Spørgsmål:
Hvad var tanken bag pilgrimsvandring i middelalderen? Rejste mange danskere af sted på pilgrimsfærd i middelalderen?

Adskiller moderne pilgrimsvandring sig fra middelalderens bodsvandringer? Kan man sige, at den nye pilgrimstradition har rødder i middelalderens pilgrimstankegang?

Svar:

Tanken bag middelalderens pilgrimsvandring
Vores første beretning om pilgrimsfærd er fra senantikken: En rig kvinde fra Vesteuropa tager til Palæstina og Sinai for at opleve de steder, hvor Jesus levede, men også hvor det israelske folk vandrede i ørkenen og hvor Moses fik overrakt De Ti Bud. Med andre ord: pilgrimsfærd kan være fokuseret på Jesus liv og død, men ligeledes på andre mennesker og begivenheder i Frelsens historie.

Fra omtrent 700-tallet begynder vi at finde vidnesbyrd om pilgrimsfærd til helgengrave, som Rom, hvor apostlene Peter og Paulus menes at være begravet, og Santiago de Compostela, hvortil apostlen Jakobs lig skulle være bragt.

Tanken er, at nærhed til en helgens ben betyder muligheden for en specielt fremvisning af Guds magt, der formidles gennem helgenen. Der er enighed om, at helgenen kan bistå mennesker når og hvor som helst, men helgenens gravsted besidder en særlig åndelig magt.

Rejste mange danskere afsted?
Ja, formodentlig flere og flere i løbet af middelalderen. Antallet af Ib-skaller der er blevet fundet ved Sankt Laurentii Kirke (Stændertorvet, Roskilde) bevidner, at mange danskere tog til Santiago de Compostela og fik overrakt denne bekræftelse på deres rejse og havde den med sig i deres grav.