Mange mennesker genfinder hverdagstravlhedens tabte ånd i pilgrimsvandringens langsommere tempo. Vandringen får en åndelig og især en sjælesørgerisk betydning, skriver lektor Else Marie Wiberg Pedersen

Fredag d. 13. januar havde jeg arrangeret et teologisk pilgrimsseminar på Aarhus Universitet, hvor vi behandlede emner som ”Global kristendom på rejse”, ”Pilgrimskirken – mellem teologi og turisme” og ”Luther og pilgrimstanken”. Seminaret tiltrak, datoen til trods, omkring 170 mennesker, hvoraf de 25% var præster i folkekirken.

Der er stigende interesse for pilgrimsvandring
Siden cirka år 2000 har et stigende antal mennesker, både troende og ikke-troende, gået pilgrimsvandringer rundt om i Europa. I takt hermed er der publiceret et utal af bøger om pilgrimsvandringer og pilgrimssteder.

Især er der udkommet en del guidebøger og personlige beretninger af forskellig art og kvalitet, og selv fjernsynet har designet en julekalender over vandringen mod Santiago de Compostella i Nordspanien.

Men der er også publiceret mange historiske og religionshistoriske artikler og bøger foruden empiriske, religionssociologiske studier. Her kan vi læse om de historiske beretninger og personer fra forskellige steder; og diskussioner af pilgrimmen som fænomen, og hvorvidt der tale om autentiske religiøse udtryk eller udtryk for noget helt andet som almindelig nysgerrighed.

I de seneste år har man ikke mindst diskuteret, hvorvidt pilgrimsfærd er blevet en moderne form for – i øvrigt sekulær - turisme, hvor ellers religiøse mål i form af helligsteder eller indre ro er transformeret til nye eksotiske turistmål i jagten på at finde terra incognita, det ukendte land?

Pilgrimsvandring er blevet kommercielt
Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skelne mellem den egentlige pilgrim og turisten. Om den ”autentiske pilgrim” findes? Uanset om man følger Via Dolorosa, Jesu smertens vej til Golgatha, i Jerusalem med de nu 14 stationer etableret af franciskanerne; ruten i Jesu fodspor fra fødsel til himmelfart; til Peterskirken i Rom, til Lourdes eller til Santiago de Compostella, er det umuligt at udskille en pilgrimsfærd i ren form fra en eller anden form for turisme.

Ingen af stederne kan siges at koncentrere sig om en blot religiøst båret frelsesøkonomi. Tværtimod er de i langt højere grad præget af pengeøkonomi – med alle deres moderne relikvier i form af souvenirs og hele den industri, som er vokset frem omkring helligstederne (for eksempel er Lourdes vokset fra fattig landsby til en veritabel ”industri” med sanatorier og souvenirboder; og senest har Israels turistministerium gjort et fremstød for en kristen pilgrimstur i Det hellige land).

Hvor er den autentiske pilgrim?
På samme måde lader det sig ikke gøre at finde frem til den ægte eller autentiske pilgrim, for den ægte eller autentiske pilgrim er i fysisk forstand en konstruktion, som kolliderer med de faktiske omstændigheder omkring pilgrimstanken og traditionen (jf. Martin Fog-Nielsen i Pilgrimsspor, s. 65-77).

Er man en mere autentisk pilgrim, hvis man går med oppakning end hvis man cykler, når man betænker, at Gregor af Nyssa kørte i hestevogn på sin færd i Jesu fodspor? Nej, der er pilgrimme af alle slags, og folk går, cykler eller kører ruterne af forskellige grunde.

Uanset hvordan man anskuer pilgrimstanken som fænomen, så har pilgrimsvandringer i det seneste årti fået en revival, åndeligt såvel som fysisk, også i lutherske kirker. Frem er pludselig vokset en pilgrimsteologi, som omfatter åndelige vejledning og retræte, selv inden for den danske folkekirke, hvor udbuddet af pilgrimsvandringer, mentalt og fysisk, er hastigt stigende. Hvad det ovennævnte seminar vidner om.

Menigheden vil ikke længere være passiv
Jeg vil hævde, at den nye bølge af pilgrimsvandringer har hager ind i gammel pilgrimspraksis og pilgrimsforståelse, selvom der i sagens natur er mange forskelle.

Men jeg ser den nye bevægelse som en re-traditionalisering. Man skaber noget nyt ud af det gamle og finder et religiøst udtryk, der passer til vor tid og den hverdag, det senmoderne og dynamiske menneske er stillet i.

Mit teologiske signalement er derfor, at der er tale om en reaktion på en overintellektualiseret folkekirke, hvor prædikenen og ordets teologi koncentreret i søndagens højmesse mellem kl. 10 og kl. 11 (samt i en række andre gudstjenester) har fået så uforholdsmæssig stor en plads, at der ikke er plads til andet end en meget passiv menighed.

Mange efterlyser praksis
Og mens denne ordets teologi passer en lille intellektuel elite godt, så er den ikke tilpasset folkekirkens største medlemsskare af veloplyste og aktive mennesker, som ikke bare vil den intellektuelle og abstrakte ordstrøm, men også en praksis.

Her byder pilgrimsvandringen på en aktiv handling og masser af krop til at bære ånden, eller at genfinde den i hverdagstravlheden tabte ånd i vandringens langsommere tempo. Vandringen får en åndelig og især en sjælesørgerisk betydning.

Jeg tror, det snarere er her i spørgsmålet om ordets teologi over for en praktisk teologi, vi skal finde forklaringen end i den snart fortravede forklaring om individualisme og egoisme.

For hvis det individuelle var forklaringen, hvorfor går pilgrimmene så i flok og opbygger deres nye fællesskaber af fod- og knæsmerter og dagens tilbagelagte distancer?

Her genfinder man måske ikke bare sig selv men også, sammen med ”turisterne”, et fællesskab af den lidelse, som Luther satte fokus på med sin korsteologi? Der er dog i folkekirkelig sammenhæng behov for, at spørgsmål som disse analyseres, såvel som behov for at en egentlig pilgrimsteologi gennemtænkes i forhold til ritualer og kirkesyn.

Else Marie Wiberg Pedersen er lektor i teologi ved Aarhus Universitet