I kristen sammenhæng har vandringer til Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela op gennem historien været de vigtigste pilgrimsmål, selvom man i middelalderen vandrede til stort set ethvert sted, hvor der var noget at vandre til: Eksempelvis har man indtil ca. år 1580 vandret til Bistrup lidt uden for Roskilde, fordi kirken i Bistrup havde en hosti, som efter sigende var gennemvædet med blod dryppet ned fra krucifixet, og derfor kunne helbrede syge … troede man!

Efter reformationen fik biskop Peder Palladius resolut revet både kirken og hele landsbyen ned. Landsbyens beboere blev tvangsforflyttet til Sankt Jørgensbjerg, som var nabolandsby til Bistrup. I dag ligger Sankt Hans Hospital i stedet på området. Reformatorerne betragtede helgendyrkelse og relikvier for det rene djævlens værk, og pilgrimsvandring blev i realiteten forbudt i hele den lutherske kirke: De kristne skulle, i stedet for at spilde tiden med at vandre rundt på landevejene, passe deres arbejde på hverdagene og kunne så gå i kirke om søndagen. At passe sit arbejde kaldte Luther ligefrem ”hverdagens stille andagt”.

Rendyrket turisme
Nu er pilgrimsvandring så igen blevet acceptabelt i vores protestantiske del af verden, men desværre i en form, der for flertallets vedkommende udelukkende antager karakter af rendyrket turisme.

Men sådan behøver det ikke at være! Man kan sagtens være en god rettroende protestantisk kristen og gå rigtig pilgrimsvandring … også uden det ender i ”katolsk” helgen- og relikviedyrkelse.

Man kan vandre med ORDET: Når man vandrer, er man nemlig på det praktiske plan nødt til at underordne sig ENKELTHED og YDMYGHED, for livet på vejen med alle tilværelsens fornødenheder pakket ned i en rygsæk er så enkelt og ligetil: Man skal blot fra ét sted til et andet. Man skal have noget at spise og drikke, og man bliver så taknemmelig over - ved dagens slutning - at få en seng at sove i, når man er træt og udaset efter mange kilometers vandring, at man faktisk oprigtig bliver ydmyg.

Dette enkle liv burde smitte af på vores sind, som ellers er fyldt op med alle mulige spektakulære tanker og teorier, for i kristendommen taler vi om ”det hele menneske”: Dette – at vi er ”hele mennesker”, og krop og sind ikke to adskilte dele, men tilsammen sjæl - gør at sindet kopierer eller spejler sig i kroppens adfærd. Bliver sindet derfor ikke enkelt og ydmygt på en pilgrimsvandring, skyldes det helt sikkert, at kroppens enkelthed og ydmyghed blot er påtaget, at turisten blot leger pilgrim.

Sindets afspejling af kroppens vandring
”For således elskede Gud verden, at Han gav Sin Enbårne Søn for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. ( Joh. 3.16 ) Så enkelt kan det formuleres: Dette er NÅDEN fra Gud, at Hans ORD blev KØD og tog bolig iblandt os og døde, for at vi kan leve. DETTE er det enkle og ydmyge, sindet bør rumme på en rigtig pilgrimsvandring, hvis sindet oprigtigt kopierer og spejler sig i kroppens enkle og ydmyge levevis på vejen. Vandring med ORDET er at genrejse TROEN.

Men naturligvis påvirker det én at vandre i fremmede kulturer: Man skulle da være et skarn, hvis man gik upåvirket tværs hen over Nordspanien med skyklapper på. Jeg er derfor også selv samtidig turist og pilgrim, når jeg går på Caminoen. Jeg er bare ikke kun turist! Og sådan har pilgrimmene i middelalderen naturligvis også været både turister og pilgrimme på samme tid, selvom begrebet ”turist” ikke var opfundet dengang.

Middelalderens pilgrimme – uanset om de gik på grund af påtvunget eller selvvalgt bod – har helt sikkert suget til sig, imens de gik, suget til sig i samværet med andre pilgrimme fra andre lande. Efter den udståede bod, er de vendt hjem med nye tanker og ideer. De har bragt forandring med sig udefra. De har inspireret til spændende udvikling … og gik det, som det var meningen, kom de såmænd også hjem som gode kristne!

Når jeg vandrer til Sankt Jacob, så er det ikke for på ”katolsk manér” at lade Sankt Jacob gå i forbøn for mig, ikke fordi jeg på ”katolsk facon” opfatter Sankt Jacob som mellemmand mellem mig og Kristus, for kun Kristus er ”Døren til Gud”, men fordi Sankt Jacob er gen-kristneren:

Ifølge legenden - som nok ikke er så troværdig, så det gør noget, men alligevel som symbol har stor værdi – ja, så ikke alene kristnede Sankt Jacob Galicien, men engang under den mauriske besættelse af Den Iberiske Halvø skulle han være blevet set på en hvid hest, med et draget sværd der lignede et kors, ridende i skyerne oppe på himlen om natten forud for et slag mellem de kristne og maurerne, og siden dette mirakel vandt de kristne slag efter slag, og smed til sidst maurerne på porten. Derfor er Sankt Jacob Spaniens skytshelgen.

Han er ganske enkelt Spaniens gen-kristner. Moderne sekulariserede mennesker har om nogen brug for at blive gen-kristnet! Sankt Jacob er Jesu Kristi apostel og altså udsendt for at forkynde ordet: ”Dine synder er tilgivet dig" ( Mark. 2.5, Luk. 5.20 og 7.48) Det ord er værd at lytte til. Det ord er værd at vandre på. Det skal runge i vores ører, for hvert skridt vi går. Så bliver vores vandring en rigtig pilgrimsvandring og ikke tam turisme … for så beder vi med fødderne!

Finn Buhl er formand for Roskilde Pilgrimsforening