Luther vil glæden, ikke fordømmelsen

Annette Weidhas står bag en fornem udgave af Luthers hovedværker, som udsendes i anledning af reformationsjubilæet. Hun er på alle måder villig til at slå et slag for reformatoren

Annette Weidhas er leder af Tysklands største teologiske forlag, Evangelische Verlagsanstalt, og samtidig forsker og Luther-ekspert. Bruger man alle døgnets vågne timer, kan man nå det hele, forsikrer hun.

Lidt stolt viser Weidhas de fire første bind af en flot studieudgave af Luthers hovedskrifter på tysk og latin, som hun redigerer. De i alt seks bind udkommer i anledning af reformationsjubilæet i 2017.

Hun tager sig også tid til at forsvare Martin Luther, når han udsættes for angreb i medierne.

Annette Weidhas tager imod i Leipzig i et nobelt villakvarter fra 1890'erne. Forlaget har til huse i en tidligere rigmandsbolig, og vi kommer til sæde i en enorm stue med dunkle egepaneler fra gulv til loft og glasmosaikker i vinduerne. Annette Weidhas skubber de nye Luther-bøger lidt til side og kan nu passende tage stilling til, om Luthers angribere ikke har ret i, at han var en grov, udemokratisk karl og en mørkemand, som dyngede syndsbevidsthed på menneskenes hoveder? Moderne teologer kan vel ikke komme anstigende med den slags over for nutidsmennesker, der anser begrebet 'synd' for forældet?

Annette Weidhas smiler, hun kender tonen.

”Det er mig et virkelig uforståeligt synspunkt. Ser man sig omkring i verden, finder man mildt sagt ikke grund til at hylde mennesket som syndfrit.”

Jovel, krigsførende generaler kan vi fordømme, men man er vel ikke selv ligefrem en synder?

”Ja, jeg kan lide mig selv som jeg er, for jeg er egentlig sådan et fortræffeligt menneske. Det vil de fleste synes. Men tør man tænke ærligt efter, vil man sikkert indrømme, at i de afgørelser, hvor man kan skaffe sig enten besvær eller egenfordel, da vælger man i reglen det sidste. Luther er simpelthen realist. Og vi skal huske, at han også sagde meget smukt om mennesket. Hans af og til meget direkte og såkaldt 'grove' facon må man tage med, for den hører med til hans kraftfulde og uforskrækkede personlighed, uden hvilken der ikke var blevet nogen reformation. Hans medarbejder Melanchthon var en forsigtig mand, der aldrig havde haft kraften til at gennemføre den. Erasmus (førende humanist i 1500-tallet, red.) endnu mindre.”

Annette Weidhas understreger, at kristendommens tale om synd kan være misforståelig for det moderne, psykologisk tænkende menneske.

”Den angår noget ulyksaligt nede i det basale. Det hænger sammen med, at vi er faldne og derfor søger vores eget. Vi kan på en måde ikke gøre for, at vi har en livsvilje. Men man må ikke lade den styre, for så synker vi ned mod det animalske. Naturligvis mislykkes vore forsøg på at hæve os opefter igen og igen, men derfor siger Luther også: 'Synd tappert!' Det er befrielse, snarere end fordømmelse, man finder hos ham. Han ønsker ikke, at vi skal klæde os i sæk og aske, men være glade. Det er da langt mere aflastende, end at sige at jeg er så god og heldigvis ikke skyld i noget. Den holdning breder sig imidlertid mere og mere, og resultatet er ansvarsløshed.”

Luther taler gådefuldt om, at et kristent menneske er bundet i alle ting og fri i alle ting?

”Jeg skal tage ansvar, og det binder mig. Der hører også mørke sider til min personlighed, og bestrider jeg det, er jeg også bundet, men på en anden og værre måde. Indser jeg, at de sider er del af mig - at det skabte efter faldet rummer noget problematisk - kan jeg derefter stå oprejst. Knæler jeg for Gud og beder om tilgivelse, kan jeg stå fri i alle ting. Bøjer jeg mig for Gud, behøver jeg ikke bøje mig for andre. Fri i alle ting og bundet i alle ting.”

Annette Weidhas mener, at nutiden er præget af en selvbevidsthed, som ikke er fri, men stolt og stejl.

”Man indser ikke sin ufuldstændighed. Camus og de andre eksistentialister, jeg læste meget som ung, havde endnu den indsigt, selvom de ikke troede på Gud. Men den er siden stort set gået tabt, så nu hedder det altid: 'Jeg kan ikke gøre for det.' Man bliver selvgod og selvretfærdig. Det er ikke syndsbevidstheden, der er menneskeforagtende, men tværtimod denne umyndiggørelse af mennesket, der altid betragter det som offer for omstændighederne. Luther ønsker det myndige menneske.”

Man siger gerne, at Reformationen fornyede religionen og banede vejen for det moderne Europa. Men Luther greb dog grundlæggende tilbage, nemlig til evangelierne?

”Det er sandt. Men det andet er samtidig rigtigt, for til myndiggørelsen af mennesket hørte tillige dannelse. Derfor oversatte han også Bibelen til tysk. Enhver skulle kunne læse sin Bibel på modersmålet, og alle skulle lære at læse, også pigerne. Dette slipper en enorm modernisering løs. Luther var på dette punkt mere moderne end Erasmus, som var modstander af, at den jævne bonde læste Bibelen. Luthers erklæring om, at enhver, der er døbt, også er præst og i stand til at forstå Kristi ord, er virkelig moderne. Luther ville intet lade sig foreskrive af myndigheder, og han var ikke arrogant, for den ret forbeholdt han ikke sig selv. Moderne er tillige Luthers ønske om, at Bibelen skal være åben for fortolkning og kritisk drøftelse. Det giver stødet til den oplysningstid, som skulle følge.”

Tolker man længe nok, kan man i dag nå frem til, at en tidssvarende gud ikke længere kan være den hinsidige Gud bag skyerne, men skal være dennesidig og skrives med lille. Hvordan ser du på det?

”Tager man det transcendente ud af religionen, har man ingen religion længere. Så mister man blikket for det, man skal stå over for. Alt bliver verden uden modstykke. Man afskærer sig fra overhovedet at begribe pagten som oprettet i Det Gamle Testamente og fornyet i Kristus. Mennesket skal ikke altid vises tilbage til sig selv. Det skal falde tilbage på Gud. Uden tro på, at en del af mit væsen opbevares hos Gud til en virkelig opstandelse, er det ikke kristendommen, man forholder sig til, men noget hjemmesnedkereret.”

Tidslinje: Martin Luther og reformationen. Før musen hen over grafikken og pile til navigation vil dukke op i højre og venstre side af billedet.