Så var den der igen. Den sælsomme påstand om, at moderne pilgrimsvandring lader sig forene med evangelisk-luthersk kristendom. Påstanden stod denne gang at læse i en kronik i denne avis den 13. september. Kronikken var skrevet af pilgrimspræst Anette Foged Schultz, og den bar overskriften "Pilgrimsvandring i en evangelisk-luthersk sammenhæng".

I et forsøg på at anerkende gudstjenestens centrale betydning i en evangelisk-luthersk sammenhæng satte kronikken lighedstegn mellem pilgrimsvandring og kirkegang – altså at en pilgrimsvandring skulle være lig med det at rejse sig fra morgenkaffen og rundstykkerne søndag morgen og gå til kirke og efter gudstjenesten traske hjemad igen.

Det lød nærmest som en spøg. Som om ordet "kirkegang" i evangelisk-luthersk sammenhæng lægger nogen som helst vægt på den fysiske udfoldelse, der består i at vandre frem og tilbage fra kirke.

Jeg kunne i samme spøgefulde boldgade spørge min nabo: "Går du i kirke?", hvortil han kunne svare: "Nej, jeg kører på cykel!". Eller: "Går du til alters?", "Nej, jeg løber derop."

At gå i kirke er luthersk forstået at være til stede, der hvor evangeliet forkyndes. Det drejer sig om faktisk tilstedeværelse. Kirken er ikke et helligsted, man individuelt eller i grupper af ligesindede vandrer imod. Kirke og menighed er noget, man er, der hvor evangeliet prædikes – i nærvær og nutid – i fællesskab med de andre forsamlede og med Gud. Hvordan man så end kommer til og fra kirkebygningen, eller hvor evangeliet om Kristus ellers lyder, er sagen aldeles uvedkommende.