Barnebarn og bedstefar på Caminoen

27-årige Liv Andersson og 81-årige Bengt Christian Rasmussen tilbragte i august mere tid sammen, end de fleste børnebørn og bedsteforældre måske plejer. - Foto: Paw Gissel

Der er 54 år mellem Liv Andersson og hendes bedstefar Bengt Christian Rasmussen. I sidste måned vandrede de en del af den berømte pilgrimsrute Caminoen i Spanien sammen og fik, hvad de betegner som en spirituel oplevelse

”Hvis man skal pille det lidt fra hinanden, så kan man sige, at vi vandrede en lang tur, og det var en meget smuk én af slagsen. Men der er langt mere i det. Det er helt klart en af de bedste oplevelser, jeg nogensinde har haft,” siger 81-årige Bengt Christian Rasmussen, når han skal beskrive sin vandring på den historiske pilgrimsrute El Camino i Nordspanien.

En klassisk vandretur, som dog foregik i en mere utraditionel konstellation end mange andre af de flere tusinde mennesker, som går ruten hvert år.

Turen gik han nemlig sammen med sit barnebarn Liv Andersson. Hun er 27 år, bor på Frederiksberg i København og er ved at skrive sit speciale på statskundskabsstudiet ved Københavns Universitet. Bengt Christian Rasmussen er pensionist og bor i Holbæk på Vestsjælland. Og så brugte de to 12 dage i august sammen på at vandre de 264 kilometer ad den berømte spanske El Camino-pilgrimsrute, der går fra byen Astorga og slutter i Santiago de Compostela.

”Jeg tror egentlig, det var mig, der nævnte første gang, at jeg godt kunne tænke mig, at vandre på Caminoen. Jeg havde også talt om at gå turen med en god ven, men det blev af forskellige grunde aldrig til noget. På et tidspunkt talte jeg så med Liv, der fortalte mig, at hun også godt kunne tænke sig at gå turen,” siger Bengt Christian Rasmussen.

På flere måder var det da også ganske oplagt for lige de to at gå turen sammen. For selvom det til tider kan være svært at finde tid til at se hinanden så meget, som man måske ellers gerne vil i hverdagen, så har de to altid haft et tæt forhold, forklarer Liv Andersson.

”Vi har altid haft et godt og tæt forhold, og så har vi altid været glade for at rejse og være aktive. Det går nok helt tilbage til dengang, da jeg var fire år, hvor vi tog på skiferie sammen bare os to, fordi min lillebror på det tidspunkt var for lille til at komme med. Jeg tror, at den der glæde ved at tage på ferie sammen og være aktive til dels blev plantet dér,” siger hun.

Bengt Christian Rasmussen nikker bekræftende.

”I år blev vi så enige om, at det var nu, at vi skulle gøre det. Jeg må da indrømme, at jeg lige forinden et par gange havde i baghovedet, om benene nu kunne klare det, men nu var det altså nu og et godt tidspunkt for os begge at gøre det,” siger han.

Da beslutningen om at tage af sted var truffet i begyndelsen af foråret, gik planlægningen af turen i gang. Liv Andersson læste rejsedagbøger fra ruten på internettet og lagde derefter en plan for, hvor meget de skulle gå hver dag ud fra den tid, de havde til rådighed. Selvom de begge var meget enige om, hvordan turen skulle forløbe, skulle der dog alligevel forventningsafstemmes på enkelte punkter, inden de tog af sted.

”Liv havde til at begynde med en idé om, at vi da godt kunne sove på sovesal. Det synes jeg såmænd ikke, at der er noget galt i, men der er jeg nok alligevel i en alder, der sætter sine grænser for sådan noget,” siger Bengt Christian Rasmussen.

Derfor boede de på værelser på forskellige overnatningssteder, der lå langs ruten. Noget af det, der overraskede dem begge undervejs, var, hvor hurtigt de kom ind i en bestemt daglig vandrerutine.

”Det var spændende at opleve, hvor hurtigt man kom ind i en ny rutine dernede. Det tog ikke mere end et par dage, før vi fik en ret fastlagt rutine, hvor man stod op om morgenen, gjorde sig parat, fik smurt fødderne ind, vabelplasteret på og så enten spiste morgenmad, inden man gik ud på ruten eller efter et par kilometer,” siger Liv Andersson.

Før de tog af sted, var der ingen af dem, der var særligt nervøse for, hvordan det nu ville blive at tilbringe så mange timer sammen i næsten to uger. Og det blev da heller ikke noget problem undervejs.

”Nogle gange snakker man sammen nærmest hele tiden, og andre gange går man nogle strækninger, hvor man er mere i sine egne tanker. Det er meget forskelligt, og terrænet sætter også sine begrænsninger, for der er nogle steder ret smalt, og man kan ikke gå lige ved siden af hinanden hele vejen,” siger Bengt Christian Rasmussen.

”Der var lige nogle tidspunkter, hvor det gik ret stejlt op ad bakke, og hvor jeg også fandt ud af, at det ikke lige var på det tidspunkt, at jeg skulle spørge dig om noget,” siger Liv Andersson.

Før turen havde hun tænkt over, at turen var en mulighed for for alvor at få talt sammen, og hun var da også gået struktureret til værks.

”Jeg havde faktisk lavet en liste over ting, jeg gerne ville have, at vi skulle tale om undervejs. Den måtte jeg lige revidere undervejs, for det er jo ikke sådan, det fungerer i virkeligheden. Det var nok en lille lektion for mig i, at man ikke kan eller skal planlægge alting,” siger hun.

Hendes bedstefar supplerer:

”Vi talte meget om de grundlæggende ting i livet, familie og børn og kærligheden, ikke mindst. De der lidt tungere emner kom helt naturligt op dernede. Hvad er meningen med hele det hersens liv egentlig, og hvordan skal vi herfra? Det taler vi skam også om normalt, men her havde vi nogle virkelig gode rammer for det.”

Bengt Christian Rasmussen betegner sig selv som kristen, men det var ikke religiøse overvejelser, der lå bag ønsket om at gå turen i første omgang, forklarer han. Han vil snarere kalde turen for en slags spirituel oplevelse. Liv Andersson er enig:

”Der opstod en slags spirituel fornemmelse. Det har vi talt meget om, både dernede og senere. Det skyldes blandt andet al den venlighed, som vi mødte fra de andre på turen, samtidig med at man kommer tæt på naturen og lever et lidt mere simpelt liv i nogle uvante rammer.”

Før de tog af sted, havde de begge både læst og talt om, at det var meget almindeligt at blive følelesladet, det første stykke tid efter at man kommer tilbage fra turen på Caminoen. Og det har de begge erfaret i tiden, der er gået, siden de kom hjem. Særligt ét bestemt menneske, som de mødte på ruten, har gjort et stort indtryk på dem og er nærmest blevet en slags symbol for deres tur, fortæller Liv Andersson:

”Det var en spansk kvinde, som var helt fantastisk. Hun stod ude langs vejen ved et skur og solgte kaffe og te. Hun havde sådan en særlig udstråling over sig. En ro, en balance og en glæde. Hun gav folk en dejlig oplevelse lige derude midt i ingenting. Vi var der måske i fem minutter, men hun gjorde et kæmpe indtryk, hvor vi bagefter gik og talte om, hvor lidt materielle omstændigheder egentlig spiller ind på, hvordan man har det. Det er måske i virkeligheden en meget simpel pointe, men det er noget af det, den her tur for os begge har været med til at stille skarpt på. De der lidt tungere emner kom helt naturligt op dernede. Hvad er meningen med hele det hersens liv egentlig, og hvordan skal vi herfra?

Liv Andersson og Bengt Christian Rasmussen ved turens ende i Santiago de Compostela med 264 kilometers vandring bag sig - Privatfoto.