Af Gordon |
30. juni 2007
Jeg oplevede en fantastisk stemning med flere tusinde troende samlet på samme sted, duften af masser af tændte honningduftende vokslys og lyden af stille gregoriansk korsang ud over pladsen foran kirken og kapellerne, skriver Gordon i Kristendom.dks læserforum
Jeg, en katolik, har netop været på en pilgrimsrejse til Fatima i Portugal.
Det er et sted, hvor Jomfru Maria i 1917 skulle have vist sig for tre fattige hyrdebørn og være kommet med nogle åbenbaringer om blandt andet 2. Verdenskrig, Sovjetimperiets fald og attentatet på paven i 1981. Hun opfordrede, til at man dagligt bad rosenkransen.
Udover forskellige andagter og messer og den daglige rosenkransbøn med procession hver aften deltog vi også i en korsvejsandagt, som ellers mest bruges i fastetiden fra askeonsdag til påske. Det gav utrolig inspiration. "
Det er så let at lægge kors på andre, men tungt det er med korset selv at vandre"...
Vi reflekterede over de 14 stationer på korsvejen, blandt andet: Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset. Er vi selv med til at bære andres kors?
Veronika rækker Jesus svededugen og går dermed imod strømmen. Tør vi selv det, og være åbenlyst kristne, selvom det ikke "moderne"?
Jesus møder de grædende kvinder, trøster dem og siger, at de ikke skal græde over ham, men over sig selv. Har vi selv lettere ved at se andres fejl og ulykke end den suppedas, vi selv er havnet i? At se tornen i den andens øje frem for bjælken i vort eget øje?
Kristus klædes af, før han bliver korsfæstet. Er du selv med til at klæde andre af i overført betydning, at udstille dem og røbe deres inderste hemmeligheder? Det var bare nogle af reflektionerne ved vores andagt.
Der var en fantastisk stemning med flere tusinde troende samlet på samme sted, duften af masser af tændte honningduftende vokslys og lyden af stille gregoriansk korsang ud over pladsen foran kirken og kapellerne.
Udover en fantastisk oplevelse på stedet, følte vi os opløftet og utroligt inspireret i vort videre åndsliv.
Må Guds fred være med jer alle.
Gordon
Hvis du vil dele en oplevelse fra dit trosliv med Kristendom.dks læsere, kan du skrive et indlæg i vores forum for erfaringsudveksling her.