For mit vedkommende tror jeg nok, at jeg genskabte mange billeder, som jeg troede, jeg havde glemt, men som alligevel betyder noget for mig.

På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg tænkte på Jakob og de øvrige apostle, datidens kommunikationsveje og så videre. Jeg gik reelt og tænkte på, hvilken stor indsats de 12 og alle deres trosfæller har ydet for at få budskabet ud.

På den anden side føler jeg også, at min vigtigste tanke meget ofte var ”ingenting” – det gik bare derudaf med en hastighed på 4½ km i timen, og når jeg på et tidspunkt tænkte, hvad er klokken? Ja, så havde jeg måske gået i 1½ time, og jeg havde tænkt på ingenting – jeg kunne i alt fald ikke komme i tanke om, hvad jeg havde tænkt på – dette tror jeg, er en mental pleje, som mange moderne og forjagede mennesker har behov for at lære. Det giver en tomhed og plads til nye tanker.

Hvad har turen så givet på længere sigt, kan man spørge. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at den fælles ensomhed, det primitive i kun at have sin rygsæk, kun at snakke med sig selv, udveksle her-og-nu synspunkter, møde fremmede der hilser med overskriftens hilsen er en lise for sjælen, som man måske skal unde sig selv.

Undervejs har vi besøgt mange smukke og spændende byer, været i en del kirker og overværet et par messer, men det er ligesom vandringen, tankerne og det konstante spørgsmål, hvad gemmer sig bag det næste sving, den næste top o. s. v., der står som oplevelsens højdepunkter.

Man må heller ikke underkende den indre tilfredshed, der er i at have gennemført – vi gennemførte alle uden skader – og så dette til sidst at sidde i domkirken og høre pateren nævne, hvilke lande, der er repræsenteret i kirken netop nu. Jeg fik naturligvis ikke talt det, dels taler og forstår jeg ikke spansk, og dels gik det stærkt, men jeg tror, at 25 lande kan være realistisk.

Fællesskabet i domkirken ovenpå de daglige udfordringer var nok kulminationen, på noget som vi gradvist havde opbygget undervejs – spørgsmålet de sidste dage var helt naturligt: ”Når jeg frem til kl. 12 søndag?”

Hvem er så alle disse fremmede primært fodgængere, en del cyklister og ganske få ryttere? Det var og er alle typer, der tager sig denne udfordring på. Ganske unge mennesker og i stor udstrækning også modne mennesker, - grupper der kan være hjemmefra i lang tid – erhvervsaktive holder sig lidt tilbage, men nogle vælger at tage turen etapevis over et antal sommerferier.

En sjov lille udfordring, som er med til skabe et vist sammenhold blandt pilgrimmene er dokumentationen for at have gennemført. Her skal man, når man når frem gennem stempler fra overnatningssteder, spisesteder eller andet i sin pilgrimsbog kunne dokumentere, at man har været der. Derfor er der en vis snak omkring – kan man få stempel derinde. Spanierne tager meget afslappet og er tilsyneladende meget hjælpsomme med at stemple, når de bliver spurgt.

Hvis dette kan inspirere nogen til at tage af sted – så ”Bon Camino”.