Vi vandrede af sted - kilometer efter kilometer, det blev til 120 i alt, fra Jelling til Viborg. Den ydre vandring altså!

For det blev også en lang indre vandring. Den gik fra min vugge til min grav. I tid altså!

Desuden fik jeg dybde i vandringen, og det kan kun Guds nærvær gøre - sammen med 24 dejlige medvandrere. Der blev pløjet dybe furer - ikke på Hærvejen, men i vore hjerter. Hvordan kan det ske? Kun Gud kan svare.

Alligevel prøver jeg at komme med min version:

Vi gennemgik Kristuskransen med dens perler, og de ord Martin Lönnebo har knyttet til hver enkelt af dem. Ord, der ikke bare er ord, men sandhed, ja meningen med mig og mit liv.

Gudsperlen for eksempel; den største perle og guldbelagt. Den begynder jeg med hver gang, og dens ord er: “Gud, du er grænseløs, du er nær, du er lys, og jeg er din.”

Sådan en virkelighed kan jeg sagtens gå med i stilhed i timevis. Den bærer mig og beriger mig, uden at jeg nogensinde kan forstå den fuldt ud. Men jeg har fået den, for at dens virkelighed kan trænge ind i min sjæl og blive min virkelighed.

Ligeså med de øvrige perler: Jegperlen, Dåbsperlen, Stilhedsperlerne, Ørkenperlen, Bekymringsløshedens perle, Kærlighedsperlerne, Hemlighedsperlerne og Opstandelsesperlen. De er alle fyldt med symbolik i størrelse, form, farve, antal og ord knyttet til. Det er ord, jeg kan meditere over - længe. Fordi de er sande, også for mig.

Jette Dahl læste hver dag en bibeltekst, som belyste perlens ord, og gav os nogle gode billeder på meningen. For eksempel billedet med vores indre som et slot og en trone. Den trone er Guds og hans alene. Hvem eller hvad har jeg sat på tronen? Jeg kan godt komme i tanker om noget i mit liv, der har fået for stor plads. Derfor er det fantastisk, når Gud kommer til mig for at få sin plads - på min trone. Det gjorde han på pilgrimsvandringen.

Sammen med mine medvandrere, der var åbne for mig og min smerte i livet, oplevede jeg en “holden om” mig som den, jeg er. Tak for det, venner! Det vil jeg gerne overføre på selve billedet på perlen: Et sandkorn lagt ind i en muslingeskal, er smerte, men det bliver til en perle, noget værdifuldt! Sådan tror jeg på, at min smerte i livet kan blive til noget meget værdifuldt.

Efter “hele oplevelsen” vil jeg sige ligesom Emmausvandrerne -en tekst, Jette læste i domkirken: “Brændte vore hjerter ikke i os?” (Luk 24,32).

Hanne Ryberg