Turistens ydre rejse går fra a til z, horisontalt. Pilgrimmen derimod har den vertikale dimension med: indad og opad, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

På en sognerejse til Det hellige Land i 1998 var vi ude og sejle på Genezareth Sø. Båden var efter sigende bygget som en kopi af de fiskerbåde, disciplene og Jesus havde sejlet i. På turen læste vi beretningen om Jesu vandring på søen (Matthæusevangeliet 14, 22-33) og prøvede at leve os ind i situationen omkring år 30 e.Kr.

Ved landgang gav kaptajnen os et fornemt stykke papir, der ”autoriserede” os til at bære titlen ”Jerusalem-pilgrim”. Dokumentet var underskrevet af såvel Israels turistminister som Jerusalems borgmester. Jeg husker, at jeg følte det upassende, for vi var slet og ret turister og ønskede ikke at blive prakket en antikveret titel på.

Vigtigste souvenir: Velsignelsen
Nu har ordet fået en yderst positiv klang for mig, og min vigtigste identitet er at være pilgrim. I forbindelse med foredrag får jeg ofte stillet spørgsmålet: "Hvad er egentlig forskellen på en turist og en pilgrim?"

Grænsen er naturligvis flydende, men jeg plejer at svare noget i denne retning:

• Turistens ydre rejse går fra a til z, horisontalt. Pilgrimmen derimod har den vertikale dimension med: indad og opad. Det, der gør en vandring til en pilgrimsvandring er, at vi beder og holder gudstjeneste sammen. Eller sagt på en anden måde: Som pilgrimme bevæger vi os i troens dimension.

• En turist har ofte ting med hjem, souvenirs og fotos. Om en pilgrim siger man, at pilgrimmen kommer hjem med velsignelsen - og en ændret livsstil.

• En turist bruger som oftest en masse penge, mens pilgrimmen lever enkelt med vægt på livets gratis gaver: naturen, mødet med andre mennesker, kirkekunsten og så videre.

Med andre ord: man bevæger sig fra at være tilskuer til at blive deltager i livet. Pilgrimmen er indstillet på transformation, det vil sige at ændre personligheden og relationerne til andre mennesker.

De fleste mennesker rejser hjem fra pilgrimsvandring mere ubekymrede og har lært at tage tingene, som de kommer – i tillid til, at man får den hjælp, man har brug for.

Pilgrimmen går sig til mere tro
Som pilgrimspræst glæder jeg mig allermest over, at pilgrimmene som regel går sig til mere tro. Undervejs får folk lejlighed til at sætte ord på ”det med Gud” i samtaler med andre vandrerne, og vi får daglige doser af forkyndelse.

En helt ny åndelig dimension kan tage sin begyndelse, og for mange er det starten på en religiøs praksis med bøn og kirkegang. Hvordan hjælper man turister til at blive pilgrimme? Det er en vigtig opgave for mig som pilgrimspræst.

Udfordringen ligger altid i at integrere pilgrimserfaringerne i hverdagen. Nogle gange lykkes det. Således skrev en deltager fra en vandring disse opløftende ord til mig:

"Jeg har det vældig godt og er stadig helt opfyldt af ånden fra pilgrimsvandringen. Det blev en åbning af mit sind, som jeg har søgt længe, men også ubevidst har strittet imod. Nu har jeg lagt bekymringerne fra mig og vover at tage imod alle Guds gode gaver. Det er fantastisk! Jeg er så glad og taknemmelig over den lethed, der er kommet ind i mit liv. Jeg går min egen pilgrimstur hver fredag formiddag. Den varer 3-4 timer og går rundt i skoven og ned til stranden, hvor jeg går i vandet."