Tidligt i mit liv fik jeg foræret en børnebog om "Guds lille fattige" fra Italien: Frans, som vandrede omkring i naturen, talte med fuglene, hjalp de syge, boede i huler og levede et enkelt liv. Sådan har Frans af Assisi siden min barndom formet mit kristne livssyn, og jeg glæder mig til at vandre i hans fodspor sammen med andre pilgrimme.

LÆS OGSÅ:"Den første sande Kristus siden Kristus"

Et blik på Frans' bevægede liv viser, at bøn har at gøre med livet. Den, som lærer at bede, lærer derfor også at leve, at give sin tilværelse en trosorientering. Kristen tro er ikke en lære, men en livsform. Frans var fattig i det ydre, men rig indvendig; fattig på ejendom, men rig på liv. Han glædede sig over naturen, Guds skaberværk med himlens fugle og markens liljer. Han praktiserede en enkel livsstil og forstod at glæde sig over nuet. Egentlig har man jo ikke brug for særlig meget for at leve et tåleligt og godt liv. Livets rygsæk må ikke indeholde for meget, for så bliver det for tungt at gå. Hvis man samler for meget sammen, kræves der mere og mere energi for at kontrollere, samle og spare. Det bedste og meste i livet er gratis! Det bliver vi mindet om på en pilgrimstur.

Efterårets vandring starter i den hellige dal, i grotten i Greccio, hvor Frans sammen med lokale beboere satte historiens første julekrybbe op. I fællesskab vandrer vi cirka 15 kilometer dagligt i naturskønne omgivelser på små stier, i bjerg- og skovområder, gennem olivenlunde og små middelalderbyer, mens vi glæder os over skaberværket. Terrænet er middelsvært, og på den første del af ruten vil der forekomme en del stigninger. Undervejs vil daglige meditationer og gudstjenester i "Vorherres grønne katedral" hjælpe til at fremme den indre vandring. Vi slutter vandringen i den hellige stad, i Peterskirken, hvor Vatikanets pilgrimspræst vil modtage os.

Frans' enkle og ydmyge liv i bøn kan provokere, inspi- rere og sætte spørgsmålstegn ved vores egen trospraksis og livsstil. Efter vandringen i fjor udtrykte én af pilgrimmene sig sådan: "Jeg har nydt fællesskabet, humoren i gruppen og de daglige input, som har givet skub til den indre vandring. Nu ved jeg, hvilken vej jeg skal gå i mit liv!". For som pilgrim vender man ikke hjem med en masse souvenirs, men forhåbentlig med en ny indsigt om sig selv, andre mennesker og "det med Gud".

bagsiden@k.dk