"Min vigtigste tanke var 'ingenting'"

Jeg tror, pilgrimsvandring er en mental pleje, som mange moderne og forjagede mennesker har behov for at lære. Det giver en tomhed og plads til nye tanker, skriver Flemming Nielsen om sin pilgrimsvandring til Santiago de Compostela

Bon Camino! lyder det hele dagen og på mange tungemål, når man bevæger sig på pilgrimsvejen mod Santiago de Compostela fra for eksempel Pamplona, som vi gjorde det i efteråret.

Vi - en gruppe luksuspilgrimme med ledsagerbus og bustransport på de længste og kedeligste strækninger - havde sat os for, at vi ville indsnuse noget af atmosfæren og udfordringen.

Hvorfor gør man det? Hvorfor pålægger man sig selv at gå op til 25 km om dagen i temperaturer, der på højsletten selv i september kan snige sig op på 35 40 grader? Hvorfor udsætte sig selv for kraftig blæst, storm og tordenregn, når man som vores gruppe er omkring de 65 i gennemsnit.

Se, det har der været god tid til at overveje både for og imod. Personligt tror jeg, at det kan være en kombination af at få at vide, hvad kan jeg klare? Hvor nysgerrig er jeg? Og så dette formentlig at gå i apostlen Jakobs fodspor.

Jeg er ikke sikker på, at det, der tæller mest hjemmefra, også er det, der tæller mest, når man efter en spadseretur i udfordrende terræn sidder til pilgrimsmessen i domkirken i Santiago.

Normalt forbinder man pilgrimsvandring med frihed enkelthed langsomhed stilhed bekymringsløshed fællesskab og åndelighed.

Jeg tror, vi alle i gruppen fornemmede noget af det hele når man sådan skal starte et sted varer det ikke mere end kort tid formentlig indenf or de første to kilometer, før gruppen er spredt i mange smågrupper den eftertænksomme har store chancer for at afgive signalet: Jeg vil gerne være alene. F. eks. havde vi en forholdsvis jævn rute på omkring 6 timer (ca. 25 km.) på højsletten, hvor vi til alle sider kun så stubmarker da stien var ukompliceret uden megen trafik og næsten vigtigere for tanken uden rullesten, var der god tid til at lade tanken få frit spillerum.

For mit vedkommende tror jeg nok, at jeg genskabte mange billeder, som jeg troede, jeg havde glemt, men som alligevel betyder noget for mig.

På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg tænkte på Jakob og de øvrige apostle, datidens kommunikationsveje og så videre. Jeg gik reelt og tænkte på, hvilken stor indsats de 12 og alle deres trosfæller har ydet for at få budskabet ud.

På den anden side føler jeg også, at min vigtigste tanke meget ofte var ingenting det gik bare derudaf med en hastighed på 4½ km i timen, og når jeg på et tidspunkt tænkte, hvad er klokken? Ja, så havde jeg måske gået i 1½ time, og jeg havde tænkt på ingenting jeg kunne i alt fald ikke komme i tanke om, hvad jeg havde tænkt på dette tror jeg, er en mental pleje, som mange moderne og forjagede mennesker har behov for at lære. Det giver en tomhed og plads til nye tanker.

Hvad har turen så givet på længere sigt, kan man spørge. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at den fælles ensomhed, det primitive i kun at have sin rygsæk, kun at snakke med sig selv, udveksle her-og-nu synspunkter, møde fremmede der hilser med overskriftens hilsen er en lise for sjælen, som man måske skal unde sig selv.

Undervejs har vi besøgt mange smukke og spændende byer, været i en del kirker og overværet et par messer, men det er ligesom vandringen, tankerne og det konstante spørgsmål, hvad gemmer sig bag det næste sving, den næste top o. s. v., der står som oplevelsens højdepunkter.

Man må heller ikke underkende den indre tilfredshed, der er i at have gennemført vi gennemførte alle uden skader og så dette til sidst at sidde i domkirken og høre pateren nævne, hvilke lande, der er repræsenteret i kirken netop nu. Jeg fik naturligvis ikke talt det, dels taler og forstår jeg ikke spansk, og dels gik det stærkt, men jeg tror, at 25 lande kan være realistisk.

Fællesskabet i domkirken ovenpå de daglige udfordringer var nok kulminationen, på noget som vi gradvist havde opbygget undervejs spørgsmålet de sidste dage var helt naturligt: Når jeg frem til kl. 12 søndag?

Hvem er så alle disse fremmede primært fodgængere, en del cyklister og ganske få ryttere? Det var og er alle typer, der tager sig denne udfordring på. Ganske unge mennesker og i stor udstrækning også modne mennesker, - grupper der kan være hjemmefra i lang tid erhvervsaktive holder sig lidt tilbage, men nogle vælger at tage turen etapevis over et antal sommerferier.

En sjov lille udfordring, som er med til skabe et vist sammenhold blandt pilgrimmene er dokumentationen for at have gennemført. Her skal man, når man når frem gennem stempler fra overnatningssteder, spisesteder eller andet i sin pilgrimsbog kunne dokumentere, at man har været der. Derfor er der en vis snak omkring kan man få stempel derinde. Spanierne tager meget afslappet og er tilsyneladende meget hjælpsomme med at stemple, når de bliver spurgt.

Hvis dette kan inspirere nogen til at tage af sted så Bon Camino.