Det afgørende er at være pilgrim hver eneste dag

Annedorte Ries gik som udbrændt kræftlæge pilgrimsruten Caminoen. Nu har hun skrevet en bog om sine oplevelser. Både dem undervejs og udfordringen ved at leve efter dem i hverdagen

Det handler ikke om, hvad man gør, men om måden, man gør det på.

Annedorte Ries skulle gå omkring 800 kilometer på spanske veje som pilgrim, før hun indså det.

”Jeg taler om mit livs Camino, fordi det er den rejse, der har ændret mig mest. Jeg prøver at bruge alle de ting, jeg lærte på Caminoen, og det kan jeg så passende øve mig på resten af mit liv,” siger Annedorte Ries, der er læge og netop har fået udgivet bogen ”Pilgrim”.

Det var netop lægegerningen, der tvang hende ud på vandreturen.

”Jeg arbejdede som kræftlæge med patienter med mange fysiske symptomer, og de er kede af det og vrede. Jeg forsøgte at gøre alt, hvad jeg kunne for dem, men følte aldrig, at jeg havde tid nok. Til sidst var jeg så udbrændt, at jeg hverken kunne tænke eller tage beslutninger på nogen måde,” forklarer Anne-dorte Ries.

Det var i efteråret 2012, og selvom hun kun lige klarede hverdagen og ikke havde overskud til at tænke på andet end jobbet, oplevede hun en voksende fornemmelse af, at hun skulle gå Caminoen. Annedorte Ries har tidligere vandret en del, men ikke på steder, hvor der er så mange vandrere som på Caminoen.

”Det var nærmest et råb til mig. Og en morgen, da jeg vågnede, var trangen til at gå så stærk, at jeg bestilte billetter med det samme.”

I løbet af de seks uger, hun var væk, oplevede hun, at hun fik det meget bedre.

”Man bliver forbundet med naturen, og det simple liv virker meget helende, fordi man hele tiden er til stede i nuet,” forklarer Annedorte Ries.

Det var desuden en spirituel oplevelse.

”Mine forældre var ateister, så jeg skulle ikke døbes. Men jeg tager lidt fra kristendommen, buddhismen og andre steder. På turen fik jeg direkte hjælp af Jomfru Maria. Det var en dag, hvor jeg var meget langt nede og havde roskildesyge. Mens jeg sad i en kirke, tonede hun frem foran mig og helbredte mig, også for den skam og skyld, jeg sad med.”

Efterfølgende fik Annedorte Ries også andre lærerige oplevelser.

”Det vigtigste, jeg lærte, var, at det ikke handler om, hvad man gør, men om måden, man gør det på. Jeg følte selv, at jeg havde et stort og vigtigt arbejde med at hjælpe kræftpatienter. Men hvis du er så udbrændt, at du i resten af dit liv er sur og utilnærmelig, er du ude på et sidespor,” mener hun og fortsætter:

”Når man kom til et herberg for at overnatte, var det meget forskelligt, hvordan man blev taget imod. Nogle gjorde ikke meget ud af det. Andre steder blev man modtaget kærligt, og de spurgte, hvordan min dag havde været, og om de kunne hjælpe mig med noget. Det viser, at måden er afgørende. Og så er det lige meget, om man bestyrer et herberg eller er læge. For mig var det en øjen-åbner.”

Hjemme i Danmark begyndte Annedorte Ries på sit job igen, men blev sygemeldt efter fire måneder.

”Jeg glemte alt, hvad jeg havde lært på Caminoen. Men så skrev jeg om hele min vandring ud fra min dagbog. Når oplevelserne står sort på hvidt, kan jeg ikke løbe fra dem. Caminoen har reddet mit liv to gange. Første gang, da jeg gik den, og anden gang, da jeg skrev om den,” forklarer Annedorte Ries, der håber, at andre kan få glæde af hendes refleksioner.

I dag arbejder hun som læge inden for et andet felt, og det er gået op for hende, at det ikke drejer sig om at tage på en enkelt pilgrimsfærd og så komme hjem og fortsætte, som om intet var hændt. Det handler heller ikke om at knokle gennem året, mens man drømmer om den næste pilgrimsvandring.

”Det handler om at være pilgrim hver eneste dag,” forklarer Annedorte Ries.