Pilgrimspræstens dagbog: Blandt andre toldere og syndere i Trondheim

Hver sommer er pilgrimspræst Elisabeth Lidell vikar i Nidaros Domkirke i Trondheim i Norge. Her modtager hun pilgrimme og får indsigt i mange menneskers livshistorier. Læs hendes dagbog fra opholdet her

Efter to dejlige pilgrimsvandringer på henholdsvis Hærvejen i Jylland og Chemin de Saint Jacques i Sydfrankrig er jeg nu taget til Pilgrimsgården og Nidaros Domkirke i Trondheim for at virke som pilgrimspræst i juli måned. Det skal blive godt at hvile bentøjet og i stedet tage imod pilgrimmene.

Det er otte år siden, min mand og jeg kom vandrende hertil over Østerdalsleden, og siden har jeg vikarieret her i højsæsonen. Netop i juli måned kommer de fleste pilgrimme vandrende til Nordens største pilgrimsmål, Nidaros Domkirke, som er bygget over Olav den Helliges grav. 

På flyveturen i aftes havde jeg sat mig i venstre side for at kunne følge aftensolen på vej mod de lyse nætter i nord. Desværre var skydækket tæt, så først ved landing kunne jeg se de saftiggrønne marker i Trøndelag. Buschaufføren fortalte, at man de sidste par døgn har haft tropenætter (det vil sige over 20 grader om natten), ligesom vejrudsigten peger på 28 grader!

Chaufføren talte udpræget trøndersk; en dialekt, som jeg førhen opfattede som bondsk og primitiv, men nu – hvor jeg kender mange gode trøndere – elsker og synes er meget charmerende! Lufthavnsbussen førte mig fra Værnæs til centrum, hvor jeg gik over Domkirkens kirkegård til Pilgrimsgården ved Nidelven. Her er mit hjem de næste par uger – mens min pilgrimspræstekollega her, Einar, har sin sommerferie.

8. juli: Første dag på "kontoret"
Jeg hilste på medarbejderne ved Pilgrimsgården, som fortalte, at mange pilgrimme er stoppet i Gudbrandsdalen på grund af slemme oversvømmelser! Bagefter ordnede jeg ’business’ og var først på Skattekontoret sammen med de andre ’fremmedarbejdere’. Her faldt jeg i snak med to sygeplejestuderende, som skulle arbejde på plejehjem i Oppdal de næste seks måneder. På grund af de uhyrligt høje priser i Norge havde de kufferten fuld af mad!

Bagefter var jeg henne hos Domkirkes Restaureringsarbeider, NDR og hente nøglen til Nidarosdomen - samt den specielle nøgle til det lille Mariakapel, hvor vi holder pilgrimsandagter for enkeltpersoner eller mindre grupper. NDR har kontinuerligt 21 håndværkere ansat til restaurering af domkirken. Jeg talte med Cathrine, leder af Pilgrimsgården samt Mai, leder af de frivilliges arbejde med at modtage pilgrimme.

Derefter trak jeg i ornat og mødte op ved 0-kilometer-stenen foran Domkirken – hertil kom netop en ung tysk mand vandrende. 160 mennesker kom til musikgudstjeneste, hvor jeg læste om den første kristne menighed, urmenigheden – en rigtig pilgrimstekst: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. (Ap. Gern. 2, 44-47)

Organisten spillede på det prægtige nyrestaurerede 40 tons tunge orgel, som næsten kræver høreværn. Hvad mon arbejdstilsynet vil sige til de decibel? Steinmeyer-orgelet er ét af Europas største koncertorgler, med næsten 10000 piber, placeret under det store rosetvindue, som oplyses smukt af aftensolen fra vest.

Ved fyraften løb jeg en tur langs Nidelven og op i den gamle bydel, Bakkelandet med de mange farvestrålende træhuse. Byen er fuld af turister, som alle vil have et foto fra den gamle bybro over Nidelven.

9. juli: Pilgrimsandagt, pub og VM
Ved morgenmaden ude i haven hilste jeg på de nyankomne pilgrimme: tre tyskere (ægtepar og voksen datter) samt et norsk ægtepar. Jeg tilbød dem en andagt, og sammen gik vi op i Mariakapellet. Her berørte fortællingen om Emmausvandrerne (Luk. 24) os, og efter at have sunget både ’Lobet den Herrn’ og ’Dejlig er jorden’ kunne jeg give dem pilgrimsvelsignelsen. Nidaros Domkirke har netop på højalteret relief, der viser Emmausfortællingen, hvor Kristus i den latinske oversættelse beskrives som pilgrim.

Jeg var inviteret til at spise min madpakke sammen med medarbejderne på Ærkebispegården – seks personer. Efter en hyggelig snak og jordbær sluttede vi af med en kort andagt med forbøn og en salme, som man kunne vælge at synge på bokmål, nynorsk, nordsamisk eller lulesamisk!

Om eftermiddagen gik jeg en lang tur på havnen, hvor jeg på Sjøbadet fik en skøn dukkert i den kølige fjord. Så hentede jeg min gamle ven, Ole og hans søn, Jacob på banegården. For 14 år siden døbte jeg Jacob i Kongsberg Kirke, og til hans konfirmation i foråret forærede jeg ham et pilgrimsophold i Trondheim, hvor han kan nærstudere Nidaros Domkirke. Vi spiste sammen og gik på pub og så VM-fodboldkamp.

10. juli: En dag i medierne
NKR (Norges radio) kom tidligt om morgenen og interviewede os: leder af Pilgrimsgården, pilgrimspræsten samt en tysk pilgrim til direkte udsendelse. Bagefter gav jeg interview til Vårt Land, som også var med til andagt i Mariakapellet. Det blev en dag med mange journalister – også den lokale Adressavisen samt et fransk-tysk filmhold. Efter morgenmad i haven gik Ole, Jacob og jeg til domkirken, hvor vi opholdt os hele formiddagen.

Vi fik en guidet tur og så Mikaelskapellet, Mariakapellet, Millenniumkapellet, tårnet – samt en masse hemmelige steder, som almindelige turister ikke får at se. Jacob var begejstret og udråbte dette til at være sommerens højdepunkt!

Bagefter gik vi tur i byen, på kajerne og havnen, i Bakkelandet med de toppede brosten. Om aftenen så Jacob og jeg den nye Woody Allen-film.

11. juli: Spontan sækkepibe
 Fem pilgrimme fra Schweiz, Tyskland, Østrig og Danmark inviterede jeg med i Mariakapellet til andagt. Da vi var færdige og sad lidt i stilhed, tog en kvinde spontant sin sækkepibe frem og spillede en salme på den. Meget anderledes og bevægende. Hun havde slæbt den med over fjeldene, hele vejen fra Oslo: over Gudbrandsdalen og Dovre Fjeld.

Pilgrimmene var meget glade for denne personlige modtagelse, som er helt anderledes end den, man får i Rom eller Santiago de Compostela, hvor det foregår på samlebånd.

Bagefter kravlede Jacob og jeg rundt i de hemmelige gange, op på tårnet og ind i flere kapeller. Vi var helt oppe ved ærkeenglen Michael, som er hugget i sten efter model af Bob Dylan! Om eftermiddagen gik vi tur til bådehavnen, hvor vinden friskede dejligt. Det er stadig 28 grader og meget hedt.

Sidst på eftermiddagen holdt jeg musikgudstjeneste for 60 mennesker og valgte Jacobs yndlingstekst fra Det Nye Testamente: historien om Zakæus (Luk. 19).

Om aftenen spiste vi pizza på den store græsplæne ned til Nidelven – samme med alle de (andre) unge.

12. juli: Besøg af belgiske Geert, som har vandret 2567 kilometer
Fulgte mine gæster til toget og sætter mig til at arbejde med foredrag til Baptistkirkens og Det Danske Missionsforbunds sommermøde. Pludselig hørte jeg uden for en kendt stemme, tilhørende en belgisk pilgrim, Geert, som jeg mødte på herberget på Hald for en måneds tid siden. Han gik hele vejen fra Belgien: 83 dage og 2567 kilometer i taknemmelighed over en veloverstået hjerteoperation! De bedste herberger havde efter hans mening været på Hærvejen! Se de spritnye videoer fra herbergerne på YouTube-kanalen, der hedder 'Herberger Langs Hærvejen'. 
 
Så blev jeg hentet af Bodil, en jævnaldrende kvinde, som har tilbud mig sit gæsteværelse de næste otte dage. Vi kender ikke hinanden i forvejen, men havde god og dyb kontakt. Hun er konverteret til katolicismen og kommer en del på nonneklosteret på øen Tautra i Trondheimsfjorden: Vi gik en dejlig tur på Byåsen, badede og nød sommerdagen. Om aftenen spiste vi dejlig laksemiddag i hendes have.

13. juli: Højmesse i domkirken
Gik fra Byåsen gennem Sankt Olavs Hospital til byen for at komme til højmesse i domkirken, der havde sin glansperiode som pilgrimsmål i årene 1070-1328. Derefter gjorde pesten, ’den sorte død’ indhug i befolkningen, og pilgrimsstrømmen aftog. Samtidig blev det mere almindeligt at valfarte til lokale og regionale pilgrimsmål.

Efter gudstjenesten havde jeg andagt med belgieren og en norsk bekendt. Efter frokost tog vi bussen til Rotvoll, badede i fjorden og gik de 8 kilometer tilbage til byen. Om aftenen så jeg VM-fodbold: Tyskland-Argentina: 1-0.

14. juli: På besøg hos nonner
To norske pilgrimme var kommet og ville ud og se det nye kloster, Tautra, hvor seks nonner bor. Vi talte om, at pilgrimsvandring i sin kerne er en religiøs tradition, og historisk set er en pilgrim et menneske på vandring mod et helligsted for at bede, takke og gøre bod. I dag er veje og vandringen åben for alle, uanset livssyn, og drivkraften til at gå varierer.

Nogle vandrer, fordi de har behov for at træde ud af informationssamfundets støj, for at få tid til at reflektere over tilværelsen. Andre ønsker at udfordre sig selv fysisk og mentalt. Nogle anser vandringen som en dannelsesrejse, mens andre går for at finde Gud. Hvad motivet end er, synes fællesnævneren for vandrernes oplevelse at være den samme, som den altid har været: en åndelig rejse, tæt på natur, kultur og historie, som repræsenterer noget langt mere end en almindelig fodtur eller turistrejse.

Efter at min værtinde og jeg havde spist middag, gik vi en rask tur i fjeldet Byåsen, hvor folk badede i søerne. Her var en skøn skovduft, mange blomster, trærødder, høje graner og fuglesang. Vi besøgte hendes veninder, der sad ude i haven og drak Cava og talte om den eskallerende Israel-Palæstina-konflikt. På vejen hjem mødte vi en grævling, og Vorherres store lampe lyste for os i den ellers lyse midnatstime.

15. juli: Pilgrimsvandring med plejehjemsbeboere
For fjerde sommer i træk havde jeg pilgrimsvandring med beboerne på Vor Frue Kirkes Aldershjem. Vi var 17 personer – tre med rollator. Vi bevægede os 2 kilometer ad pilgrimsruten gennem byen: Elgseter, Kalvskinnet, Olavskilden, Nidelven, Domkirken og Pilgrimsgården, hvor vi spiste middag sammen.

Undervejs havde vi andagter, og ved bordet fortalte jeg pilgrimshistorier fra det sidste års tid: Spanien, Island, Italien, Sverige, Norge og Danmark. Det var et hyggeligt og muntert samvær, og bagefter talte jeg med nogle nye tilkomne pilgrimme.

En ung, katolsk kvinde, stud. theol., ankom med benene fuld af myggestik! I vores samtale tager jeg udgangspunkt i konteksten: Hvem er du? Fortæl om dig selv! Fortæl noget om dit liv: Hvor kommer du fra? Hvor er du på vej hen - og hvorfor? Først når den fortælling har fundet sted, kan der siges noget væsentligt om kristen tro. Som Grundtvig siger: ’Menneske først, og kristen så!’ Konteksten er med andre ord startpunktet i vandrerens situation. Jeg havde hende med til andagt i Mariakapellet, og hun udtrykte taknemmelighed over alle de mennesker, der havde hjulpet hende på vejen og været hendes ’engle’.

Bagefter var jeg på Nationalt Pilgrimscenter og havde møde med to af de ansatte vedrørende gensidig information og koordinering af pilgrimstiltag. På pilegrimsleden.no kan man finde information om de forskellige ture i Norge: korte og lange vandringer, vandringer med tema: interreligiøs vandring, vandring for hospicesagen, vandring med fanger, med syge, med studerende og andre enkeltgrupper.

Igen stod jeg for musikgudstjeneste i domkirken og valgte valfartssalmen, Davids Salme 121. Fire orgelstykker indrammer ordene: velkomst, bøn, bibellæsning og velsignelse. Om aftenen spiste jeg sammen med min værtinde og hendes veninde, Live. Vi talte om kristen mystik og gudsnærvær; et spændende emne, som ikke er almindeligt at tale om.

16. juli: Hvordan hænger diakoni op pilgrimsvandring sammen?
På Bispekontoret talte jeg med én af de ansatte, Britt Arnhild, som i går var gået med på pilgrimsvandringen. Hun er optaget af diakoni og vil vide, hvor det kommer ind i pilgrimsvandringen. Jeg ser et mønster, som stikordsmæssigt kunne sådan: først kontekst – så troslære – siden praktik:

At tage på pilgrimsvandring er ikke forskelligt fra gudstjenesten, hvor vi får næring til sjælen og mod til at tage imod opfordringen: ’Gå med fred og tjen Herren med glæde!’ Udtrykt i salmestroferne (DS 728):

Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.

På en udvidet kirkegang opstår et fællesskab, hvor diakoni i allerhøjeste grad praktiseres med en omsorg og næstekærlighed, der er ud over det sædvanlige. Her bliver det så tydeligt, hvad der skal til for at praktisere lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

En tysk gruppe ankom sammen med deres ledere, ægteparret Renate og Helfried som pilgrimledere, henholdsvis 75 og 65 år. Det er syvende gang på fire år, at de gennemfører denne tur med en gruppe. De er helt vilde med Norge, og denne sommer vil de komme tre gange! Efter en debriefing og aftale om at holde nadvergudstjeneste næste dag tog jeg hjem til min værtinde. Vi gik endnu en dejlig tur og svømmede mellem ænderne i skovsøen.

17. juli: At nærme sig det hellige med varsomhed
Før middelalderens pilgrimme trådte ind i den store katedral, gik de tre gange rundt om helligdommen: i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Man nærmede sig det hellige varsomt. Den dag i dag kan man finde fordybninger efter syv små kors, som har været sat ind i kirkens ydervæg. Korsene har været i metal, men er nu væk – man ser kun hullerne efter dem. Disse kors blev kaldt kyssekors, og meget tyder på, at pilgrimmene standsede og kyssede dem på deres vandring rundt om kirken.

Dette ritual viser, at man skulle nærme sig målet i ro og eftertanke. Jeg viste kyssekorsene til den tyske gruppe på 14 personer. Bagefter gik vi ind i helligdommen og holdt nadvergudstjeneste med salmerne: ’Lobet den Herrn’, ’Laudate omnes gentes’ og ’Dejlig er jorden’. I gruppen var også en katolsk pater samt en munk, og det glæder mig, at vi kan fejre gudstjeneste sammen i god, økumenisk ånd.

Indtil nu er her ankommet 150 pilgrimme – heraf 50 i løbet af de sidste 10 dage, hvor jeg har været her.

Jeg spiser frokost med Stein, som er medarrangør af næste års internationale pilgrimsvandring fra Trondheim til Jerusalem: PilgrimCrossingBorders. Turen starter med en udsendelsesgudstjeneste i Nidaros Domkirke i april måned, og første søndag i advent går man ind i Jerusalem. Min mand, Andreas og jeg er ansvarlige for strækningen i Danmark, de tre første uger af juni måned: Hirtshals –Aalborg –Viborg - Padborg. Folk kan melde sig på etapevis, og det har allerede 55 personer gjort. Vi tager maks 20 personer med på vores strækning. Ideen er fostret af en 82-årig italiener, Alberto Alberti, men hvem jeg vandrede til Rom ad Via Appia forrige år.

Flere pilgrimme ankom, blandt andet en mand og hans puddelhund, som var gået fra Selånger i Sverige og havde svømmet i hver en sø undervejs i den næsten tropiske varme.

Til dagens musikgudstjeneste har jeg valgt endnu en god pilgrimshistorie fra Bibelen: 2. Mos. 13, 20-22: Så brød de op fra Sukkot, og de slog lejr i Etam på grænsen til ørkenen. Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

Om aftenen tager jeg i Vor Frue Kirke på torvet, hvor der hver torsdag klokken 18 er såkaldt suppegudstjeneste. Kirkens Bymission arrangerer dette – en pendant til vores Kirkens Korshær. Når man sidder blandt narkomaner, indbrudstyve, romaer, tiggere, bedsteborgere og andre toldere og syndere, hører man evangeliet på en ny og vedkommende måde. Da jeg kun har været sognepræst i velhavende og ’pæne’ sogne: Vor Frue Kirke i København og Risskov Kirke i Århus elsker jeg disse gudstjenester, hvor der bliver skåret ind til benet.