Den slags belønninger er som bekendt ikke en del af den trosforståelse, der præger vores protestantiske kristendom. For os er en pilgrimsvandring en ny måde at udtrykke vores kristne tro på: at bevæge os gennem den skabte natur og have Gud med i tanke og bøn, så at sige: bede med fødderne - samtidig med at vi får rørt os og møder og samtaler med andre mennesker, går ind i kirker, synger en salme, og hvad der ellers ligger for.

Man behøver ikke at lægge mere i det. Som Grundtvig udtrykte det, tjener det os bedst at blive ved jorden, og det er netop, hvad man gør på en pilgrimsvandring.

Turist eller pilgrim?
Det med turisterne kontra pilgrimme kommer så ind på en underlig akavet måde: Man kan naturligvis forestille sig – hvad kan man ikke forestille sig, hvis det skal være? – at nogle tager med på en pilgrimsvandring uden at tænke Gud med i vandringen og uden at bede. Men hvem er det et problem for? For Gud? For Finn Buhl? For den enkelte, der har forvildet sig ud på en pilgrimsvandring uden egentlig at være troende? Og hvad så?

Måske kunne hin enkelte lidet troende under vandringen, i samværet med de andre pilgrimme og besøget i kirker komme nærmere til Gud. Så ville det jo være positivt. Det bringer glæde i Himmelen. Og den enkelte får forhåbentligt et rigere liv. Det kan man da som kristen ikke have noget imod…

Da jeg selv vandrede på Camino de Santiago første gang i foråret 1992, mødte jeg kun ganske få pilgrimme i løbet af de godt to uger, jeg var undervejs. Faktisk kun fire: to katalanere og en schweizer, der gik sammen, og dertil en enkelt ensom drukkenbold fra Valencia. Langt det meste af tiden gik jeg mutters alene.

Gåsegang og grisefest
Nu går man undertiden nærmest i gåsegang sammen med titusinder andre. Samtidig er faciliteterne på vejen blevet udbygget til at kunne imødekomme de mange pilgrimmes behov. Caminoen er blevet et marked. Ind imellem møder man grådige handlende på jagt efter en hurtig profit. Og ind imellem vandrere, der opfører sig, som om de var til grisefest på Mallorca. Det er nu ikke svært at holde sig fri af disse uheldige eksemplarer. Man kan for eksempel sætte sig ned og vente med at gå videre, til de er kommet tilpas langt nok væk.

Måske er det de folk, som Finn Buhl er blevet så vred på? Jeg forstår også, at han har set sig sur på folk, der får transporteret deres rygsække, når de vandrer på Caminoen. Det rejser så spørgsmålet om, hvor mange kilo, der skal slæbes for at man kan kalde sig rigtig pilgrim? Og om en særlig tung rygsæk er udtryk for en særskilt dyb kristentro? Det gælder i hvert fald ikke, når vi vandrer en dag eller to med udgangspunkt i en kirke her i landet. Der kan vi nøjes med at bære madpakken. Hvilket næppe gør os til hverken mere eller mindre ’pilgrimme’.

Som kristent menneske forsøger jeg at elske Gud og min næste som mig selv og ikke at dømme andre. Det sidste gælder også folk, der er optaget af netop at dømme. Sommetider er det svært. Så beder jeg om tilgivelse.

Henrik Friediger er formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme