vigtigste færdselsåre, en slags datidens E6. Ruten var så vigtig, at den gav navn til hele landet NORVEGR. Navnet er norrønt og betyder vejen mod nord. Det giver et hint om, at kysten op langs Norge er det oprindelige land. Spor fra kystrutens betydning ser vi blandt andet i store gravhøje fra bronzealderen, synlige fra vandvejen.

Også vikingetogternes kontakt med søfarende keltiske munke ses i store keltiske stenkors, der er placeret som sømærker op langs Norges kyst. Endvidere ligger et stort antal klostre som perler på en snor langs kysten - flere med en passende afstand på en dags sejlads.

Munke fra klostre på De britiske øer var blandt de første missionærer i Norge og Danmark (jf. Mads Lidegaards interessante bog Da danerne blev kristne). Pilgrimmene kunne nyde godt af klostrenes gæstfrihed og bo og spise i deres herberger og gæstehuse. Nogle af dem blev syge og fandt deres sidste hvilested i klosteret. Dette ses af grave med pilgrimsmærker fra kendte valfartsmål i Europa.

Efter Olav den Helliges helgenkåring blev Trondheim (Nidaros) i 1153 ærkebispesæde og dermed åndeligt centrum i det nordatlantiske kulturfællesskab, der i sin storhedstid omfattede Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Hebriderne, Island og Grønland. Nidarosprovinsen varede frem til reformationen i 1537.

For nogle år siden traf jeg biskop Tor Jørgensen fra Bodø i Nordnorge. Han interesserede sig naturligt nok for den sydgående pilgrimstrafik til Nidaros. Nu har han og vi fået dokumentation i form af bogen Havets pilegrimer, skrevet af Harald Olsen (Verbum 2013). Hermed er bolden givet op tilkursen sat mod nye muligheder for moderne søfarende.

LÆS OGSÅ:Historisk pilgrimsrute genåbner

Pilgrimssejlads til sommer
Efter at have læst bogen fik jeg lyst til at alliere mig med mine maritime familiemedlemmer og arrangere en pilgrimssejlads i Det Ssydfynske Øhav. Og det er sikkert som amen i kirken, at vi i givet fald lægger til kaj i Marstal Havn. Sejladsens tætte kontakt til naturen kan fordybe relationerne til og engagementet for skaberværket, som er påkrævet i den globale situation, hvor kloden er alvorligt truet.

Hvad enten man ligger på dækket en stille sommerdag og lytter til bølgernes klukken eller reber sejlene i hårdt vejr, får man oplevelsen af at være ét med naturen. Den langsomme rytme kan give rum for fordybelse og bøn. Dertil kommer følelsen af frihed, når sejlene fyldes af vinden.

Det sociale samvær udkrystalliseres på de få kvadratmeter, der er til rådighed for gruppen over flere dage. Endelig er det spændende at besøge de små øers kirker på Strynø, Drejø, Skarø, Avernakø og Lyø.

Jeg hører gerne fra læsere, der kunne være interesserede i et sådant sommertogt.

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst