Efter vandring: Tunge ben, men let hjerte

Paradis opstår pludseligt i en god samtale, en fantastisk nadver ved vandet eller liggende under et blomstrende æbletræ, skriver sognepræst Kristine S. Hestbech efter en vandring på Møn

Vi drog af sted fra Havdrup Kirke søndag morgen efter pinsegudstjenesten og kørte i egne biler ned til Ulvshale, hvor temperaturen var 10 gradere lavere end i Havdrup, og en tyk tåge indhyllede hele øen.

Alt det varme tøj kom på, og vi vandrede ud mod Nyord i stille sommerregn med den nyudsprungne skov omkring os og med overgivelsen som meget stærkt nærværende. For hvornår går man ellers en hel dag i regn? Vi skynder os jo indendørs, så snart vejret bliver dårligt, men når man vandrer, er der ikke andet at gøre end at åbne op og lade regnen være en ven. Og som en af vandrerne sagde, så er farverne helt fantastiske i regnvejr. Disede og dush med en fortættethed i sig.

LÆS OGSÅ: Ord som langsomhed, enkelthed og frihed hjælper pilgrimme

Livet bliver simpelt
Når man går som pilgrim, kan man gå med et af de ord, som beskriver det at være pilgrim;

Enkelhed; vi går med vand, en madpakke og lidt ekstra tøj. Det er alt man behøver.

Frihed; Når man slipper sin tunge daglige bagage, giver man plads til at mærke, at alt der skal til for at leve, er at trække vejret.

Fællesskab: vi går af sted sammen med andre. Fremmede og alligevel kendte. For når man går i så mange timer, falder man i snak og deler en lille smule liv med hinanden.

Bekymringsløshed; når man går, går man lidt ud af sin hverdag. Man glemmer alt det, man til daglig går og bekymrer sig om. Ofte er det detaljer og bagateller, som er sket eller endnu ikke er sket. Ting og samtaler og hændelser som vi ikke kan gøre noget ved, men som kan fjerne fokus på det sted, man er lige nu. Når man vandrer bliver livet et lige nu. Alt andet preller stille af en som regnen på rygsækken.

Spiritualitet; vi går og ånder ind og ud. Nogen vandrer med en stor tro på, at Gud er nærværende i deres liv, andre bevæger sig af sted i tvivlen eller i den tro, at der ikke er mere, end vi kan se og mærke og føle på. Som pilgrimme er der plads til det hele. Vi deler vores livssyn og bliver klogere på hinanden og os selv.

Langsomhed; vi går som snegle. Tilbagelægger en strækning på to dage, det vil tage en halv time i bil at køre. Langsomheden, som vi næsten ikke har noget af i vores liv længere.

Stilhed; vi går med stilheden, så sanserne skærpes. Duftene, farverne og lydene. Når man vandrer ud i naturen, kommer man i stilheden også til at vandre ind i sig selv. Meget kommer op i stilheden; tanker og følelser, som måske er holdt lidt nede til hverdag.

LÆS OGSÅ: Enkelthed på pilgrimsvandring: Hele livet er pakket ned i en rygsæk

Man skal huske at fokusere på det vigtige
Hver pilgrim vælger et ord. Et ord som måske indeholder et ønske om at have mere af netop det. At være mindre bekymret, have større enkelhed i sit liv, måske mere tid til refleksion, i stedet for at dagene og livet går med at løbe fra det ene til det andet.

Vi valgte hver vores og gik i stilhed ud over det åbne landskab til den lille ø Nyord med de mange fugle, der ynglede og havørne, der kredsede. Vi krøb i ly i den lille rundkirke, som er en kopi af Frederiksberg kirke, og hængte vores våde tøj til tørre og spiste vores madpakker på kirkebænkene og knæfaldet, og strakte de ømme muskler ud.

Vi holdt en lille gudstjeneste med fokus på skibet, der hang ned fra loftet i midten af kirken. Vigtigheden af at huske at tætne vores sjæls båd, for ellers synker vi. At det er vigtigt at mærke, hvor man er i sit liv og tage bestik af det, så man ikke sejler af sted uden fornemmelse for retning og vejr.

Sjælen fandt ro
Turister tog plads imellem os og var med til gudstjenesten, som vi kunne se, de synes var ret speciel, med regntøj og en præst i gummisko og sweater. På Nyord er der en lille cafe, hvor man kan købe kaffe og rom fra hele verden, og der gik ikke mange minutter, så var de fleste af os samlede omkring bordene og drak os varme i både kaffen og rommen. Vi sluttede dagen på Ulvshale strand, hvor vi sad med lukkede øjne og lyttede til havets skvulp, og lod roen falde helt ind i sjælen.

Om aftenen spiste og overnattede vi tæt på den smukke Elmelunde kirke, som er tatoveret med kalkmalerier. Når man har vandret 21 kilometer, er det vidunderligt at få varm mad og rødvin til. Snakken gik, og man udvekslede plastre til vabler og massage til skuldre.

På dag to gik vi ud igennem skoven til Nordfelt gods og vandrede under store gamle kastanjetræer, der blomstrede om kap med rapsmarkerne. Ned til vandet hvor vi stillede os i rundkreds, lagde et regnslag ud på sandet og holdt nadver med et medbragt flute og en dejlig flaske portvin, mens vi sang en helt enkel salme.

Vandreren oplever Paradis på jord
Og det er det, det er. Så enkelt; at mærke, at Gud ikke blot er ord i en kirke og i en Bibel, men er det liv, du og jeg lever, når vi har overskud til at åbne os overfor det liv der er omkring os, med havet og sandet, foråret og fællesskabet. At Gud er os ligeså nær, som det mad vi spiser, og den vin vi drikker.

At Paradis ikke er et sted efter vores liv, men er til stede her og nu, når vi kan være os selv sammen med andre. At Paradis opstår pludseligt, som i en god samtale, en fantastisk nadver ved vandet eller liggende under et blomstrende æbletræ, som vi gjorde senere på dagen.

LÆS OGSÅ: På vandring: Ord at gumle på

Paradis er en måde at være i verden på, hvor du ser det store i det små, som regndråberne på løvefodens blade, nattergalens jublende sang i krattet, en kop kaffe og et stykke brownie, når man har gået 18 kilometer, og der pludselig er en, der siger noget, som man aldrig har tænkt på før.

Et ene skridt tager det næste
Alle kan gå pilgrimsvandring. Egentlig skal man bare gå ud af sin hoveddør. Men det er lettere at gøre sammen med andre. Man skal ikke kunne noget. Andet end at være åben og modtagelig og være lige præcis der, hvor man nu er i sit liv. Måske man aldrig synger. Men under de store trækroner er der noget vidunderligt ved at synge. Synge lette smukke salmer, som glider ind i sindet, og toner de farver, der fylder det.

Måske man ikke er den store fodgænger. Men det kommer. Det ene skridt tager det næste, og når man går sammen, tænker man ikke over, hvor langt man går. Og som Søren Kierkegaard sagde: "Der er ikke den bekymring, man ikke kan gå sig fra."

Måske man kommer hjem med tunge ben og ømme fødder. Men helt sikkert med et lettere hjerte og et fyldt sind.

Fred og alt godt.

Kristine Sticker Hestbech er sognepræst og panelist ved pilgrimsvandring.dk