Pilgrimsvandring i Danmark
Velkommen > Foreningen Herberger langs Hærvejen

Foreningen Herberger langs Hærvejen

 

Den 31. januar 2005 afholdtes i Risskov stiftende generalforsamling. Flg. personer blev valgt til bestyrelsen, der konstituerede sig således:

    Formand:

    Andreas Blinkenberg (projektkoordinator)
    Næstformand:

    Palle Grønlund (Dansk Vandrelaug)
    Kasserer:

    Hans Erik Christiansen (Århus Stift)

    Bestyrelsesmedlemmer:

    Per Christiansen (Dansk Cyklistforbund)
    Poul Henning Knudsen (Dansk Islandshesteforening)
    Flemming Stentoft (Viborg Pilgrimscentrum)
    Peter Grønlykke (Haderslev Stift)
    Kaj Højland (Foreningen Santiagopilgrimme)
    Elisabeth Lidell (Pilgrimspræster i Norden)

     

    Herbergsbrochure 2010 kan rekvireres ved henvendelse til: lidell@webspeed.dk - på dansk, tysk eller engelsk.

     

    Nyhed om rejsejournalisternes pris:
    Hr. og fru Pilgrim hædret med Havfruepris
    To danske ildsjæle, inspiration fra spansk pilgrimsvandring og den jyske Hærvej er ingredienserne bag et nyt turistmål i Danmark - pilgrimsruten. I spidsen for projektet står ægteparret sognepræst Elisabeth Lidell og ægtefællen arkitekt Andreas Blinkenberg, der også kaldes Hr. og fru Pilgrim.

    Netop for den indsats blev ægteparret hædret med Danske Rejsejournalisters turistpris Den lille Havfrue. Det skete i forbindelse med åbningen af Ferie for Alle 2009 i MCH Messecenter Herning.

    Download pressemeddelelsen med foto her:

    http://mch.dk/presse/pressemeddelelse.asp?id=804


    Læs artiklen "Sjælens pilgrimsgang"

     

    Se TV-Avisen fra herbergsåbningen på Hald Hovedgård den 1. juni 2008: Klik her (Åbner i et nyt vindue)

     

    Se TV-klip om brug af hærvejen fra august 2008: http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=437671&r=6

     

    Pressemeddelelse om Fonden Realdania's støtte til Herberger for vandreturister langs Hærvejen. (PDF)

     

    Hør radioudsendelse fra Hald Hovedgård:

    http://www.dr.dk/P1/Stedsans/Udsendelser/2008/04/09151700.htm
    Gå med over ageren Peregrinus, det latinske ord for pilgrim, "den der går over ageren", blev aktuelt, da der blev indbudt til åbning af herberger langs Hærvejen, søndag den 1. juni på Hald Hovedgård ved Viborg.

     

    Pilgrimsgudstjenester:
    Der var Pilgrimsgudstjeneste i Viborg Domkirke ved biskop Karsten Nissen og pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som sagde:
    I dag indvies 10 nye herberger langs Hærvejen. Med indvielsen af herbergerne knytter vi til ved en gammel tradition: Guds folk på vandring. Som Kristus blev født i en stald, er det mit håb, at Kristus fremover må fødes i hjerterne på pilgrimme o.a., der overnatter i de gamle stalde langs Hærvejsruten. Langs ruten står en snes kirker åbne for den vejfarende, og her kan enhver sætte sig og få et hvil, ligesom vandringsmanden på frimærket. En af vor tids mest berømte kirkekunstnere har malet billedet, I har fået udleveret og som I gerne må tage med hjem. Det er Arne Haugen Sørensen, der er kunstneren. Han har lavet så mange forskellige udgaver af Vandringsmanden, at det næsten er gået hen og blevet hans logo. De forskellige udgaver hænger i dag på altertavler eller prædikestole rundt omkring i flere af landets kirker. Vi kan hver især spejle os i det billede; se os selv i det. Og forestille os, at det er OS, der har begivet os ud på troens vandring. På vores kirkegang i dag har vi fået en rasteplads i Domkirken. Ligesom vandringmanden sidder vi en stund og hviler. Mandens store hånd griber om pilgrimsstaven. Staven symboliserer Jesu ord, som vi kan gribe til, når vi er trætte og tyngede af byrder. Jesus siger til os: Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Her får vi en hvilestund, hvor vi kan komme os lidt, et helligt asyl, hvorfra vi kan hente næring til vores videre vandring i form af nadverens brød og vin samt Guds ord, som det f.eks. lyder i Davids Salme 23:

     "Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    Han lader mig ligge i grønne enge,
    Han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny,
    Han leder mig ad rette stier
    For sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    Frygter jeg intet ondt,
    For du er hos mig,
    Din stok og din stav er min trøst."

    Domkirkens pilgrimsstav minder os om, at vi har en medvandrer på vores livsvej, vi går ikke alene. Kirken er bygget af sten, men som menighed skal vi være "levende sten", "Guds folk på vandring". Vandringsmandens ansigt er vendt fremad. Men ser man nøje efter, så kigger han både fremad og bagud på samme tid. Bag hans hoved ligger en mørk skygge, noget dystert og svært, som bliver ved med at forfølge ham. Det kan være sygdom og dødsfald, nederlag og synd. Men når vi tager Jesus på ordet og klynger os til det, da er vi på vej fremad mod lyset, hos Gud, hvor al sygdom og ondskab og død er overvundet. På samme måde som frimærkerne sender brevene ud i verden, er vi ved dåben blevet sendt ud i verden som Guds levende kærestebrev. Det er stadigvæk vores mission som kaldede, som disciple, 2000 år efter at Jesus omtalte sig selv som "Vejen". Dåbsbørnene Peter og Lærke har begyndt deres pilgrimsrejse gennem livet. I medgang og modgang har Gud lovet at være med dem alle dage indtil verdens ende. Som døbt er de blevet Jesu disciple og skal gå i hans fodspor; efterfølge ham, som vi netop har hørt det i dagens evangelium. At være kristen er at følge ham, som er vejen, sandheden og livet. De "syv nøgler til pilgrimmens sjæl" er: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. I gudstjenesten hviler vi os og erfarer især "langsomhed", som giver os mulighed for at bede og meditere. Vi vil bede den pilgrimsbøn, som siden år 1078 har lydt i klosterkirken i Roncesvalles, Pyrenæerne. Vi vil bede denne bøn med tanke på vores egen livsvej: Gud, velsign du vore fjed, lad os finde, hvad vi søger og til slut nå målet med glæde. Amen

    Asmild og Tapdrup kirker havde ligeledes pilgrimsgudstjenester ved sognepræsterne Henriette Korsgaard og Lisbeth Andersen. Ravnstrup og Hald Ege kirker ved sognepræst Hanne Clemmensen og Søndermarkskirken ved sognepræst Birgitte Thun. Fra Domkirken via Hald Ege gik de 150 pilgrimme ad stien under landevejen til Herning, og på den anden side af tunnelen blev de ført tilbage i tiden. Som middelalderens pilgrimme blev de mødt af ivrige djævle, der forsøgte at føre dem bort fra dydens smalle sti og ind på den brede vej, der fører gennem de syv dødssynder: Hovmod, Misundelse, Vrede, Dovenskab, Gerrighed, Frådseri, Utugt.
    Heldigvis var der også engle, der forsøgte at føre pilgrimmene tilbage på dydens sti ad de syv dyder: Troskab, Håb, Barmhjertighed, Mådehold, Klogskab, Styrke, Retfærdighed.
    For hver synd og for hver dyd var der en station, som pilgrimmene skulle igennem for at få et bevis for at de havde gennemført strabadsen - nogle nemme, andre svære, men beviserne skulle til for at pilgrimmene kunne modtage det afladsbrev, der var adgangstegn til selve åbningspladsen og festlighederne.
    Rejsen gennem menneskelivet krævede, at man af og til stoppede op og reflekterede over det gode og det onde. En pilgrimsrejse kan give en sådan tænkepause. Det var Viborg Dramaskole, der sammen med teaterforeningen Jep Skald, skabte den rette middelalderstemning, da pilgrimme fra Danmark, Sverige og Norge nærmede sig Hald Hovedgård.

    På pladsen foran Hald Naturskole blev pilgrimmene og alle andre interesserede trukket tilbage til nutiden af den pladeaktuelle dansk/belgiske Duo Laybann, der med sine intense sange understreger det engagement der ligge bag hele projekt Herberger langs Hærvejen. Anna Blinkenberg Lidell og Lea Bastrup Rønne sang, akkompagneret af Damien Hurderbise. Bandets debut-CD hedder "Road", og bandet har debut-koncert på Svalegangen i Århus, søndag den 8. juni kl. 19.30. http://www.laybann.com/ Åbning:

     

     

    Idémanden bag herbergerne, projektleder Andreas Blinkenberg sagde i sin åbningstale:

    Velkommen til indvielse af herberget på Hald Hovedgård!


    For 6 år siden jeg var jeg på min første pilgrimsvandring i Spanien. Det foregik på den gamle camino til Santiago de Compostela. Året efter var jeg som frivillig med til at passe et herberg i byen Estella.  Pilgrimsvandring på caminoen er igen blevet en meget populær rute, der henvender sig både til religiøst søgende - og til folk, der ønsker en enkel og bæredygtig ferieoplevelse. I de seneste 15 år er antallet af vandrere på caminoen  steget fra 20.000  til 200.000 om året. Omkring 1000 danskere tager hvert år på vandretur på caminoen. Siden har jeg vandret på pilgrimsruter i både Norge og Sverige, hvor pilgrimstraditionen er noget mere fremherskende end i Danmark.

    Projektet med herberger langs Hærvejen startede med en idékonkurrence, som blev udskrevet af fonden Realdania i 2004 om udnyttelse af gamle tomme landbrugsbygninger. For mig var konkurrencen en oplagt mulighed for at skabe en pilgrimsrute med overnatningsmuligheder langs Hærvejen fra Viborg til Grænsen. Jeg lavede et forslag om indretning af herberger for vandrere, cyklister, ryttere og pilgrimme i tomme landbrugsbygninger. Min tanke var, at herbergerne skulle være af samme type som vi kender dem fra pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien. D.v.s. enkle og billige sovesale, der altid står åbne for pilgrimme og vandrere, der kommer forbi. I staldene, hvor der før havde stået heste og køer kunne der nu opsættes køjesenge til gæster der, færdes langs Hærvejen.

    Realdania præmierede projektet og gav mulighed for at realisere det gennem medfinansiering. Vi oprettede foreningen Herberger langs Hærvejen, der er en paraplyorganisation for Dansk Vandrelaug, Cyklistforbundet , Islandshesteforbundet, Viborg Pilgrimscenter, Santiagopilgrimmene, nordiske pilgrimspræster  med flere. I løbet af 2004 fik jeg aftaler med ejerne af 10 ejendomme om indretning af herberger i tomme bygninger, og derefter begyndte arbejdet med at ansøge fonde og offentlige institutioner om penge til medfinansiering. Det lykkedes at skaffe i alt 12 mill. - heraf 2 mill offentlige midler - bl. a. fra Viborg kommune - 2 mill fra EU-Fonde og de 8 mill fra fonden Realdania.

    I 2006 gik vi så i gang med byggeriet i samarbejde med  Jørgen Toft Jessens Tegnestue fra Haderslev, og i dag er de 10 herberger færdige til indvielse. Herbergerne bliver drevet efter fire enkle principper:
    1. De er åbne for alle vandrere, cyklister og ryttere i sommerperioden juni-juli- august. 
    2. Der kan ikke reserveres plads på forhånd.
    3. Overnatning koster 60 kroner
    4. og man skal anskaffe et herbergspas til 70 kr. for at få adgang.

    Herbergerne er indrettet med 30-40 sengepladser i køjer i et eller flere rum. Der er vaske og badefaciliteter samt køkken og spiseplads. Gæsterne skal selv medbringe soveposer og mad til eget forbrug. Værterne kan derudover tilbyde gårdsalg af fødevarer m.v.

    Med disse enkle principper prøver vi at skabe noget af den atmosfære, vi kender fra pilgrimsruterne -  d.v.s.
    - At skabe rum for vandrere og pilgrimme, der tager af sted med meget forskellige motiver - mennesker der søger det spirituelle - det kulturhistoriske- eller som blot ønsker at færdes i det åbne landskab.

    - Man behøver ikke planlægge sin tur i detaljer, men prøver at leve i nuet  som en afkobling fra det moderne kalenderfikserede arbejdsliv.

    Pilgrimsvandringer indbyder både til stilhed og dialog. Det tiltaler mange mennesker i dag. Og på herbergerne bliver der mulighed for at møde andre og udveksle livserfaringer .

    Vi prøver at skabe en atmosfære, hvor den rejsende føler sig som gæst i mødet med de lokale værter samt ved et besøg i den lokale kirke.  Alle kirkerne langs hærvejen står således åbne i dagtimerne, og her er der mulighed for at meditere eller bede en bøn.

    Men hvordan får vi den gode nyhed ud til folk. Vi annoncerer herbergerne gennem lokale turistbureauer og på hjemmesiderne "pilgrimsvandring.dk"  og "haervej.dk". Vi fortæller om herbergerne gennem de foreninger, der er med i foreningen Herberger langs Hærvejen. Syddansk turisme har netop gennemført en prøve vandring sammen med Elisabeth Lidell på 4 dage med journalister fra Danmark, Norge og Tyskland med henblik på at udbrede kendskabet. Og vi forventer, at der vil komme udenlandske turister fra især Tyskland og Holland. I forige uge var min kone Elisabeth og jeg til den officielle åbning af pilgrimsruten gennem Slesvig, der er resultatet af et Dansk-Tysk grænseoverskridende samarbejde.

    Når vi har bedt Bent Hansen som tidligere amtsborgmester og nuværende regionsrådsformand om at klippe snoren til herberget i dag skyldes det to ting
    - dels i en anerkendelse af de gamle amters etablering af hærvejen som vandre- og cykelrute først i 90-erne og støtte til projektet gennem EU-artikel33 midler.
    - dels fremadrettet, hvor Region Midtjylland og Region Syddanmark støtter projekter til videreudvikling af hærvejsruten som et kulturelt fyrtårn for turisme og oplevelsesøkonomi i det midtjyske.

    Det har været et sejt træk med at skaffe de økonomiske midler, lave aftaler med ejere og med at få byggetilladelser til herbergerne, og jeg er meget glad for at kunne indvie  herbergerne i dag, ligesom jeg takker min familie for at støtte arbejdet. Jeg håber, at herbergerne vil blive brugt af rigtig mange vandrere, cyklister, ryttere og ikke mindst pilgrimme.

     

    Viborgs borgmester, Johannes Steensgård talte og sagde:

     

    Kære  gæster, kære alle, som er samlet i dag for at fejre åbningen
    af det nye herberg på Hald Hovedgaard.

    Jeg er glad for på Viborg Kommunes vegne
    at kunne bringe en hilsen, et velkommen og et tillykke
    ved indvielsen af det første af de 10 herberger langs Hærvejen.

    Både Hærvejen og dens anvendelse til bl.a. pilgrimsrute og handelsvej
    er tæt knyttet til Viborg by - en af Danmarks ældste byer.

    Byen blev dannet i 900-tallet,
    men allerede i oldtiden var Viborg et helligt samlingssted
    navnet Viborg er dannet af det olddanske wii, som betyder hellig,
    og som sammen med bjerg eller borg
    er blevet til Viborg - Det Hellige Bjerg.

    Frem til 1600-tallet var Viborg et religiøst centrum
    for den katolske kirke i Danmark, og det var også her
    reformationen tog sin begyndelse med Hans Tausen i 1529.
    Viborg var også Jyllands handelscenter,
    og handlende i oksekærrer og studedrivere med deres dyr
    gik side om side med pilgrimsrejsende på Hærvejen
    - den årtusinder gamle hovedvej ned gennem Jylland.

    Vejen har i tidens løb haft mange navne,
    bl.a. Oksevejen, Sakservejen, Studevejen, Adelvejen,
    Gammel Viborgvej, Romavejen, Pilgrimsvejen
    - og fra dens anvendelse i ufredstider: Hærvejen.

    Her på Viborg-egnen er Hærvejen selvfølgelig en vigtig del
    af vores historiske bagage,
    og det markeres hvert år med Nordens største marcharrangement
    Hærvejsmarchen, hvor vandrere fra ind- og udland valfarter til Viborg.

    Det er derfor helt naturligt og helt rigtigt,
    at moderne pilgrimme og vandrere nu får et herberg
    her tæt ved "Den Hellige By".


    Kæden af herberger langs Hærvejen,
    og idéen om de lange vandringer for moderne pilgrimme
    imødekommer et stadigt større behov for moderne mennesker
    - behovet for at stoppe op,
    sortere det uvæsentlige fra og reflektere over det væsentlige.

    En tænkepause uden elektronisk støj er efterhånden en luksusvare,
    og den luksusvare har Herbergerne langs Hærvejen
    nu gjort mere tilgængelig - og om natten komfortabel -
    for pilgrimme såvel som andre tænksomme sjæle,
    der gerne vil reflektere under åben himmel. 

    Et lignende formål tjener et andet aktuelt projekt
    med tilknytning til Hærvejen, nemlig et projekt med arbejdstitlen
     "Hærvejen - et moderne oplevelsesrum med historiske rammer".

    Her er kommuner og turistbureauer langs hele Hærvejen
    gået sammen om at udvikle Hærvejen
    som et attraktivt besøgsmål for vandrere, cyklister og ryttere.

    Projektet vil inddrage lokale aktører
    som f.eks. overnatningssteder og naturvejledere,
    der kan være med til at gøre en tur på Hærvejen
    til en endnu mere intens og berigende oplevelse.

    På sigt er det tanken at forbinde Hærvejen med Pilgrimsruten
    og dermed skabe en oplevelsesrute
    fra Trondheim i nord og Santiago de Compostella i Syd.

    Jeg er sikker på, at herbergs-projektet
    og oplevelsesprojektet sammen kan udvikle sig til noget stort
    og til stor glæde for de vandregalde og de tænksomme.

    Fra Viborg Kommune vil vi ønske initiativtagere og deltagere
    i projekt Herberger langs Hærvejen
    et stort tillykke med åbningen af det første herberg
    her på Hald Hovedgaard.

    Jeg vil ønske herbergerne og deres brugere
    god vind, god tur, og god nat, når der rasten for natten!

    Naturvejleder Jens Frydendal, som skal stå for herberget i Hald talte og sagde:

    For et par år siden dukkede Andreas Blinkenberg op med den gode idé, at indrette et herberg for de vejfarende langs Hærvejen.
    Jeg så for mit indre blik de talløse skarer af folk med vandrestav og bredskyggede hatte, der, på deres vandring fra Viborg til Rom, snart ville genere trafikken på Vejlevej.
    Samtidig havde vi på naturskolen i mange år ønsket at kunne tilbyde vores gæster overnatning uden for den sæson, hvor det er oplagt at bo i vores shelters, så vi bakkede Andreas og hans idé op.
    Nu er kreative folk med gode ideer ikke noget særsyn her på Hald.
    Mange projektmagere forsvinder ud i den blå luft og de gode ideer falder til jorden med et sagte brag.
    Sådan gik det imidlertid ikke med Andreas. Han kom tilbage og denne gang med et udmærket værktøj i form af en pose gode penge.
    Inden vi ret fik set os om, var håndværkerne i gang, og knap havde støvet lagt sig efter dem, før tre damer med bredskyggede hatte og stav i hånden dukkede op og spurgte om rygtet om et hærvejsherberg havde noget på sig.
    Jo, da sådan set, men indtil videre var der altså kun et stort rum uden antydningen af køjer og anden luksus.
    Det afskrækkede imidlertid ikke det gode selskab, der rullede deres liggeunderlag ud på gulvet, for næste morgen at dukkede frem og spørge, om der var andet spændende, de burde se på egnen, før de drog videre.
    Vi forsynede dem med vandretursfoldere og udpegede ruinen, den smukke vej langs søen og Dollerup Bakker, hvorefter de vinkede farvel. Senere på sommeren fik vi skruet de 36 køjer sammen, som siden er blevet afprøvet af skoleklasser og andre gode folk, som har meldt tilbage at alt fungerer.
    Det er imidlertid først nu det rigtig skal gå løs, og vi glæder os til at møde de vejfarende - spændte på, hvad slags folk det vil være, og hvordan de kommer frem. 
    Vi har - som det måske ses - allerede i et par år ladet græsmarken her bagved gro frit til glæde for de vejfarendes heste - dersom nogen skulle vælge sådan et transportmiddel.
    Vi har endnu ikke afprøvet herberget i den koldeste vinter - hvis en sådan igen skulle indtræffe.
    Måske vil en brændeovn på sigt vise sig at være en god investering, men så må vi spørge de rette myndigheder om, hvordan vi får sådan én passet ind i projektet.
    Der vil sikkert løbende opstå en lang række behov for tilpasninger og nyanskaffelser.
    Men det vil alt sammen komme frem ved at lytte til gæsterne.
    I det hele taget forudser jeg en hel masse initiativer omkring hærvejsruten og herbergerne.
    Jeg ser frem til bøger med rejsebeskrivelser og bloks på nettet, hvor de vejfarende udveksler ideer til ruteforløb og tips til hvor man med fordel kan indkøbe den bedste rejsekost. På Naturskolerne i Viborg Kommune glæder vi os til at byde velkommen til alle vejfarende til fods, til hest eller hvordan I nu har tænkt jer at komme frem.

     

    stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell

    holdt ligeledes tale og sagde: I Egypten står pyramiderne - enorme og massive - som ét af verdens syv vidundere. I deres utrolige størrelsesorden kan man mærke historiens vingesus og blive imponeret over, at en så gammel civilisation kunne bygge noget så storslået. Faraonerne havde i den grad sikret sig grave, som ville bevare deres ry til evig tid. Magtfulde mænd har til alle tider brugt ufattelige ressourcer på at bygge monumenter, som skal sikre, at deres navne vil forblive kendt i århundreder efter deres død. På den måde har de sat et synligt aftryk i verden. De VAR her - og på en måde lever de videre i de bygninger eller monumenter, de har efterladt sig. Min far, Andreas Blinkenberg (som har fået ideen og taget initiativet til etableringen af herberger langs Hærvejen) er ingen undtagelse. Han har flere gange kigget ud af vinduet og sagt: "Jeg er glad for mit arbejde med miljøplanlægning, men e-mails, møder og rapporter forsvinder igen, de kan ikke ses. Hvad er der tilbage, når jeg dør? Jeg vil så gerne have, at jeg kan efterlade mig et spor i verden." Dette ønske lå og lurede i min fars baghoved, da Realdania udskrev en arkitektkonkurrence, der handlede om, hvordan vi bevarer og bruger gamle landejendomme. Da var det, ideen til min fars "spor i verden" tog form. Dette "spor i verden" skulle ikke være et stort, prangende prestigeprojekt. Det skulle ikke være opbyggelsen af én stor bygning, men restaureringen af 10 smukke bygninger, der tilsammen udgør en helhed. Det skulle ikke være et prestigeprojekt, placeret centralt i en stor by, hvor man ikke kan undgå at se det. Nej, min fars projekt ligger på landet og skal aktivt opsøges. Endelig er det ikke et projekt, hvis formål er at hylde dets skaber. Når min far gerne vil sætte sig "spor i verden" er det primært for andres skyld, for at kunne bidrage med noget brugbart. Og "brugbart" er nok det bedste ord, jeg kan finde til at beskrive Herberger langs Hærvejen. Overnatningerne er billige, så de kan bruges af alle - og af mange på samme tid. Herbergerne er også et ÅBENT projekt, hvor der er plads til alle, hvad enten man vil gå for at finde Gud - eller sig selv - for at få motion, eller fordi man interesserer sig for Hærvejens historie. Og vandringen er åben i den forstand, at man selv bestemmer, hvad indholdet skal være.  Man skal ikke læne sig passivt tilbage for at lade sig underholde. Man skal ikke beundre en afdød mands monumentale bygning, men noget meget mere mirakuløst: naturen. At træerne springer ud hvert år og grøntsagerne vokser i haven er næsten et lille under, der samtidig markerer grænserne for vores civilisations formåen. Salmen "Op al den ting, som Gud har gjort", som vi sang i Viborg Domkirke, formulerer det meget præcist og poetisk: Gik alle konger frem på rad
    i deres magt og vælde,
    de mægted ej det mindste blad
    at sætte på en nælde. (DDS 15,2) Herbergerne langs Hærvejen vil forhåbentlig stå som en åben og brugbar ramme, så vi kan lade os betage os spørge: Hvad skal jeg sige, når jeg går
    blandt blomsterne i enge,
    når fuglesangen sammenslår
    som tusind harpestrenge? (DDS 15,5)

    Regionsrådsformand Bent Hansen klippede snoren til herberget ved Hald Hovedgård og sagde:

     

    Slår man op i leksikon'et Den Store Danske Encyklopædi under ordet 'herberg', kan man se, at det stammer fra tysk og oprindeligt betyder: "hvad der skjuler, underholder en hær"... Det er en ganske passende betydning, når nu vi er samlet for at indvi et nyt opholdssted langs hærvejen.  Men jeg tror nu også, vi er mange, som er glade for, at det ikke er store hære, det nye herberg skal huse. Tværtimod er det fredelige turister på jagt efter smuk natur og god motion, som vi nu kan byde velkommen her på Hald.  De tidligere amter så mulighederne og tog fat på projektet med overnatningssteder langs hærvejen.  I februar i år besluttede regionsrådet i Region Midtjylland at bygge oven på initiativet ved at bidrage med 1.2 mio. kr. fra regionens midler til erhvervsudvikling. Pengene skal være med til at gøre Hærvejen til et endnu mere spændende sted for både vandreturisten på langtur og for dagsgæsten, der kommer i bil og blot ønsker en cykeltur et par timer. Helt konkret planlægges der 6 - 7 velkomst- og formidlingscentre langs hele Hærvejen. De tre kommer til at ligge i Region Midtjylland. Turisme er en vigtig brik i erhvervslivet. Vi ønsker oplevelser, når vi holder ferie. Mange vender ryggen til liggestol og solcreme, men vil være aktive - og måske endda lære noget. Vækstforum i Region Midtjylland er et partnerskab mellem kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner og regionen. Vækstforum overvåger udviklingen i regionen og udformer strategi og handlingsplaner for, hvordan der kan arbejdes for vækst og udvikling i Region Midtjylland. De forskellige parter arbejder tæt sammen, også om turisme. Og jeg skal hilse og sige, at Vækstforum sætter stor lid til, at regionale projekter inden for oplevelser af mange slags kan være med til at skabe et sundt erhvervsliv i regionen. Og samtidig gøre Region Midtjylland til et godt sted at bo i. Jeg ser de 10 herberger, der i løbet af juni vil komme til at ligge som perler på en snor langs hærvejen, som en original idé, der bygger på hærvejens lange og spændende historie. Den er et godt eksempel på, at man på én og samme gang kan levendegøre historien, skabe erhvervsmuligheder og give befolkningen både her til lands og udenlands gode oplevelser.  Som formand for regionsrådet gør det bestemt heller ikke noget, at det nye initiativ opmuntrer folk til at motionere og dermed få mere af den motion, som de fleste af os får for lidt af i dagligdagen.  Derfor er det med stor glæde, at jeg nu vil erklære Herberget ved Hald for åbent!   14 dage med åbning:
    Herberget på Hald Hovedgård er det første af 10 herberger langs Hærvejen fra Viborg til grænsen der åbner. De øvrige 9 herberger åbner i de efterfølgende 14 dage af juni 2008. Herbergerne er indrettet i eksisterende landbrugsbygninger med 30-40 sovepladser, baderum og køkkenfaciliteter. Herbergerne er åbne i sommersæsonen og en overnatning koster 60 kr.  Etablering af herbergerne er resultatet af en idekonkurrence, som blev afholdt af fonden Realdania i 2004 og vundet af arkitekt Andreas Blinkenberg. Projektet finansieres indenfor en ramme på 11 mill. af  Realdania, Friluftsrådet, Skov-og Naturstyrelsen, EU-artikel-33 midler, Viborg og Silkeborg kommuner.
    Lokal opbakning:
    Åbningsarrangementet var tilrettelagt af Viborg Pilgrimscentrum i samarbejde med Viborg Dramaskole og støttet af Viborg Kommune, Viborg Menighedspleje og Viborg Y's Men's Club. Kontakt:
    Foreningen Herberger langs Hærvejen: Andreas Blinkenberg, 86 17 72 04
    Pilgrimspræst: Elisabeth Lidell, file:///
    Viborg pilgrimscentrum: Flemming Stentoft, 86 80 15 12
    Duoen Laybann: http://www.laybann.com/  ------ Læs Aftenpostens artikel om vandring på Hærvejen:   http://www.aftenposten.no/reise/article2493506.ece

     

    Undermenu

    Top Webmaster, Mads Bischoff - safi.dk Design By NMuD Powered By CMSimple