Hun blev nu tæt knyttet til det svenske hof som dronning Blankas nærmeste rådgiver, og kong Magnus Eriksson fik regelmæssigt at vide af Birgitta, hvad Guds mening var om hans regering.

Birgittas åbenbaringer og syner blev nu nedskrevet af en Petrus Olofsson, som var klosterleder. Han nedskrev åbenbaringerne på latin, som Birgitta så efterkontrollerede.

Birgitta omgav sig nu med en kreds af lærde munke og biskopper, med hvem hun drøftede sine åbenbaringer. Ofte var det Kristus, jomfru Maria eller en helgen, der talte til hende, når hun var alene i bøn. Men åbenbaringerne kunne også komme til hende på rideture eller under vandringer.

Birgitta havde planer om grundlæggelse af et kloster i Vadstena. Kong Magnus lovede at støtte byggeriet, men hendes kritik af hans regering førte til et brud, og klosterprojektet blev midlertidigt indstillet. Birgitta rejste nu til Rom for derfra at virke for pavens tilbagevenden fra Avignon og for at få sin klosterregel godkendt.

I Rom tog hun ophold i en bolig på Piazza Farnese (det nuværende Casa di S. Brigida), hvor hun levede et klosterlignende liv. I 1367 kom pave Urban V til Rom og godkendte hendes klosterregel.

Efter en udmattende pilgrimsrejse til Jerusalem døde Birgitta. Og hendes datter Katarina og sønnen Birger sørgede et par år efter for få hendes legeme bragt til Vadstena, hvor hun havde ønsket at blive begravet. Det blev et triumftog. Klosteret i Vadstena var færdigbygget og godkendt af paven. Og her blev hun gravsat. Klosterets første leder blev datteren Katarina.

Birgittas kloster i Vadstena blev et meget rigt og betydningsfuldt kloster. I 1400-talelt havde klosteret stor politisk og religiøs indflydelse. Her var et stort bibliotek, hvoraf der stadig er o. 500 håndskrifter bevaret. I 1430 indviedes en stor, smuk kirke i den stil, der blev birgittinerordenens, dvs. en treskibet hallekirke.

Birgittas tidligere medarbejdere gjorde i de følgende år en afgørende indsats for at samle og udgive hendes skrifter med åbenbaringer, syner og bønner. Den mest kendte bøn er hendes pilgrimsbøn:

”Herre, vis mig din vej,
og gør mig villig til at vandre den."

Vadstena kloster
Snart opstod der en by omkring klosteranlægget og pilgrimstrømmen blev overvældende. Imidlertid fik klosteret en noget omtumlet skæbne. Efter reformationen mistede klosteret således det meste af sin ejendom.

Klosteret blev helt ophævet i 1595 og tjente dernæst om hospital. I dag står kirken og en stor del af det oprindelige klosteranlæg tilbage. Et nyt kloster blev grundlagt i byen i 1935.

I 1545 blev den kongelige fæstning opført som en firkantet borggård omgivet af en kraftig mur og voldgrave. Ti år senere blev fæstningen ombygget til et slot og fungerer i dag som museum.

Vadstena som pilgrimsmål
Den nuværende by har stadigt bevaret sit middelalderlige præg. Der er etableret et pilgrimscentrum ved den store klosterkirke. Pilgrimscentret indbyder til vandringer, retræter, bønsliv, samtaler om religion og livsholdning, hvile og rekreation for den enkelte og for grupper.

I Vadstena arrangeres der fælleskirkelige møder og seminarer om pilgrimsteologi. Vadstena er som i senmiddelalderen fortsat et levende kirkeligt centrum og brugt pilgrimsmål.