Spørg

Er det kun troende, der må gå Caminoen?

På Caminoen vandrer alle slags mennesker med alle mulige (og umulige) trosforestillinger og livsindstillinger i alle aldre og fra alle verdenshjørner. Det gør Caminoen til et dybt fascinerende sted at vandre og møde mennesker, skriver Henrik Friediger, der er formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme.

Svaret er kort, at der ingen er, der kender et menneskes hjerte, svarer formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme Henrik Friediger

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Er et tilhørsforhold - en tro - eksempelvis en tro på, at der er en Gud (i kristen forstand) en "betingelse" for "pilgrims"-vandring ad Caminoen? Det er det indtryk, jeg får ved læsning af artikler på pilgrimsvandring.dk.

Med venlig hilsen
Christian

Svar:

Kære Christian

Du har spurgt om, det er nødvendigt med en kristentro for at vandre på Caminoen - eller mere bredt, måske, for at gå pilgrimsvandring.

Svaret er kort, at der ingen er, der kender et menneskes hjerte. Og da den spanske inkvisition som bekendt for længst er nedlagt, er der heller ingen metoder til at fiske det frem.

Spøg til side: På Caminoen vandrer alle slags mennesker med alle mulige (og umulige) trosforestillinger og livsindstillinger i alle aldre og fra alle verdenshjørner. Det gør Caminoen til et dybt fascinerende sted at vandre og møde mennesker. 

Der vil naturligvis blandt de forskellige holdninger, som man kan møde, være nogen, der mener, at netop de har den rette tro og har en særlig ret til at være netop dér. 

LÆS OGSÅ: Kan man gå Caminoen på én måned?

Men de er ikke dominerende, og hvis man ikke orker at høre på folk, der har denne farisæiske forståelse af egen betydningsfuldhed, kan man jo bare sætte sig i vejgrøften og vente, til de er gået deres vej. Der kommer helt sikker nogle, som man vil nyde at være sammen med lige om lidt.

Du er altså velkommen på Caminoen med det, netop du kommer med.

Buen Camino!

Venlige hilsener
Henrik Friediger
Formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Pilgrimsvandring.dk har inviteret pilgrimspræster og -vandrere, teologer og historikere fra forskellige foreninger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om pilgrimsvandring". Alle svar i "Spørg om pilgrimsvandring" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad pilgrimsvandring.dk mener.