Erfaringer fra pilgrimsvandring på Hærvejen 2008

For pilgrimsgruppen blev ”Kristuskransen” – en bede- og meditationskrans - den ledetråd, der åbnede til den indre pilgrimsvandring. At besinde sig og blive bevidst om sit forhold til Gud, sig selv og omverdenen hører med til at være pilgrim, skriver Jette Dahl. Foto: - Foto:

Min pilgrimsvandring alene blev en ganske særlig oplevelse, som jeg ikke kan sætte ord på, skriver åndelig vejleder Jette Dahl i sin beretning om en pilgrimsvandring langs Hærvejen

I begyndelsen af juni fandt en officiel åbning sted af de 10 herberger, der nu ligger langs Hærvejen fra Viborg til grænsen. Projektet med etableringen er støttet af Fonden Realdania, Friluftsrådet og kommuner langs Hærvejen. Det har i alt kostet 12 millioner kr. Det er arkitekt Andreas Blinkenberg og pilgrimspræst Elisabeth Lidell der har fået ideen efter forbillede af den gamle pilgrimsrute Caminoen i Spanien.
For at overnatte på herberger kræves der et pilgrimspas (70 kr.). Derudover er prisen 60 kr. pr. overnatning.

Min egen pilgrimsvandring med Gud
Jeg byder den nye pilgrimsrute langs Hærvejen hjertelig velkommen. Den 2.-8. august har jeg ledet en pilgrimsvandring fra Jelling Kirke til Viborg Domkirke, hvor den nye Pilgrims Centrum ligger. Interessen har været over al forventning. Jeg har måttet begrænse tilmeldingen til 25 pilgrimme. For at være fortrolig med selve ruten og se, hvordan facilliterne på herbergerne er, har jeg prøve-vandret ruten i juli, min første pilgrimsvandring alene.

For 5 år siden var jeg på en skelsættende pilgrimsvandring til Vadstena i Sverige, ledet af en svensk pilgrimspræst. Den enkelhed, det var for mig at vandre med Gud og have tid til eftertanke og refleksion, var en af bevæggrundene for, at jeg opsagde min stilling som sognepræst efter 25 års virke. Siden har jeg været optaget af kombinationen af at vandre og reflektere over mit liv i lyset af den kristen tro. Det handler bl.a. om at bryde op fra en travl hverdag og erfare værdien af de 7 pilgrimsord: langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, stilhed, frihed, spiritualitet og fællesskab.

Min pilgrimsvandring alene blev en ganske særlig oplevelse, som jeg ikke kan sætte ord på. Det står for sig selv. Men den gode stilhed åbnede til Gud og til den selvbesindelse, der er så frugtbar og givende. Det blev et dyrebart frirum til bøn, refleksion og eftertanke.
Det at bryde op fra en travl hverdag, vandrende i Guds store katedral, åbnede for det nærvær med Gud, som er min livsnerve. Strofer fra salmer, bibelvers, Kristuskransens perler, meldte sig ganske af sig selv. Taknemmelighed over livet, og hvad der dagligt gives mig, prægede min indre vandring, mere og mere, dag for dag.

Den ydre pilgrimsvandring
Den daglige vandring var for mig ca. 20 km. med rygsæk, der var minimeret til 6 kg. inkl. mad og drikke. Herbergerne ligger ikke i byer med mulighed for at købe ind, så det skal der tages højde for. Vejret spillede slet ikke den rolle, som jeg havde troet. Det både tordnede og regnede et par af dagene, men med regntøj og en plastikpose over rygsækken var det ikke noget problem. Hvor var det dejligt at nå frem til et herberg ud på eftermiddagen, få sat vand over i køkkenet og pulverkaffen frem! Jo, jeg blev glad for det, jeg til daglig tager som en selvfølge. Selve ruten var fint afmærket med den blå vandringsmand som pejlemærke hele vejen. Ham skal man holde godt øje med, hvis ikke man vil på afveje! Skiltet fortalte mig, jeg var på rette vej. Jeg mødte ikke mange pilgrimme undervejs, så det at være alene var en udfordring, men for mit vedkommende en velsignelse.

Plads til den indre pilgrimsvandring
At vandre som pilgrim kræver, at det praktiske ikke fylder for meget. Op til pilgrimsvandringen her i august har min mand derfor været medhjælper og altmuligmand undervejs. Han har stået for al indkøb af mad, bagt det daglige brød til gruppen, samt transporteret bagagen fra herberg til herberg. Kort sagt: taget sig af alt det praktiske. Når vi trætte nåede frem til et nyt sted, har han taget godt imod os. Om aftenen har han været lige så træt i benene som vi pilgrimme. Gået, stået og slæbt. Det har været en fantastisk oplevelse for os som ægtepar at dele arbejdsglæden og omsorgen for gruppen, hver på vores måde.

Kristuskransen som ledetråd
For pilgrimsgruppen blev Kristuskransen en bede- og meditationskrans - den ledetråd, der åbnede til den indre pilgrimsvandring. At besinde sig og blive bevidst om sit forhold til Gud, sig selv og omverdenen hører med til at være pilgrim.

Derfor opdeler jeg en pilgrimsdag på følgende måde:
Som optakt til dagens vandring er der morgenbøn og introduktion til dagens perle. Formiddagens vandring foregår i stilhed med fordybelse i den bøn, der følger med de enkelte perler i Kristuskransen. Det er godt at have et kerneord at vende tilbage til, når tankerne går på afveje.
Til min store glæde er kirkerne åbne langs Hærvejen. Det giver mulighed for at holde nadveren sammen med en efterfølgende meditation. Det gør vi så ofte, der er mulighed for det, før vi holder en times hvil og frokostpause.

Eftermiddagens pilgrimsvandring er til samtale med hinanden, to og to omkring dagens kerneord/perle, og hvordan den enkelte forholder sig til det. En bevidstgørelse om sig selv i mødet med en medvandrer er i sig selv klargørende. Vi bliver alle præster for hinanden. Om aftenen deler vi dagens erfaringer, og hvad der fylder. Efter ankomsten til et herberg står jeg daglig til rådighed med individuelle samtaler. Vi afslutter dagen med aftensang og bøn og går til ro senest kl. 22.

Afslutningen i Viborg Domkirke
Den sidste vandring fra herberget, Hald Hovedgård og til Viborg Domkirke (11 km) forgår i stilhed, så vi kan forberede os på at vandre ind i Viborg Domkirke. Vi går med ordet: Taknemmelighed. Langsomt nærmer byen sig og larmen melder sig. Vi er på vej tilbage til verden, men skal vende os til den.

I en lang række, trætte og fylde af ugens indtryk og oplevelser, går vi ind i Domkirken op til højaltret. Her danner vi en kreds, med ansigtet vendt mod det gyldne alter, hvor Kristus tager imod os med ordene: Jeg er vejen, sandheden og livet. Vi synger pilgrimssalmen: Dejlig er jorden. Berørte, åbne og hudløse, holder vi bagefter en pilgrimsgudstjeneste med nadver og lystænding i Domkirkens Krypt. Det er ubeskriveligt stor, en uforglemmelig oplevelse for os alle.

Til sidst samles vi i Pilgrim Centrum, hvor alle får lejlighed til at sige et afskedsord, og lidt om, hvad den enkelte tager med hjem at vandre videre med.

TAK!
Ingen er helt den samme ved begyndelsen af en pilgrimsvandring som ved afslutningen. Der sker noget undervejs. For min mand og jeg har det været al sliddet værd, måneders forberedelse og planlæggelse, samtaler, opringninger m.m. Det er en stor gave at være medvandrer og vidne til den forandring, der sker med hver enkelt pilgrim. Gud har været medvandrer og vist os vejen ved at gå foran og sige: Kom, følg mig! I den tro har vi vandret og er blevet båret af Gud og hinandens omsorg, i både smerte og taknemmelighed.

Herre, vis os din vej og giv os mod til at vandre den! (pilgrimsbønnen)

Pilgrimsvandring på Hærvejen til næste sommer
Den 1.-7. august 2009, tilbyder min mand og jeg at stå for en pilgrimsvandring fra Jelling til grænsen. Mange fra gruppen er skrevet på deltagerlisten og nye er velkomne. De 7 pilgrimsord bliver ledetråden på denne vandring.

Vi glæder os allerede!

Pax et bonum. Fred og alt godt.

Læs gerne deltagernes beretninger om pilgrimsvandringen andet sted på kristendom.dk

Læs mere om pilgrimsvandringer på www.pilgrimsvandring.dk